Den nye sædeopstilling kan allerede i dag opleves i tre tog på metrolinjerne M1 og M2.

Se billederne: Otte nye metrotog på vej til København. Og de ser ikke ud, som du kender dem

I de nye tog er sædeopstillingen vendt om, så man sidder med siden til kørselsretningen. Foto: Metroselskabet og Hovedstadens Letbane
I de nye tog er sædeopstillingen vendt om, så man sidder med siden til kørselsretningen. Foto: Metroselskabet og Hovedstadens Letbane
Lyt til artiklen

De er fragtet med skib fra Italien til Esbjerg og videre i speciallastbiler til København.

Inden nytår landede de sidste to af i alt otte tog, der i sommer blev indkøbt af Metroselskabet for at forbedre kapaciteten på metrolinjerne M1 og M2 mellem Vanløse, Vestamager og Københavns Lufthavn.

De nye tog skal sikre bedre plads til passagererne på perronerne og i togene, der i dag dagligt benyttes af omkring 200.000 rejsende. Et tal, som på trods af et fald i antallet af passagerer under corona, forventes øget frem mod 2035:

»Hovedstaden får flere og flere borgere, og mange vælger at køre med metroen. Det er vi naturligvis glade for, og derfor vil vi gerne sikre, at der i fremtiden er plads til passagererne, og at de fortsat vil opleve et højt serviceniveau og en stabil drift«, lød det i juli fra direktør i Metroselskabet Rebekka Nymark i en pressemeddelelse.

Sid på nye måder

At kapaciteten øges, betyder ikke, at togene skal køre hurtigere end i dag.

Men med otte nye tog i den eksisterende køreplan kommer der flere afgange, så trafikken afvikles hurtigere: Antallet af afgange i myldretiden skal øges med 20 pct., så der bliver ned til 90 sekunders ventetid på perronen.

Dermed skal togene altså køre tættere, hvilket blandt andet er årsag til, at de nye tog skal sikkerhedstestes mere end 500 gange, inden de er klar til passagerkørsel.

Sædeopstillingen er vendt om, så man sidder sidelæns i forhold til kørselsretningen, som man i dag gør det på metrolinjer i eksempelvis New York og London.

Derudover er der flere klapsæder og færre normale sæder.

Tilsammen skal den nye sædeopstilling sikre en bedre udnyttelse af gulvarealet, så der kommer bedre flow mellem passagererne, der sidder længere fra hinanden og derfor nemmere kan komme ind og ud.

De otte nye tog er lavet i Italien af Hitachi Rail og forventes taget i brug efterår 2021/vinter 2022. Den nye sædeopstilling kan man dog møde allerede i dag, da den de sidste måneder er blevet testet i tre af de gamle tog på linjerne M1 og M2.

Opnår man den ønskede effekt, er det planen, at også de øvrige tog på M1 og M2 gennemgår ændringen.

Herunder kan du se sædeopstillingen.

Emma Louise Stenholm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her