0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Olieeventyret, der forandrede Danmark

Nordsøolien har udløst højspændte forhandlinger, politiske opgør, milliard- overskud til A.P. Møller og 418 milliarder til statskassen. Sidste kapitel skrives uden A.P. Møller.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Illustration: Rasmus Vendrup, originalfotos: Peter Hove Olesen og AP
Foto: Illustration: Rasmus Vendrup, originalfotos: Peter Hove Olesen og AP

I mandags meddelte A.P. Møller – Mærsk, at man havde solgt sin olieforretning og bevillingen til at bore i undergrunden til det franske selskab Total for 47 milliarder kroner.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller havde ikke lagt skjul på, at han ikke var begejstret for Poul Nielson (S), som var energiminister i Anker Jørgensens regering og i 1981 gik forrest for at få ændret betingelserne for A.P. Møllers oliejagt i Nordsøen.

Skibsrederen forsøgte ihærdigt at få flyttet forhandlingerne til statsministerens kontor, men det havde Anker Jørgensen afvist, og Mærsk Mc-Kinney Møller måtte gå til møde med Poul Nielson. Han var alt andet end begejstret. »Ministeren bød på kaffe, hvilket vi afslog«, skrev han i et referat om mødet, som er refereret i bogen »Mærsk – manden og magten«.

Selv de små midler blev taget i brug i det store spil om olie og gas for milliarder i den danske undergrund. Det var højspændte forhandlinger i en tid, hvor landet efter to oliekriser var tvunget i knæ økonomisk.

På det tidspunkt var det meget begrænset, hvad A.P. Møller efter næsten 20 års eneret havde fået hentet op af den danske undergrund. Men forhandlingerne, der undervejs var brudt sammen, endte i en ny aftale, som skabte det danske olieeventyr og endte med at blive en kæmpesucces for både A.P. Møller og for det danske samfund.

Olien har været med til at give A.P. Møller – Mærsk store overskud og udviklet rederiet til en international aktør som efterforsker af olie og gas. For nationen betød det, at Danmark blev selvforsynende med energi, og staten har på de 55 år, der er gået, siden A.P. Møller fik eneretten til at bore efter olie, haft en samlet indtægt på 418 milliarder kroner målt i 2016-priser.

Det er fint bygget op i et meget lille olieland

I mandags meddelte A.P. Møller – Mærsk, at man havde solgt sin olieforretning og bevillingen til at bore i undergrunden til det franske selskab Total for 47 milliarder kroner.

Dermed sluttede 55 års parløb mellem den danske stat og landets store virksomhed med den helt særlige betydning og politiske indflydelse. Der var, mener Poul Nielson, nærmere tale om »en langvarig krig end et samspil«, men resultatet blev godt.

»Det gik, som det burde gå«, siger Poul Nielson i dag. »Det er fint bygget op i et meget lille olieland«.

Det var også med et vist vemod, at skibsrederens datter Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er formand for A.P. Møller Holding, udtalte sig om salget af den olievirksomhed, som hendes farfar fik ideen til, og som hendes far gjorde til en succes: »I mit hjerte og sind er det en meget vanskelig, men rigtig beslutning. Mærsk Oil har i næsten et halvt århundrede stået i spidsen for den danske olieudvikling, været afgørende for A.P. Møller – Mærsk og spiller i dag en afgørende rolle i den danske og internationale olie- og gasindustri. Det giver os stolthed«, udtalte hun i en pressemeddelelse fra selskabet.

Eneret for 40 kroner

Den første eneretsbevilling til den danske undergrund blev givet til den amerikanske ingeniør Frederick F. Ravlin i 1935 af statsminister Thorvald Stauning. Men det var først 15 år senere, at der for alvor begyndte at ske noget.

Et tysk selskab havde søgt om ret til at bore efter olie i Sønderjylland, og det var ikke noget, skibsreder A.P. Møller brød sig om. Få år efter den tyske besættelse af Danmark, skrev han i 1960 i et brev til statsminister Viggo Kampmann (S).

»Jeg ser på denne tanke med betænkelighed, fordi der ved, hvad man kalder peaceful penetration, allerede foregår en vis gradvis tysk opslugning af Danmark, og tysk olieboring i Sønderjylland vil utvivlsomt fremme dette«, skrev A.P. Møller.

Han bad statsministeren om at undersøge, om der var danske virksomheder, der ville tage opgaven op, og sluttede:

»Den af mig ledede koncern er af nationale grunde villig til at overveje dette, hvilket jeg tør bede om, at statsledelsen tager i betragtning«.

Det endte med, at A.P. Møller fik en eneretsbevilling til hele den danske undergrund mod at betale et gebyr på 40 kroner. Der var ikke store forventninger til, at det ville bringe store værdier op til overfladen, og betingelserne var sat efter det.

»Det med undergrunden handlede dengang om grusgrave og kridt og ler til teglværkerne«, siger Poul Nielson.

Skibsreder Arnold Peter Møller døde som 89-årig i 1965, og det blev hans søn, Mærsk Mc-Kinney Møller, der fik overladt opgaven med at udvinde olie og gas fra den danske undergrund. Han havde ellers været modstander af sin fars idé, da han mente, at rederiet havde rigeligt med opgaver i forvejen, men nu måtte han tage opgaven på sig. Rederiet hentede ekspertise udefra ved at danne Dansk Undergrunds Consortium, DUC, med olieselskaberne Shell, Chevron og Texaco som partnere, og i 1972 blev der åbnet for den første olie fra Danfeltet i Nordsøen.

Men antallet af boringer var lavt, og i takt med at oliekriserne i 1973 og 1979 sendte Danmark ud i alvorligt økonomisk uføre med stigende arbejdsløshed, bilfri søndage og gigantiske underskud på betalingsbalancen, steg det folkelige og politiske krav om en genforhandling af aftalen med A.P. Møller. I Folketinget ikke mindst drevet af Preben Wilhjelm fra Venstresocialisterne, der var en skarp kritiker af statens generøse aftale med A.P. Møller.