Da Nanna Bachmand fik knust sit hjerte, drev det hende til vanvid, at kærligheden til ekskæresten ikke gik over. At hun stadig fantaserede om at have ham med til fredagsbaren, i Netto, overalt faktisk. På Refshaleøen gav åbne vidder og stiv kuling en pause fra vanviddet.

Selv en en tur i Netto kunne rippe op i sorgen: »Seriøst, det er jo bare et åndssvagt stykke kødpålæg«

Lyt til artiklen

Lige der, hvor København slipper Holmens kunstneriske åre og åbner sig i golde græsmarker og industrielle afspærringer. Hvor røgen fra Amager Forbrænding går i et med skyerne, og øjnene løber i vand, når vinden tager fat og bryder en larmende stilhed. Lige dér begynder Nanna Bachmands sædvanlige gåtur.

I sommeren 2018 begyndte Nanna Bachmand dagligt at gå en fast rute på Refshaleøen i et forsøg på at hele et knust hjerte.

Hendes australske kæreste havde ringet fra Australien og fortalt, at han ikke kom tilbage til Danmark som planlagt. Og at de ikke skulle være kærester længere.

»Jeg havde så svært ved at fatte, at sidste gang vi så hinanden, kyssede jeg ham farvel. Vi var lykkelige og skulle flytte sammen, næste gang vi så hinanden. Og det var så sidste gang, jeg så ham. Det drev mig fuldstændig til vanvid«.

Nanna Bachmand var sønderknust. Hun tudede helt tiden og følte sig ængstelig, frustreret, forvirret, så hun begyndte at gå.

»Jeg ventede bare på, at tiden gik, så jeg gik for at distrahere mit hoved«, forklarer hun.

»Jeg har i hvert fald gået den her rute 200 gange. Jeg gik hver dag, tit flere gange om dagen i en lang periode, og jeg går nærmest stadig ruten hver dag«, siger hun og lader fødderne følge deres vanlige rytme i vejens knasende grus.

Hele den sommer holdt hun nøje øje med, hvornår brombærrene i vejkantens krat var spiseklar. Hun prøvede et par sure, genstridige bær i juli og mærkede hver dag efter, indtil de en dag i august slap stilken uden problemer. Nanna Bachmand nød gentagelsen, hvor det eneste, der ændrede sig, var vinden og solens nærvær, som man, modsat i skoven og byen, virkelig mærkede på den flade ø.

»Når blæsten bider i kinderne, fjerner det opmærksomheden fra tristheden, og det er ikke lige så voldsomt som byens mange mennesker, der ikke forstår, at du er en vulkan i udbrud. Denne her lille verden kører sin egen cyklus, med brombær, der modnes, og fiskere, der passer sig selv«, siger Nanna Bachmand.

Hun var 26, da hendes kæreste slog op med hende. Hun var lige blevet færdig med sin uddannelse og var taget på højskole. De sidste år havde den australske kæreste mere eller mindre boet hos hende, så når hun kom hjem fra højskolen, skulle han officielt flytte ind.

Men det blev der ikke noget af. Han vendte aldrig tilbage.

Da hun efter højskolen landede hjemme i sofaen på Amager, gik hun i »handlingsmode«. Skrev ansøgninger, som var det et fuldtidsarbejde, fik skaffet sig af med de kontormøbler, de havde købt til ham. Støvsugede en ekstra gang og vandrede Refshaleøen tynd. Alt sammen for ikke at drukne i sorgen.

Det går aldrig over

»I starten tænkte jeg, at det nok var meget normalt at være så ked af det, men det aftog ligesom bare ikke« siger Nanna Bachmand og peger ud mod horisontens eneste fisker.

»Den der betonklods, han står på, har jeg virkelig også siddet meget på og bare kigget«.

For Nanna Bachmand var målet, at tiden skulle gå. Det gjorde den også. Sommeren forsvandt, hun startede på et nyt job. Men hun var stadig lige grådlabil og nostalgisk, så selv en tur i den Netto, hvor de plejede at handle, rippede op i sorgen.

