Den nyslåede solist Hans Philip er i 11. time tilføjet plakaten på årets Roskilde Festival.

Efter Hugo Helmig-aflysning: Hans Philip spiller på Roskilde Festival

Hans Philip - her fotograferet på Smukfest - kommer til Roskilde Festival. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/POLFOTO
Hans Philip - her fotograferet på Smukfest - kommer til Roskilde Festival. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/POLFOTO
Lyt til artiklen

Sangeren Hugo Helmig aflyste i sidste uge alle koncerter resten af året. Det har tvunget en masse festivaler til at finde erstatninger. Og det har Roskilde Festival gjort.

Det bliver Hans Philip, der tidligere var en del af duoen Ukendt Kunstner, men som i marts sprang ud som solist med albummet ’Forevigt’, der overtager Hugo Helmigs plads på plakaten.

Hans Philip var tavs. Han slettede sine spor og forsvandt. Men pludselig er han tilbage. Og det var ventetiden værd

Selv om ’Forevigt’ udkom tilbage i marts, har Hans Philip endnu ikke givet nogle koncerter, men der har været stor efterspørgsel, fortæller Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén i en pressemeddelelse.

»Det har været helt umuligt at overhøre vores publikums ønsker om, at han også skulle spille et show hos os i år. Så vi er glade for, at vi nu kan føje ham til programmet her i 11. time«.

Hans Philip spiller fredag 5. juli klokken 19 på Roskildes næststørste scene, Arena, hvor der er plads til 17.000 publikum.

Tre års tavshed

Hans Philip brød igennem som en del af duoen Ukendt Kunstner, hvor de udsendte singlen ’Neonlys’ på EP’en af samme navn.

Senere udgav han og makkeren Jens Ole McCoy de to album ’Forbandede Ungdom’ og ’Den Anden Side’, der begge blev store succeser. De gik hvert til sit i efteråret 2016.

De blev kendt for McCoys velproducerede beats og Hans Philip altid skarpe og lyriske rap, der både kunne være følsom og sætte ild i dansegulvet.

Siden duoen gik hver til sit, har der været total radiotavshed fra Hans Philip indtil han højst uventet 17. marts udgav albummet ’Forevigt’. Det var en ny, mere afdæmpet side af kunstneren, der denne gang har lagt rapmusikken på hylden og i stedet er gået over i en mere afdæmpet, indadvendt Frank Ocean-inspireret r’n’b.

Hans Philip spiller på Roskilde Festival fredag 5. juli klokken 19 på Arena-scenen.

Emil Valdimarsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her