0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Olieeventyret, der forandrede Danmark

Nordsøolien har udløst højspændte forhandlinger, politiske opgør, milliard- overskud til A.P. Møller og 418 milliarder til statskassen. Sidste kapitel skrives uden A.P. Møller.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Illustration: Rasmus Vendrup, originalfotos: Peter Hove Olesen og AP
Foto: Illustration: Rasmus Vendrup, originalfotos: Peter Hove Olesen og AP

I mandags meddelte A.P. Møller – Mærsk, at man havde solgt sin olieforretning og bevillingen til at bore i undergrunden til det franske selskab Total for 47 milliarder kroner.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller havde ikke lagt skjul på, at han ikke var begejstret for Poul Nielson (S), som var energiminister i Anker Jørgensens regering og i 1981 gik forrest for at få ændret betingelserne for A.P. Møllers oliejagt i Nordsøen.

Skibsrederen forsøgte ihærdigt at få flyttet forhandlingerne til statsministerens kontor, men det havde Anker Jørgensen afvist, og Mærsk Mc-Kinney Møller måtte gå til møde med Poul Nielson. Han var alt andet end begejstret. »Ministeren bød på kaffe, hvilket vi afslog«, skrev han i et referat om mødet, som er refereret i bogen »Mærsk – manden og magten«.

Selv de små midler blev taget i brug i det store spil om olie og gas for milliarder i den danske undergrund. Det var højspændte forhandlinger i en tid, hvor landet efter to oliekriser var tvunget i knæ økonomisk.

På det tidspunkt var det meget begrænset, hvad A.P. Møller efter næsten 20 års eneret havde fået hentet op af den danske undergrund. Men forhandlingerne, der undervejs var brudt sammen, endte i en ny aftale, som skabte det danske olieeventyr og endte med at blive en kæmpesucces for både A.P. Møller og for det danske samfund.

Olien har været med til at give A.P. Møller – Mærsk store overskud og udviklet rederiet til en international aktør som efterforsker af olie og gas. For nationen betød det, at Danmark blev selvforsynende med energi, og staten har på de 55 år, der er gået, siden A.P. Møller fik eneretten til at bore efter olie, haft en samlet indtægt på 418 milliarder kroner målt i 2016-priser.

Det er fint bygget op i et meget lille olieland

I mandags meddelte A.P. Møller – Mærsk, at man havde solgt sin olieforretning og bevillingen til at bore i undergrunden til det franske selskab Total for 47 milliarder kroner.

Dermed sluttede 55 års parløb mellem den danske stat og landets store virksomhed med den helt særlige betydning og politiske indflydelse. Der var, mener Poul Nielson, nærmere tale om »en langvarig krig end et samspil«, men resultatet blev godt.

»Det gik, som det burde gå«, siger Poul Nielson i dag. »Det er fint bygget op i et meget lille olieland«.

Det var også med et vist vemod, at skibsrederens datter Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er formand for A.P. Møller Holding, udtalte sig om salget af den olievirksomhed, som hendes farfar fik ideen til, og som hendes far gjorde til en succes: »I mit hjerte og sind er det en meget vanskelig, men rigtig beslutning. Mærsk Oil har i næsten et halvt århundrede stået i spidsen for den danske olieudvikling, været afgørende for A.P. Møller – Mærsk og spiller i dag en afgørende rolle i den danske og internationale olie- og gasindustri. Det giver os stolthed«, udtalte hun i en pressemeddelelse fra selskabet.

Eneret for 40 kroner

Den første eneretsbevilling til den danske undergrund blev givet til den amerikanske ingeniør Frederick F. Ravlin i 1935 af statsminister Thorvald Stauning. Men det var først 15 år senere, at der for alvor begyndte at ske noget.

Et tysk selskab havde søgt om ret til at bore efter olie i Sønderjylland, og det var ikke noget, skibsreder A.P. Møller brød sig om. Få år efter den tyske besættelse af Danmark, skrev han i 1960 i et brev til statsminister Viggo Kampmann (S).

»Jeg ser på denne tanke med betænkelighed, fordi der ved, hvad man kalder peaceful penetration, allerede foregår en vis gradvis tysk opslugning af Danmark, og tysk olieboring i Sønderjylland vil utvivlsomt fremme dette«, skrev A.P. Møller.

Han bad statsministeren om at undersøge, om der var danske virksomheder, der ville tage opgaven op, og sluttede:

»Den af mig ledede koncern er af nationale grunde villig til at overveje dette, hvilket jeg tør bede om, at statsledelsen tager i betragtning«.

Det endte med, at A.P. Møller fik en eneretsbevilling til hele den danske undergrund mod at betale et gebyr på 40 kroner. Der var ikke store forventninger til, at det ville bringe store værdier op til overfladen, og betingelserne var sat efter det.

»Det med undergrunden handlede dengang om grusgrave og kridt og ler til teglværkerne«, siger Poul Nielson.

Skibsreder Arnold Peter Møller døde som 89-årig i 1965, og det blev hans søn, Mærsk Mc-Kinney Møller, der fik overladt opgaven med at udvinde olie og gas fra den danske undergrund. Han havde ellers været modstander af sin fars idé, da han mente, at rederiet havde rigeligt med opgaver i forvejen, men nu måtte han tage opgaven på sig. Rederiet hentede ekspertise udefra ved at danne Dansk Undergrunds Consortium, DUC, med olieselskaberne Shell, Chevron og Texaco som partnere, og i 1972 blev der åbnet for den første olie fra Danfeltet i Nordsøen.

Men antallet af boringer var lavt, og i takt med at oliekriserne i 1973 og 1979 sendte Danmark ud i alvorligt økonomisk uføre med stigende arbejdsløshed, bilfri søndage og gigantiske underskud på betalingsbalancen, steg det folkelige og politiske krav om en genforhandling af aftalen med A.P. Møller. I Folketinget ikke mindst drevet af Preben Wilhjelm fra Venstresocialisterne, der var en skarp kritiker af statens generøse aftale med A.P. Møller.

Mærsk Mc-Kinney Møller så Anker Jørgensen-regeringens krav om nye vilkår som et brud på indgåede aftaler, men han var klar over, at der var et folkeligt og politisk pres, som han var nødt til at tage højde for.

For at rokke lidt ved det offentlige billede af ham som rigmanden og den magtfulde erhvervsmand fra Esplanaden lod han, når han skulle til forhandling på Christiansborg, firmaets BMW blive stående i garagen. I stedet ankom han med chauffør i en beskeden Ford Fiesta.

Men resultatet endte med at blive, næsten som Poul Nielson og Anker Jørgensen ønskede det. A.P. Møller beholdt de områder, hvor selskabet havde gjort fund, men måtte acceptere at levere resten tilbage til staten, så andre selskaber kunne få opgaven med at lede efter olie og gas. Regeringen fik også gennemført sit ønske om en statslig rørledning, som skulle bruges til at bringe olien i land mod et pænt gebyr til den danske stat. Året efter fik regeringen indført en kulbrinteskat, som var en ekstraskat, der blev opkrævet, når oliepriserne og indtægterne blev særlig høje.

Aftale på aftale

Det førte til oprettelsen af Dong, som blev partner i de nye selskaber, der fik opgaven med at bore efter olie, og gradvist kom der gang i olie- og gasproduktionen i Nordsøen.

I 1997 oversteg den danske olie- og gasproduktion danskernes eget forbrug, så Danmark var blevet selvforsynende. Danmark var blevet et olieland.

»Det lykkedes os at få fremtvunget så meget aktivitet, at der blev opbygget en national kompetence i både Dong og hos Mærsk, så man ikke længere var afhængig af andre«, siger Poul Nielson.

»Danmark blev selvforsynende, og den regering, som Anker Jørgensen var chef i, blev leverandør af den indsats, der løftede Danmark ud af det elendige og uløselige betalingsbalanceunderskud«.

Statens indtægter fra olien og gassen i form af selskabsskatter, rørledningsafgift og kulbrinteskat steg op igennem 1990’erne og toppede i 2008, hvor staten fik en indtægt på det, der i dag svarer til 40 milliarder kroner. Det sorte guld fra Nordsøen gav sit vigtige bidrag til omstillingen af Danmark fra 70’ernes og 80’ernes gældssamfund til at være et land med en solid økonomi.

Annonce

I 2003 blev der igen indgået en ny aftale mellem A.P. Møller – Mærsk og den danske regering, denne gang med Anders Fogh Rasmussens (V) borgerlige regering. Med aftalen fik A.P. Møller forlænget sin bevilling med 30 år til 2042. Fra 2012 med staten som partner i DUC med en andel på 20 procent.

Selskabet måtte acceptere en hårdere beskatning, men fik til gengæld en særlig klausul om, at beskatningen ikke kunne øges fremover. En klausul, der fik Socialdemokratiet til at sige nej til aftalen.

I dette forår så man så det sidste eksempel på det særlige forhold mellem A.P. Møller – Mærsk og det politiske liv. Tyrafeltet, som siden 1984 har ført gassen fra Nordsøen i land, er nedslidt, og A.P. Møller truede med at lukke feltet og produktionen ned, hvis ikke selskabet fik hjælp til genopbygningen.

Det satte ikke kun indtægterne til statskassen på spil. Det kunne også koste mange arbejdspladser på platformene og i olieindustrien, hvilket ikke mindst gjorde indtryk på Socialdemokratiet.

Derfor endte det 22. marts endnu en gang med en ny aftale mellem regeringen og A.P. Møller med opbakning fra Socialdemokratiet, SF, Radikale og DF.

Med aftalen lovede A.P. Møller Mærsk at investere et tocifret milliardbeløb i genopbygningen. Til gengæld fik selskabet en skatterabat.

Med salget af olieaktiviteterne i mandags bliver det ikke A.P. Møller, men franske Total, der sammen med de andre partnere i DUC skal stå for opgaven, hvilket de har sagt, at de vil gøre.

Staten har fået hovedparten af værdierne

Sidste kapitel

Forude ligger indtægter for statskassen på 26 milliarder kroner frem mod 2042, har regeringen beregnet. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ikke bange for, at olieeventyret stopper, fordi A.P. Møller – Mærsk nu forlader butikken.

»Mærsks administrerende direktør, Søren Skou, har forsikret mig om, at Total har en klar målsætning om at videreføre og udbygge aktiviteterne i Nordsøen med udgangspunkt i Danmark, herunder genopbygningen af Tyrafeltet. Det budskab har Totals administrerende direktør gentaget over for mig i et brev, jeg modtog i morges«, udtalte statsministeren forleden i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Han tilføjede, at han er »optimistisk i forhold til Danmarks samarbejde med denne nye aktør«.

Det ændrer dog ikke på, at det er sidste kapitel i den store historie om Danmark som olieland, der nu tages hul på. Og for første gang er det uden A.P. Møller – Mærsk i en central rolle.

Samtidig står det klart, at indtægterne til statskassen fremover ikke bliver nær så store, som de har været hidtil. Regeringen regner i sit konvergensprogram med indtægter på 2-4 milliarder om året i de kommende år.

»Udviklingen og prognoserne tyder på, at det er ved at klinge af«, siger Otto Brøns-Petersen, der er tidligere direktør i Skatteministeriet og i dag er analysechef i tænketanken Cepos.

»Men det har tidligere vist sig, at der var mere i undergrunden, end man forventede, og der er en teknologisk udvikling, som kan gøre det muligt at udvinde en større del af olien og gassen. Så det er muligt, at potentialet er større«.

Har Danmark så fået nok ud af værdierne i den danske undergrund? Det vil der formentlig være forskellige opfattelser af, alt efter politisk temperament.

Otto Brøns-Petersen peger på, at et regeringsudvalg, som han var formand for, i 2013 foretog et serviceeftersyn, der skulle give svar på, om staten fik sin rimelige værdi af olie- og gasværdierne i Nordsøen.

Eftersynet viste, at staten i årene frem til aftalen i 2003 havde fået 40 procent af det skattemæssige overskud på aktiviteterne i Nordsøen. Efter 2004, hvor den nye beskatning trådte i kraft, steg statens andel til 61 procent.

»Man kan sige, at staten har fået hovedparten af værdierne. Man kan altid diskutere, om det er nok, men det vigtigste samfundsmæssigt er, at man får mest muligt af olien og gassen op af Nordsøen, og det har man fået«, siger Otto Brøns-Petersen.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter