Det begyndte med en bekymring på Politikens indlandsredaktion: Da regeringen fra 17. september krævede mundbind for stående gæster på restauranter og barer, hvilke konsekvenser ville det så få for pølsevognenes kunder?
Der er jo kun ét måde at indtage sin mad ved en normal pølsevogn: stående. En pølsevogn hedder ikke Restaurant Fodkold for ingenting. Og da vi antog, at det er svært at indtage mad gennem et mundbind, kunne vi ane alvorlige konsekvenser for pølsevognsbranchen.
Ibyen skyndte sig at ringe til både Sundhedsstyrelsens og Sundhedsministeriets presseafdelinger, så derfor kan vi nu med stor lettelse slå fast, at man gerne må spise stående uden maske ved en udendørs pølsevogn. Fordi den er udendørs.
Det er med andre ord godt nyt for mennesker, der her under covid-19-krisen allermest savner at stå op og indtage føde under restaurantlignende vilkår. De findes helt sikkert derude og ikke bare på Politikens indlandsredaktion. Det kan lade sig gøre ved en pølsevogn i det fri. Hurra for intakte spiseoplevelser, som covid-19 ikke har smadret på sin foreløbige vej.
Ibyen fejrede oplysningerne med pølsedamen på Rådhuspladsen, Anna Dobrokhodova.
Hun har solgt pølser på Rådhuspladsen i 1 år og 3 måneder og er glad for afklaringen, for det er også hårde tider for pølsevognene:
»Turisterne er blevet væk, og danskerne er blevet bange for at spise pølser under corona«, siger hun.
Hun har maske på, og der er sprit til fri afbenyttelse af kunderne i vognen, så alt burde være godt.
Man kunne dog frygte, at nye regeringsstramninger inden for restaurationsbranchen kan ramme pølsevognene, så man også skal bære mundbind ved pølsevogne.
Derfor beslutter vi at teste, hvorvidt det overhovedet er muligt at indtage en pølse gennem et hul i en mundbind.
Glimtvis godt
Vi valgte en ristet pølse med ketchup og sennep og brød on the side til formålet, og så klippede vi et passende pølsehul i vores mundbind.
Det gik glimtvist godt.
Det gik bedst med den første bid, idet vi havde sikret os, at hullet sad direkte ud for munden, og vi derfor var i stand til at ramme rimelig præcist. Præcisionen glippede allerede ved næste bid, fordi masken uden vores vidende havde flyttet sig lidt i forhold til munden. Vi fik altså pølsen lige ind i munden, men det var ikke muligt at bide den over gennem mundbindet. Det var en særegen oplevelse således at få en mundbindspåklædt pølse i munden.
Derfor rettede vi selvfølgelig mundbindet, så hullet igen var placeret lige foran munden, men både hul og mundbind i øvrigt var nu allerede fedtet ind i ketchup og sennep, hvilket ikke havde positiv indflydelse på berøringen.
Men pølsen skulle ned.
Og eftersom der var flere fejlskud mod hullet, blev det til sidst en kamp at ramme og at undgå for meget snask på fingrene.
Pølsens sidste bid var ikke en nydelse, og da vi tog mundbindet af, føltes det ligesom at tage hagesmækken af en 2-årig, der selv har spist grønærtemos.
Det er ikke noget, vi vil anbefale til nogen. Og slet ikke til regeringen at indføre.
fortsæt med at læse
