Poul Krebs: Hils din mand og sig, at coke og ecstasy ikke holder i længden

Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse.

Min mand har mange venner, der elsker coke og ecstasy. De presser ham hver gang de er i byen sammen, selv om han i 10 år har sagt »NEJ!«.

Må jeg godt blande mig og bede dem holde op?

Kh den tvivlende kæreste

Gæsteredaktør Poul Krebs:

Kære tvivler og gode kæreste

Jeg synes, at det virker som om, du har en mand, der har karakter nok til at stå imod, hvis det pres har varet 10 år. Måske sku’ du hellere hjælpe ham med at finde nye venner, hvis de gamle ikke kan fatte, at han ikke gider ta’ de stoffer?

I min verden er der jo en del gode historier om den slags, og når jeg lige tænker tilbage et øjeblik, føles det som om, musikbranchen har været udset til at være prøveklud for enhver form for doping, men hils din mand og sig at selv Keith Richards har fundet ud af, at det holder ikke i længden!

Kh Poul Krebs

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære tvivlende,

Jeg var generelt ikke et særlig bange barn, men jeg havde en enkelt dødsangst. Hvor nutidens barndom døjer med klimadepressioner, så fandt jeg min mareridtsbenzin i noget så simpelt som cigaretter. Jeg var så ræd ved at skulle indånde nikotin, at jeg i en årrække holdt vejret, når jeg gik forbi nogen, der røg i det offentlige rum. Jeg er ikke sikker på, hvor frygten stammede fra, eller præcis hvornår, den lagde sig, men jeg lukker i hvert fald ikke lungerne når jeg er på brunt værtshus længere.

Og nej, cigaretter er ikke det samme som coke, men jeg tror alligevel, det trykker på noget af det samme i mig. For jeg ved bare, at der stadig er et frimærkestort stykke ærefrygt i mit hjerte over for alle slags stoffer.

»Jeg er bange for at blive afhængig«, siger jeg om hvad som helst, i en grad så mine venner er træt af, jeg kan bruge den undskyldning om alt fra gærdej over poledance til ecstasy. Men jeg er overbevist om, at netop min lille hjerne har et dårligt forhold til dopaminpåvirkning og derfor ville kunne blive slavebunden af A L T.

Måske derfor føles det ekstra spændende for mig, alligevel at gå med på toilettet til technofesten, når vennerne finder den hvide selvtillid frem. Som den der slags interaktive teater, hvor man med hjertebankens sikkerhed ved, at skuespilleren netop i aften hiver én på scenen, for med lettelsens suk igen gå fri.

Alt det her for at sige, at jeg forstår, hvorfor du ikke gider have, at din husbond bliver gruppepresset til at stikke snuden i det glutenfri. Og at jeg sagtens synes vi kunne tage en kollektiv snak om stoffer, og hvor (u)interessante de er!

Men hvis manden har klaret sig i 2010’erne, så klarer han også 2020’erne. Og nej du må ikke blande dig, men du må gerne dele din frygt med din mand. Grin ad de venner, der stadig efter 10 år prøver at prakke ham noget på. De er jo de store tabere her.