Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har et venskabskærlighedsdilemma.
Min bedste ven er en antihelt. Nærmere bestemt er hun Carrie Bradshaw. Hun er narcissistisk, spændende, i sine følelsers vold, rationel, selvcentreret, sjov, belæst, berejst, logisk, rebelsk, stridslysten. Smuk på den ekstreme måde, hvor jeg altid spørger hende, om hun ikke lægger mærke til, hvor mange øjne, der hviler på hende, når vi går ned ad gaden. Det gør hun ikke. Hun har den der forblændende kraft, hvor hver en bevægelse er smuk, betagende.
Hun er lunefuld, altid i opposition, altid interessant. Hun vandrer fra forhold til forhold og efterlader sig forvirrede mænd, der bryder deres hjerne med, hvad der gik galt. Og nu er det min tur. Efter at have tilbragt ekstrameget tid sammen i karantænen er nogle ting gået op for mig. Vores forhold er blevet giftigt, synes jeg. Jeg er med jævne mellemrum i tvivl, om hun overhovedet kan lide mig, eller om jeg i virkeligheden kunne være hvem som helst, der gider være vidne til hendes liv. Jeg er træt af at være hendes terapeut. Jeg er træt af at være sidekick.
Lyt til Ibyens Brevkasse: »Man kan mærke, at der er nogle amoriner i luften, der skal forløses over det næste stykke tid«Mine spørgsmål er: Hvad stiller man op, når man er den sjove, grimme, kloge, men også konfliktsky, veninde i fortællingen? Bør jeg slå op med min bedste ven, og i så fald hvordan?
Kærlig hilsen
Gæsteredaktør Molly Balsby:
We should all be Mirandas, hvis verden var ideel. Men sådan forholder det sig ikke. Nogle af os fylder bare lidt mere. Jeg synes, din veninde lyder vidunderlig, men måske er det mest, fordi jeg kan se en del af mig selv i hende, jeg er også selvcentreret og i mine følelsers vold. Men jeg vil anerkende, at sådan nogle som os i perioder kan være svære at være venner med.
Selvfølgelig er det et reelt problem, hvis du ikke føler, det er en god relation, og i dette tilfælde ville jeg lave en strategisk tilbagetrækning. I ’Sex and the City’ siger den forhadte Carrie på et tidspunkt til sine veninder: »I don’t need therapy, I have you guys!«, hvilket er totalt problematisk. Man skal ikke agere permanent terapeut for sine venner. Din veninde skal have muldvarpen op af lommen og betale for sin terapi ligesom alle os andre.
Men altså, der findes mange former for venskaber. Hele ideen om at slå op med en ven har jeg det dog svært ved. Det peger jo på en idé om monogami i venskabet, hvilket er en kæmpe misforståelse. Venskaber skal ikke eksistere på parforholdets præmisser. For at være venner, behøves man jo ikke nødvendigvis at være hinandens soulmates (selv om netop ’Sex and the City’ igennem seks sæsoner postulerer det modsatte).
Så smid venindehalskæden i havet og lad være med at lægge dit hjerte i hendes smukke hænder. Vær en polyamorøs veninde. I stedet for at være hendes sidekick, skal du måske blot være hendes sidechick. Så kan du få alt det sjove uden at skulle tage opvasken.
Kh. Molly
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære du
Hell hath no fury like a konfliktsky scorned. Alle os, der betegner os som sådan, kan have hang til det du har gang i: At være fuld af indebrændt galde, evigt klar til at nogen tør vælge den grønne tale, så man endelig kan give dem den hengemte sandhed.
Den forsmåedes blik er et sløvt tveægget sværd, det dummeste mordvåben. Jeg kender det kun for godt, bare fordi man selv er overfortolker, tror man, at andre mennesker kan forstå ens stilhed, men man kan ikke skyde andre den evne i skoene. Tænk, at dit venskab kører på usynligt taxameter, en transaktion, hvor du skal gå rigere fra hver en kaffeaftale. Sådan en af de chauffører, der tager den lange tur til lufthavnen uden at spørge, og pludselig skylder man ekstra ved kasse et.
Selvfølgelig skal du ikke altid være den, der holder taskerne, men du er altså ikke nogen helgen fordi du lægger skulder til. Luk lommeregneren og åbn munden, sig til hende, at du synes, det er svært at være dig, at du føler hendes vildtvoksende plæne skygger for din urtehave. Måske du har overvandet hendes græs for længe, og sammen kan I vende haveslangen din vej lidt. Husk at andre mennesker ikke lever på din bekostning, de skylder dig ikke at have mindre succes eller livsglæde, bare fordi din himmel er grå. Ryst posen, bed om noget, sig fra og spørg ind.
Tænk over, hvad det er, du savner. Skal du selv bruge en, du kan græde ud hos? Så skal hverken jeg, din veninde eller din konfliktskyhed stoppe dig. Og hvis du hverken kan overskue at skulle holde den grønne eller gule tale for din veninde, så bliv hjemme fra festen.
fortsæt med at læse
