1 Verdi har skrevet den opera, der i dag spilles allermest verden over, nemlig ’La traviata’. Den handler om en parisisk luksusluders skæbne og bygger på Alexandre Dumas’ roman ’Kameliadamen’. Men operakomponisten Verdis mest populære værk er faktisk hans rekviem. Det er betydeligt voldsommere end Mozarts. Hos Verdi ryster jorden, og dødsangsten er overvældende. Verdis rekviem er blevet kaldt hans bedste opera, fordi det er så dramatisk.
2 Verdi blev født i 1813. Samme år som Wagner. De var de to største operakomponister i 1800-tallet – og i det hele taget, vil mange tilføje. Mens Wagner skabte enorme gesamtkunstværker på tysk, skrev Verdi koncentrerede italienske operadramaer, hvor karaktererne for alvor blev til lidende, kæmpende mennesker af kød og blod. »Opera skal ved hjælp af sangen få publikum til at græde, til at forfærdes og til at dø«, mente Verdi.

