Mød 1920’ernes svar på en foodtruck: smørrebrødsvognen. En svenskrød trævogn lastet med håndmadder, der på lune dage er parkeret midt på Rømersgade.
Det er Arbejdermuseets smørrebrødsrestaurant Café & Ølhalle, der har genoplivet køretøjet, der for 100 år siden falbød håndmadder på gadehjørnerne, ligesom der i dag bliver langet hotdogs over disken fra pølsevogne. Dengang stødte man på vognene på både Trianglen, Amagertorv, Kongens Nytorv og mange andre steder i København. Men madderne var ikke højtbelagt – det var typisk praktiske fastfoodmadpakker to go.