»Så var der sådan et eller andet nederen hjortepålæg, som han godt kunne lide at købe. Så stod jeg dernede og gloede på det og blev påvirket over, at det kommer jeg jo aldrig til at købe igen. Seriøst, det er jo bare et åndssvagt stykke kødpålæg«.

»Noget af det mest frustrerende var, at i alt, hvad jeg lavede, var det, som om han var der. Som et lille spøgelse ved siden af mig«, forklarer hun og lader hænderne glide gennem luften, ned over hans fiktive silhuet.

Hele tiden var tanken der: Gad vide, hvordan det havde været, hvis han var her?

»Jeg tog til fredagsbar på mit nye arbejde og havde det jo egentlig sjovt, men tænkte hele tiden: Gad vide, hvordan det havde været, hvis han kom forbi? Eller da jeg var på en vildt fed tur med min veninde til Israel, hvor jeg flere gange om dagen ønskede, at jeg havde været af sted med ham«, sukker hun.

»Jeg ønskede bare stadig livet med ham. At det var det, jeg skulle. Det var svært at være til stede, for jeg ville jo gerne alt det, jeg lavede. Men bare plus ham«.

Efter et år sved sorgen stadig, og hun overvejede med jævne mellemrum at tage til Australien og lægge sig fladt ned i en kærlighedserklæring. Men hun begyndte at dosere, hvor meget hun krængede sit hjerte ud til vennerne. Selv om de var søde og lyttende, føltes kvoten ligesom lidt opbrugt.

»Der er bare lidt en life goes on-stemning. Sådan op på hesten, ud på date, og han var også en idiot. Men han var bare ikke en idiot«, siger hun.

Det var en anden tilgang end den forståelse og fleksibilitet, hun havde mødt fra omverdenen, når hun ellers havde været ramt af sorg eller krise.

»Da jeg mistede mine bedsteforældre, eller da min søster var ude for en ulykke og røg i koma, skulle jeg bare gøre, hvad jeg havde brug for. Det kan selvfølgelig ikke sammenlignes direkte, men jeg var jo i dybere sorg i længere tid med mit kærestebrud. Det virkede bare svært for andre at forstå«.

Hun undrede sig over, om hendes sorg var ude af proportioner i forhold til de andre forliste forhold, hun så omkring sig. Om hendes bølger bare gik ekstra højt.

»Jeg er nok bare et tryghedsmenneske, og den vished om fremtiden med ham gjorde mig tryg, så da han gik, tog han jo mit holdepunkt med«, siger Nanna Bachmand.

I sin jagt efter spejling tjekkede hun Mofibo-appen for ’heartbreak’ og ’hjertesorg’ og fandt blandt andet en lydbog, hvor en sexolog forklarede, hvordan han håndterede sit knuste hjerte.

»Det eneste, der hjalp ham, var at forestille sig, at hun døde. Han lavede hele historien ned til mindste detalje. Begravelsen, hvordan han fik beskeden, hvordan han mødte forældrene efterfølgende. Det lyder måske virkelig fucked, men det hjalp virkelig at høre, at andre også var så langt ude. Og jeg legede da også selv med tanken, men altså, jeg kunne ikke engang komme på en dødsårsag, så det blev ikke til så meget«.

Turister i egen by

Nanna Bachmand mødte sin ekskæreste på Tinder. Hun havde downloadet Tinder, da hun i foråret 2015 rejste rundt i Japan og ledte efter en sightseeing-makker, og så dukkede Stuart fra Australien op.

»Jeg havde gjort det helt klart, at det ikke var en date. Men vi mødtes og tog ud til det her slot i Osaka, hvor vi lavede en lille picnic, og det var bare sindssygt hyggeligt, og så endte det sgu med, at han kyssede mig alligevel. Hvilket ikke gjorde så meget, trods mine oprindelige planer«.

I den efterfølgende sommer mødtes de, da han rejste med en ven til Europa, og de var rimelig enige om, at her var noget, de ikke bare kunne vinke farvel til.

»Men vi var jo lidt fucked. Altså Australien! Du kommer jo ikke længere væk«, udbryder hun.

