»Kan du godt løfte en fondgryde med de store kasser?«
Sådan er kokken Kamilla Seidler blevet spurgt som ung. I restaurationsmiljøet er tonen grov. Sexchikane er hverdagskost.
»Klager man over det, lyder det: »Du skal ikke være så sippet, sådan har det altid været««, siger hun.
Nu viser en ny undersøgelse blandt kokke-, tjener- og receptionistelever fra Instititut for Menneskerettigheder, at faget har store problemer med sexchikane.
Det her er jo helt vildt rystende, det kan vi ikke byde nogen
Undersøgelsen er den hidtil grundigste. Den viser, at ofrene ofte ikke forfølger deres sag, tit fordi de ikke ved hvordan, eller fordi de frygter for konsekvenserne. 37 procent af 270 deltagende elever svarer, at de er blevet udsat for krænkende eller grænseoverskridende adfærd. Det kan være kommentarer om tøj, tilbud om sexlegetøj, klap i numsen, kys, at få vist nøgenbilleder, tilsendt porno, uønskede kontaktforsøg eller voldtægt.
»Jeg er ret paf«, siger Bjarke Oxlund, der er chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder:
»Hør her, vi taler om unge mennesker under uddannelse, der burde være særligt beskyttede«.
For kvindelige elever er det 51 procent, som svarer, at de er blevet udsat for krænkelser, for mandlige er tallet 30 procent. I tre ud af fire tilfælde er krænkeren en kollega.
Ifølge EU-direktiver og dermed dansk lov er hændelserne formelt set sexchikane. Men knap halvdelen – 46 procent – af de adspurgte, der har været udsat for hændelserne, mener ikke, de har været udsat for sexchikane. Derfor konkluderer instituttet, at 20 procent er udsat for sexchikane.
27 procent: Krænkelser er normalt
At kun godt halvdelen ser grænseoverskridende eller krænkende adfærd som sexchikane, kan skyldes, at de ikke er klar over, at sexchikane er ulovligt. I hvert fald fortæller 27 procent, at seksuelt krænkende adfærd er normalt på deres arbejdsplads.
Undersøgelsen påpeger, at ansvaret for at bekæmpe sexchikane er delt på skoler, arbejdsgivere og Arbejdstilsynet.
»For vores ligestillingsjurister har det taget måneder at gennemskue, hvem der har ansvaret. Hvad skal en 17-årig, der er blevet taget på brysterne, gøre?«, siger Bjarke Oxlund.
Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at Undervisningsministeren sikrer, at der oprettes en samlet akutrådgivning på erhvervsskolerne, hvor elever udsat for sexchikane kan få hjælp.
Hør her, vi taler om unge mennesker under uddannelse, der burde være særligt beskyttede
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har læst rapporten:
»Det her er jo helt vildt rystende, det kan vi ikke byde nogen. Det skal strammes op. Jeg vil i dialog med ledere på erhvervsskolerne og eleverne«, siger hun.
Hun vil sammen med elever, skoler og arbejdsgivere finde en løsning, ikke kun for kokke-, tjener- og receptionistelever, men for alle ungdomsuddannelser:
»Men jeg er ikke afvisende over for ideen om rådgivning«, siger ministeren:
»Eleverne skal have en klar viden om, hvor de skal henvende sig. Og så skal vi have arbejdsgiverne med, for i en tid, hvor de skriger på arbejdskraft, er det her ekstra absurd. Det er næppe måden, man tiltrækker ansatte på«.
Arbejdsgiverorganisationen Horesta er skeptisk over for nogle af undersøgelsens tal.
Vi opfordrer til, at de i for eksempel personalehåndbøger gør meget klart, hvad man accepterer
»46 procent af dem, der siger, de har været udsat for krænkende adfærd, ser det ikke som sexchikane, og vi ved ikke, hvad tallene er i andre brancher. Det ville være interessant med tal også fra for eksempel gymnasiet, måske handler det også om en ungdomskultur«, siger juridisk chef Pia Voss:
»Når det er sagt, er det ikke acceptabelt, at der finder krænkende adfærd sted på arbejdspladser. Det er også arbejdsgivernes ansvar, og vi opfordrer til, at de i for eksempel personalehåndbøger gør meget klart, hvad man accepterer. Horesta har netop indledt et samarbejde med 3F om at lave oplysningsmaterialer«.
Dem får Kamilla Seidler ikke brug for. På hendes nyåbnede restaurant, Lola fik alle til jobsamtaler at vide, at mobning og sexchikane er uacceptabelt:
»Jo mere vi taler om det, jo nemmere er det at sige fra – i stedet for at blive i tvivl om, at det måske er en selv, der er noget galt med, at frygte for sit job eller at blive mobbet. Det er ret simpelt. Men man skal ikke klaske sin kollega i røven, medmindre han eller hun selv beder om det. Efter arbejde«.
fortsæt med at læse