Lys- og lydinstallationen ’The Wave’ blev første gang sat op på Ofelia Plads i vinteren 2017 og var et gigantisk hit blandt københavnerne på Instagram. Nu kommer den tilbage i en ny version.

Nu vender et af Københavns største Instagram-hit tilbage

Da 'The Wave' blev stillet op i 2017 og 2018 på Ofelia Plads, var det som en del af Frost Festival, som ikke eksisterer længere. I år vender værket tilbage med ny lys- og lydside, denne gang som en del af Copenhagen Light Festival.  Foto: Ivan Boll/POLFOTO
Da 'The Wave' blev stillet op i 2017 og 2018 på Ofelia Plads, var det som en del af Frost Festival, som ikke eksisterer længere. I år vender værket tilbage med ny lys- og lydside, denne gang som en del af Copenhagen Light Festival. Foto: Ivan Boll/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvis du ikke har set den i levende live, har du helt sikkert set den i dit Instagram-feed.

’The Wave’ på Ofelia Plads. En lyd- og lysinstallation bestående af 40 trekantede, 3,6 meter høje porte, som tilsammen udgør en 80 meter lang tunnel, man som beskuer kan bevæge sig igennem eller rundt om.

Da værket, som er skabt af kunstnerkollektivet Vertigo, første gang blev stillet op i vinteren 2017, gik der ikke længe, inden det var noget nær en sensation på de sociale medier.

Derfor besluttede Foreningen Ofelia Plads da også at genopstille det året efter.

Og det har de gjort nu igen, denne gang i forbindelse med Copenhagen Light Festival. Fredag 31. januar klokken 16.30 er der reception for værket, og klokken 17.00 bliver lys og lyd tændt. Derefter vil man kunne opleve ’The Wave’ frem til 31. marts.

Det funkler i alle regnbuens farver: Hvad er det, der lyser op i Sydhavnen?

»Sidste år havde værket en pause på Ofelia Plads, mens det var på turné i London, Liverpool og Athen. Nu er vi klar med en helt ny lys- og lydside« forklarer Ane-Mette Isaksen, der er sekretariatsleder i Foreningen Ofelia Plads.

Lysene er fortsat skabt af kollektivet Vertigo. Lydsiden derimod kommer til at bestå af et korværk af komponisten Louise Alenius, kaldet ’Ilt’, og er en forsmag på en opera, hun er ved at skrive.

På trods af ændringerne er der så ikke noget lidt mageligt over bare at vende tilbage til det samme gamle og populære værk år efter år? Malker I succesen?

»Nej, det synes jeg ikke. Værkets rammer er de samme, men indholdet kommer til at give publikum en helt ny oplevelse gennem operamusikken og illusionen om at gå igennem et gigantisk luftrør«, siger Ane-Mette Isaksen.

»I øvrigt er det et meget stort værk, og det er dyrt at sætte op. Så hvis vi var magelige, satte vi det slet ikke op«.

’The Wave’. Ofelia Plads, København K. Kan ses fra 31. januar kl. 17.00 til 31. marts.

Sebastian Wittrock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her