Så Stuart satte sin ph.d. på pause, og da Nanna Bachmand flyttede fra Aarhus til København, flyttede Stuart med. Hun skulle først starte uddannelse et halvt år senere, så de havde masser af tid til at udforske deres nye by.

»Alt var jo spændende i starten. Vi cyklede rundt og pinnede ting ind på kortet, som vi skulle huske. Særligt kaffebarer var en ting for os. Sådan nogle australiere er jo lidt nogle kaffenørder«, siger hun.

De kom meget hos Forloren Espresso i Store Kongensgade og Kents Kaffelaboratorium på Nørre Farimagsgade. I halvandet år efter bruddet undgik Nanna Bachmand altid de gader, indtil hun en dag besluttede sig for at genbesøge fortiden og vove sig derhen.

»Og så var de begge to lukket! Jeg havde brugt så lang tid på at tage mig sammen, og så var der bare åbnet et eller andet vaskeri«, fnyser hun hovedrystende.

Da Stuart kom til Danmark, kendte han ikke andre end Nanna Bachmand. Han flyttede ind hos hende og hendes veninde, blev introduceret for alle vennerne og var med til alt.

»Vi voksede nærmest sammen. Han blev lidt en naturlig forlængelse af mig. Og det var hårdt, da han forsvandt, for vores oplevelse af byen sammen var jo min eneste oplevelse af København«, forklarer Nanna Bachmand.

Hun lader blikket hvile et øjeblik, der hvor hav og himmel denne grå tirsdag glider sammen i et.

Vindmøllerne knejser, og det er muligvis heromkring, kragerne vender.

Her plejer hun at fortsætte hele vejen langs vandet for at få hele runden med. Det kræver bare lige, at man kravler over et metalhegn. Først var der hul i hegnet, men det blev lukket. Så måtte Nanna Bachmand klatre på stenene langs kysten, men her endte hun på privat grund, og næste gang måtte hun klatre over hegnet.

»Der er virkelig smukt derude ved solnedgang. Men jeg har også fået ødelagt både vanter og bukser på det hegn«, siger hun, så i dag tager hun asfaltvejen tilbage til civilisationen.

»Don’t worry anymore«

Nanna Bachmand har i dag en ny kæreste, og Stuart spøger ikke længere.

»Min kæreste og jeg var faktisk på vores første date lige her«, siger hun og peger mod skaterampen ved Reffen Copenhagen Street Food. Hun havde foreslået at mødes på Refshaleøen, hvor selv lugten fra rensningsanlægget gav lidt hjemlig tryghed. De købte to øl på La Banchina og satte sig ved kajen.

Sidste forår var hun begyndt at date, men selv om fyrene var søde, fremprovokerede de mest minder om hendes eks. Indtil den date ved Reffen, hvor Joachim dukkede op, og spøgelset pludselig fordampede.

»Stuarts nærvær forsvandt bare. Jeg kunne ikke længere se ham tydeligt for mig, mærke hans krop eller høre hans stemme og accent. Det blev ligesom visket ud. Han gik bare over. Det var ret vildt«.

Nu kunne han dukke op, når en veninde spurgte, om hun stadig tænkte på ham, men han var ikke i bevidstheden som udgangspunkt.

»Stuart og jeg havde haft en del overfladisk kontakt, så jeg havde ret meget lyst til at skrive til ham, don’t worry anymore, for nu er det endelig, endelig gået over!«, siger hun med et grin.

Hun tror selv, at hun sad fast i sorgen så længe, fordi bruddet rev alle hendes forventninger til fremtiden og hendes selvopfattelse i stykker.

»Jeg havde jo ikke noget imod at være alene, men jeg hang bare fast i, at jeg hellere ville livet med ham. Og hvis jeg gav slip på den tanke og lod ham gå, vidste jeg jo ikke, hvad fremtiden ville bringe«, siger Nanna Bachmand.

»Det fedeste havde selvfølgelig været, hvis jeg var kommet mig, uden at det krævede en ny kæreste. Men hold kæft en befrielse, det var, endelig at være lettet i sit hjerte«.

Frederikke Amalie Albrechtsen

fortsæt med at læse