Moi Korean
Koreansk mad har længe været lidt af en mangelvare i København, men nu begynder der så småt at ske noget. Der er Restaurant Kimchi på Vesterbrogade, Miga på Gammel Kongevej og Seoul i Vanløse. Ssam Korean Food Bar lige ved Hovedbanegården og Kopan i Torvehallerne er også kommet til.
Sidste år åbnede også Moi Korean på Vesterbro, lige ved Det Ny Teater, hvor man kan få vaskeægte koreansk barbecue. Da vores anmelder David D. Dyrholm Nielsen var forbi, gav han 4 hjerter og skrev:
»Moi Korean imponerer med enkle autentiske, veltilberedte og velsmagende retter fra det koreanske køkken, og selv om de gerne må skrue ned for cocktail-priserne og op for udvalget til bordgrillen, er det svært ikke at være glad for denne tilføjelse til restaurantscenen. Jeg vender med garanti tilbage«.
Moi Korean. Vesterbrogade 42, Kbh. V.
Falang
Simon Frank og Simon Lennet er måske mest kendt som festaberne Simon og Simon, der står bag klubber som Chateau Motel og de nu lukkede Sunday og Simons, som de ejede sammen med Casper Christensen. Det er noget med MDMA i saltbøsser, korsfæstelse af en dværg, vilde ting.
Men de har også forsøgt sig i restaurantbranchen. Tilbage i 2013 åbnede de, igen sammen med Casper Christensen, restauranten Congo i Store Kongensgade, som dog måtte lukke igen allerede året efter.
Nu forsøger de ikke desto mindre igen. Denne gang er det et ’asiateria’ ved navn Falang, som på thailandsk er slang for en hvid europæer. Stemningen bliver festlig, og menukortet kommer til at bestå af de thailandske retter, de selv godt kan lide. Der bliver dog også plads til ikke-thailandske retter, som de bare føler for, for eksempel bananasplit. Og karaoke skal der minsandten også være.
Falang. Istedgade 48, Kbh. V.
Jah Izakaya
På Gasværksvej ligger en izakaya, altså en japansk spisebar, hvor små retter bliver serveret løbende, mens man hælder øl og sake indenbords.
Ifølge vores anmelder, der gav 4 hjerter, skal man ikke forvente gastronomiske eksperimenter og nytænkende smage, men enkle retter og god stemning, uprætentiøst og velsmagende:
»Der var ikke nogen af retterne, som blæste mig bagover rent kulinarisk, men det var heller ikke meningen. Det var veltilberedt og gennemført og virkede japansk i sin essens uden at gå amok i importerede råvarer – en del af tingene, såsom snack-grøntsagerne og blæksprutten, var lokale«.
Jah Izakaya. Gasværksvej 21, Kbh. V.
Tigermom
Når du kommer ind på Tigermom, er du i chefkokken Lisa Lovs hænder. Der er ikke et menukort, du kan plukke lidt fra hist og her, kun faste menuer og dertilhørende drikkevarer. Det er tigermoderen, der bestemmer. Og dermed basta.
Men det har også sine kvaliteter sådan at blive ført igennem en kurateret madoplevelse, ikke mindst fordi Lisa Lov som tidligere souschef på michelinrestauranten Relæ er en erfaren kvinde. Vores anmelder kvitterede da også med 4 hjerter og kaldte stedet på Ryesgade en »ualmindelig interessant asiatisk restaurant«.
Tigermom. Ryesgade 25, Kbh. N.
Hidden Dimsum
Dim sum er den sydkinesiske pendant til Spaniens tapas. Eller det vil sige, spørger du en kineser, er dim sum meget mere end små retter og lidt at drikke til. Det er en hel livsfilosofi, faktisk.
Men under alle omstændigheder: Ifølge anmelderne får man noget af Københavns bedste dim sum hos Hidden Dimsum i Indre By. Deres certificerede kinesiske dim sum-kokke tager deres håndværk alvorligt og laver bløde, saftige dumplings, sprøde forårsruller og svampede bao.
1. februar åbner Hidden Dimsum tilmed op for deres kælder, hvor man på Hidden Dimsum By Night kan spise autentisk kinesisk natmad i tiden 20-02 hver torsdag, fredag og lørdag.
Hidden Dimsum og Hidden Dimsum By Night. Nytorv 19, Kbh. K.
Bao & Bar
Også de roste folk hos Noodle House, ’byens bedste kineser’, har taget fat i den sydkinesiske tradition for uformelle spisebarer med meget længe åbent.
Det har de gjort med Bao & Bar på Nørrebrogade. I weekenden kan man få mad til klokken 02 og drikke videre helt frem til – hold nu fast – klokken 04. Som de siger i Kina, når glasset skal i vejret, og indholdet ned i svælget: Ganbei!
Bao & Bar. Nørrebrogade 22, Kbh. N.
Vesterbro Chinese Food
Høj musik, kulørte lamper, uformel stemning og stærk mad.
Det er menuen på Vesterbro Chinese Food. Bag den nye restaurant på Vesterbro står bryggeriet Mikkeller og amerikanske Anthony Myint, som også står bag en af de mest succesfulde amerikanske restauranter, Mission Chinese Food. De gastronomiske ambitioner er høje, men det er vigtigt, at stedet bliver sjovt og uforudsigeligt, fortalte Anthony Myint, da vi interviewede ham:
»I mangel af en bedre sammenligning er vores mål her at lave lækker, velsmagende, overraskende og fantastisk mad, men samtidig at skabe en atmosfære, der er lige så livlig som på en dive bar«.
Vesterbro Chinese Food. Viktoriagade 11, Kbh. V. Åbner 22. januar.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter