Revymuseet har fået en overhaling og nyt navn og vil være samlingspunkt for dansk humor, satire og komik. Rikke Rottensten er leder af museet.
Foto: Peter Hove Olesen

Revymuseet har fået en overhaling og nyt navn og vil være samlingspunkt for dansk humor, satire og komik. Rikke Rottensten er leder af museet.

iBYEN

Her opbevarer de gode grin: Frederiksberg-museum udstiller alt fra Kirsten Birgit til Dirchs sidste klovnekostume

Et skraldgrin er sjældent noget, man forbinder med en museumstur. Men på Alhambra på Frederiksberg er det netop humoren, der hænger på væggene. Ibyen besøger museet, der for nylig fik nyt navn.

iBYEN

På Frederiksbergs ældste gade, Allégade, er hvide stakitter foran de velfriserede haver og fine villaer en tinglyst servitut. Og man kunne man fristes til at tro, at det nærmeste, man kommer et godt løssluppent grin, er i selskab med det faste klientel på lokale bodegaer som Alléenberg og Café Intime.

Men engang tog folk netop til Frederiksberg for at boltre sig i et summende forlystelsesliv. Engang var haverne på Allégade en slags grønne fri- og feststeder fyldt med musik, teater, dans og spisesteder.

Og det er netop den tid, Alhambra, museum for satire og humor, har forsøgt at holde i live med en samling af kulturhistoriens største grin. Revy, kabaret, comedy, standup, radio- og tv-satire er repræsenteret, fra den første danske revy havde premiere i 1849 og frem til i dag.

Det er nu ellers ikke, fordi latteren begynder at boble i maven, så snart man træder ind i haven foran museet. Bevares, der står da h-u-m-o-r + s-a-t-i-r-e fordelt på 12 vinduesruder i den karrygule bygning. Og i indgangspartiet letter en statue af Dirch Passer på hatten. Men ellers er der ikke så meget andet end en halvtom branddam at se, da Ibyen en tirsdag formiddag stikker forbi det lille museum.

Det sociale museum

»Ja, det er jo ikke så stort«, siger museumsinspektør Rikke Rottensten, da hun åbner døren til bygningen, der indtil juni sidste år hed Revymuseet.

I 25 år har museet arkiveret og udstillet en stor samling kostumer, rekvisitter, filmklip og lakplader. Men det er ikke ligefrem, fordi folk har stået i kø for at få indblik i en tid, hvor Dirch, Kjeld og alle de andre satte standarden for de danske grin. I 2017 var der 6.630 besøgende på museet, viser tal fra Danmarks Statistik. Og heraf var det kun 146, der var under 18 år.

Men da museet i juni sidste år skiftede navn fra Revymuseet til Alhambra – Museet for humor og satire, var det i forsøg på at bringe den humoristiske og satiriske kulturarv i spil på nye måder.

Alhambra var navnet på Tivoli-grundlæggeren Georg Carstensens forlystelseshave, der lå på Frederiksberg Allé indtil 1870. Og navneskiftet har til formål at vække den tids sociale Frederiksberg til live. Tiden før det rige pelsklædte image satte ind, hvor Frederiksberg var for de festlige københavnere, der nød en kold fra fad og en højtbelagt rundtenom til tonerne af syngepigesang.

Rikke Rottensten går hen over trægulvet, så det runger gennem museets fem små lokaler, og stiller sig ved vinduet ud til forhaven.

»Humoren lever i dynamikken mellem scene og sal. Den er social. Og det er jo svært at fange i et museum. Derfor har vi nu forsøgt at få fællesskabet mere ind«, siger hun og erkender, at der ikke er meget spas, gak og løjer i haven foran museet.

Men det er der i sommerhalvåret, forsikrer hun. Her inviterer de til fællesdans og alsang, som vækker de gamle revysange til live som mere end tekster på en væg. Indenfor er museet også blevet andet end et sted, hvor man vipper på tæerne foran sepiafarvede fortidslevn. Humoren og satiren finder vej ind på museet som udstillinger, men også i form af foredrag, debatter, teater og standup.


Alhambra udstiller både historiske gode grin i form af Keld & Dirch og Elga Olga og nutidige i form af Kirsten Birgit og Jonatan Spang.
Foto: Peter Hove Olesen

Alhambra udstiller både historiske gode grin i form af Keld & Dirch og Elga Olga og nutidige i form af Kirsten Birgit og Jonatan Spang.

Fra Dirch til Kirsten Birgit

En væg inviterer tilbage til Hjørring Revyen i 70’erne, hvor en ung Per Pallesen møder publikum i en rullende jukebox i foyeren, og man kunne købe et støn af Lisbet Lundquist for 2 kroner.

I et andet rum står Jeanne Boels sminkebord fra Sønderborg Sommerrevy og en montre med den røde fletning, som Liva Weel bar, da hun under besættelsen spillede ’Dyveke’. På væggen hænger Niels Olsens logesæt fra Ørkenes Sønner, Daimis kostume fra ’Annie Get Your Gun’ og Dirch Passers klovnekostume, som han havde på den dag i 1980, da han faldt om.

Men der er også nyere bud på dansk satire. I et hjørne af museet hænger Michael Schøt i sit ’ministerium’, Jonathan Spang råsnaver med Ny Borgerliges Pernille Vermund, og ved siden af en tekst, der fortæller om Poul Henningsen og 60’ernes kulturradikale satire, hænger Den Korte Weekendavis’ Kirsten Birgit.

Humoren og satiren er troldsplinten i det danske blik. Den skal vi værne om.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Den politiske satire står sindssygt stærkt i øjeblikket. I dag vil mange hellere høre, hvad Jonathan Spang eller Kirsten Birgit har at sige om Skat, end politikerne«, mener Rikke Rottensten og fortæller, at museet med både PH og nutidig politisk satire er med til at fortælle om en bevægelse fra censur til selvcensur.

»Hvor der under besættelsen var en helt konkret censur, der dikterede, hvad scenekunsten kunne sige og gøre, ser det anderledes ud i dag. Siden 1945 har det meste været tilladt, og det stiller helt andre krav til den enkelte kunstner. Dengang var det særligt revyen, der forsøgte at råbe folk op. I dag indtager komikere som Michael Schøt, Jonathan Spang og Kirsten Birgit en mere direkte position som politiske aktører, når de med humor forsøger at pirke til og skære lidt i informationsstrømmen«, siger hun.

»Del din bedste joke!«, lyder opfordringen på en post-it, der hænger over et lille skrivebord. Én har taget pennen. »Hvorfor laver Fiat og Skoda ikke biler sammen?« … »Det ville jo blive en fiasko«.

Okay, der er måske ikke helt kommet gang i publikum-interaktionen. Men de eksperimenterer stadig, fortæller Rikke Rottensten.

»Som det er nu, så er det et lille laboratorium«.

Hvor går grænsen?

På Alhambra undersøger Rikke Rottensten og hendes kolleger, hvad museet kan og ikke kan, præcis som den humoristiske scenekunst gør det. For selv om arbejdet med karakterer, kasser og fordomme ligesom hører satiren til, så er svaret på, hvad vi finder sjovt, langtfra mejslet i sten. Det er til evig forhandling, og i dag ser man eksempelvis en anden følsomhed over for sketch, der imiterer samfundets minoriteter, forklarer hun.

Den politiske satire står sindssygt stærkt i øjeblikket. I dag vil mange hellere høre, hvad Jonathan Spang eller Kirsten Birgit har at sige om Skat, end politikerne

»Man begyndte for alvor at diskutere grænserne for den humoristiske ytringsfrihed i start-00’erne, da nogle komikere i Birmingham blev truet på livet af en gruppe sikher, som følte sig stødt over et teaterstykke«.

På væggen i museet hænger blandt andet plakaten fra Kerteminderevyen 2018, som sidste år vakte stor furore, da man mente, at den var udtryk for hyggeracisme. Farshad Kholghi er iført Josephine Baker-kostume, Kim Hammelsvang er malet skrigende gul, Trine Gadeberg er helt hvid og Marie Mondrup rød i ansigtet.

»Jeg tror, der vil vise sig et tydeligt skel mellem generationerne, hvad det angår. Men deri ligger der jo en fantastisk spændende debat om, hvordan vores samfund og humoren har ændret sig«, siger Rikke Rottensten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Scenekunsten er det flygtiges kunstart. Når det sidste klap dør ud, forsvinder magien. Og det bliver på mange måder en joke i sig selv at sætte noget levende og organisk i så fastlåste rammer, som museet er, erkender Rikke Rottensten.

»Humoren og satiren er troldsplinten i det danske blik. Den skal vi værne om. Den er indgang til en diskussion af store og ofte svære samfundsspørgsmål. Og jeg mener, at jeg står med et museum, der også har guldhornene«, siger hun og tilføjer:

»’Tømmerflåden’ er også et guldhorn i dansk kulturliv, ligesom ’Man binder os på mund og hånd’ er det. Men Dirch Passer er død. Liva Weel er død. Kjeld Petersen er død. De er her ikke til at levere kunsten. Derfor må vi holde den kollektivt i live«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN