Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Er det i orden at spørge min kæreste, hvorfor han elsker mig?
Da jeg spurgte sidst, gik han helt i baglås og sagde, at det var et urimeligt spørgsmål at stille.
Kh. spørgeren
Gæsteredaktør Marie Louise Tüxen:
Kære spørger
Ja, det er i orden. Og slet ikke urimeligt, mener jeg. Det er muligvis et knopskydende og ømt spørgsmål, men også et, der kan medføre varme, kropslig sitren, og måske ender I med at skippe at tage ud efter aftensmaden og have sex på plankebordet, som kan tage det, for du kan lide det patinerede, og det har han allerede imødekommet ved at være kreativ med en ukrudtsbrænder. For dig.
Det, jeg mener med krøllen på den sætning, er, at I muligvis har forskellige kærlighedssprog, og det svar, han kan give dig med ord, lyder sikkert anderledes end svaret, du forestiller dig i dit hoved. I bund og grund forstår jeg dig sådan, at du ønsker, han skal fortælle dig, du er dejlig.
Spørger du, må du være åben for, at han ser dig på en anden måde, end du ser dig selv.
Jeg har googlet Gary Chapman (ph.d., så klog) til lejligheden, for han har defineret fem kærlighedssprog: ord, fysisk nærhed, tid sammen, tjenester og gaver.
Min kæreste spurgte en dag, om jeg ville hjælpe ham ved at køre til Nykøbing F. med en trailer bagpå for at hente et bådstativ. Den dag fandt vi ud af, at tjenester ikke er mit primære kærlighedssprog
Hver især har vi ét primært sprog og flere sekundære. Spørg dig selv, hvordan giver du kærlighed, og hvordan modtager du kærlighed. Gør så det samme med din kæreste. Min kæreste spurgte en dag, om jeg ville hjælpe ham ved at køre til Nykøbing F. med en trailer bagpå for at hente et bådstativ. Den dag fandt vi ud af, at tjenester ikke er mit primære kærlighedssprog.
Ugens gæsteredaktør
Marie Louise Tüxen
Spørg din kæreste igen! Mind ham om, at det er billigere sådan end at sidde med en tredje part (psykolog) mellem jer. At gøre sig umage med hinanden er en af de vigtigste dyder i et parforhold.
Vi vil jo bare SES.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære spørger
Ja, selvfølgelig er det okay at spørge! Men kun én gang, og du har du brugt dit forsøg, desværre. For at præcisere: Dit spørgsmål er ikke urimeligt, men det er urimeligt at stille ham det. Hvis du ville have ugentlige kærlighedserklæringer, skulle du have fundet dig en landevejspoet. Din kæreste er ikke en sprogets mand, men han kan sikkert danse, kneppe eller sætte hylder op (måske endda alle tre ting).
Det har jo taget kunstnere årtusinder overhovedet at nærme sig, hvad kærligheden egentlig er, og så vover du at spørge din sagesløse kæreste hen over bolognesen?
Han har ikke den indre slangordbog til gang på gang at skulle omformulere den samme komplicerede forklaring, du beder ham om. Det har jo taget kunstnere årtusinder overhovedet at nærme sig, hvad kærligheden egentlig er, og så vover du at spørge din sagesløse kæreste hen over bolognesen? Når du spørger, så vid, at du vrider hans hjerte som en tør karklud for en sur dråbe smiger.
Jeg kan mærke, hvor skuffet du ville blive, hvis din kæreste kom til at svare det samme to gange, som om hans ’fordi du er virkelig skøn og dejlig’ så havde mindre sandhed i sig. Men der skal du vide, at du selv er med til at nedbryde effekten, du kvæler poesien ved at tage den frem hele tiden.
Jeg bryder mig ikke om at bede folk om kærlighedstegn, men jeg tror på, at man kan invitere dem. Vælg et roligt øjeblik i jeres hverdag sammen, hvor solen falder i stuen på den der måde. Så sætter du tilfældigt en sang på fra dengang, I mødte hinanden. ’Gud, skat, det var den, Bitten spillede, da vi var til indflytterfest. Dengang hun flyttede til Latinerkvarteret med Susan’, siger du så.
På den måde kan du indlede en mere casual samtale om, hvorfor I blev forelskede i hinanden, og måske får du den beskrivelse af jeres kærlighed, du savner. Men lov mig ikke at blive skuffet.
fortsæt med at læse
