0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kapitel 2: Journalisterne finder mystisk brev i krypten

I krypten i Christians Kirke er der fundet satanmønter, har præsten bekræftet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Djævlen. Gennem 40 år har man i kirker og på museer fundet sataniske sølv- og kobbermønter.

Kultur

Præsten Flemming Pless smålunter ned ad stentrappen iklædt joggingbukser, undertrøje og fleecejakke.

Den følgende dag skal han krydse Atlanten, hans tid er knap, men han kan lige nå at vise, hvor i krypten under Christians Kirke der er fundet tre satanmønter.

Med store skridt leder præsten mod det tredje kapel til højre, hvor kisterne ikke – som ved mange af de andre kapeller – er buret inde bag ornamenteret smedejernsgitter. Ved slægten Popps kapel stopper han.

»Det var herovre«, siger han og peger.

Han forklarer: »Den daværende kirketjener, Henrik Hyllestad, gik og gjorde rent, og bagefter kom han hen til mig og sagde:

»Se, hvad jeg har fundet««.

Det var den tredje satanmønt, kirketjeneren havde fundet hernede. På mønten var djævlen og den latinske inskription ’Civitas Diaboli’.

Men det var den fjerde mønt, som Flemming Pless havde kendskab til.

I Brorsons Kirke, hvor han tidligere var præst, var også fundet en. Nørrebros små børn havde søndag efter søndag fået vand hen over de dunede hoveder, mens en satanmønt lå gemt under døbefonten.

Flemming Pless undskylder, at han ikke har tid til at blive længere.

»Jeg skal hjem og pakke til New York, men I er velkomne til at blive og se, om der ligger mere hernede«, siger han, før han vender ryggen til og forsvinder op ad trappen.

Kisterne hviler oven på hver sin ramme, og en sprække mellem ramme og kiste tillader netop en hånd med en mobiltelefon at trænge ind. Lyset fra telefonens display kæmper med at oplyse det tætte mørke i hulrummet under kisten.

Under den første kiste ligger gammelt støv og visne blade, som er hvirvlet ned fra kirkegårdshaven gennem årene. Under den næste kiste ligger et lille stykke mørnet ornament.

Men under egetræskisten, der står længst ude mod midtergangen, skifter gulvets nuance fra gråt til brunt et sted. Det er endnu ikke til at se, præcist hvad det er, men der ligger noget derinde. Noget firkantet. Noget, der ikke hører til under en kiste.

I samme øjeblik slukker det automatiske lys i krypten.

370 mønter spredt over Danmark

Det var en novelle med titlen ’Mit møde med døden’, der viste vej herhen.

Den blev for nylig fundet gemt i et antikt møbel på Køge Museum. I et indbygget skab i en empiresofa lå den og ventede. Novellens forfatter er formentlig Knud Langkow, en sky mand, der begik selvmord nytårsnat i 2004, og som gennem årene flere gange er blevet udpeget – men aldrig bekræftet – som hjernen bag Satans Mønt.

I alt er der gennem de sidste fire årtier fundet omkring 370 satanmønter på danske museer og i danske kirker. Mønterne bærer sataniske inskriptioner og motiver, og de har ofte været placeret sammen med satanstemplede breve og kultiske genstande.

Historien om satanmønterne er flere gange dukket op i aviser og på tv for så at forsvinde igen. Den er blevet præsenteret som et stort mysterium, omfanget af sagen er aldrig dokumenteret, og historien står stadig ufortalt tilbage.

Hvilket motiv ligger bag satanmønterne og deres bemærkelsesværdige følgebreve? Og hvad har drevet manden, der er blevet udpeget som hjernen bag?

I telefonen har Knud Langkows niece, Lene Langkow Saeek, indvilget i et møde. Hun vil fortælle om sin farbror. Men få dage før mødet skal finde sted, dør hendes far pludselig. Mødet er udskudt på ubestemt tid. Og i mellemtiden må turen gå ad andre veje, der fører til manden bag satanmønterne.

Ondskaben fra mønten

Et par dage senere venter to mænd mellem Christiansborg Slotskirke og Thorvaldsens Museum. De står tæt sammen, og brødrenes slægtskab anes af de store smil under brillerne.

Både Poul og Keld Grinder-Hansen er historikere, og begge er stødt på satanmønterne, fortæller de, mens de bevæger sig ad gråmalede bagveje ind i det store kirkerum under kuplen.

»Den havde ligget godt og tørt derinde. Den så helt ny ud«, fortæller Poul Grinder-Hansen, mens han står nær ved kirkens statue ’Lukas med oksen’.

Det er morgen i den lukkede kirke, ligesom den dag i 1981, da Poul Grinder-Hansen var på arbejde som studentermedhjælper for en museumsinspektør på Nationalmuseet.

I dag er han museumsinspektør og seniorforsker i Prinsens Palæ, men dengang holdt han stigen for sin chef, mens hun var kravlet op i højderne for at tage evangelisten i øjesyn. Det var her, den unge student opdagede mønten.

»Lyset fra projektøren afslørede den«, fortæller Poul Grinder-Hansen.

Havde det ikke været for lyskeglen, havde han aldrig opdaget den mønt, som nogen havde stillet på højkant inde mellem statuens sokkel og nichens gule marmor og så langt inde i sprækken, at studenten måtte bruge sin tommestok for at kradse den ud. Det var en mønt med en djævel på.

I Nationalmuseets møntsamling ligger i alt fire forskellige slags satanmønter i bakker på rød velour og bag lås og slå. Brødrene Grinder har set dem alle, siger de. Og de finder dem påfaldende flotte.

»Især den første er en meget smuk mønt. Den er virkelig i balance«, siger Keld Grinder-Hansen, der tidligere var ansat på Den Kgl. Mønt og Medaillesamling.

Han fortæller, at han efterhånden har hørt om satanmønter, der er fundet så mange steder i landet, at han mener, det må være en gruppe, som står bag. Måske ligefrem en loge.

»Hvis én person skulle drøne landet rundt for at lægge alle de her mønter, virker det ret voldsomt«, siger han, der dengang, inspireret af sin brors fund, forfattede nogle videnskabelige artikler, hvor satanmønterne blev nævnt som eksemplet på en magisk mønt fra vor tid.

Kort efter modtog han det første brev. Siden fulgte flere. Det var besynderlige breve sendt til Keld Grinder-Hansens privatadresse. Breve, hvor afsenderne skrev, at de og deres ørkendjævle ville komme og drikke blodsuppe med ham. Alle var de underskrevet af en ypperstepræstinde fra Satankulten på Anholt.

»Jeg var jo en ung og følsom fyr på 24 år dengang, og jeg må indrømme, at jeg blev bange. Jeg var rystet over de breve«, siger Keld Grinder-Hansen.

Det, der står tilbage, er: Er de farlige, eller er de ikke farlige? I middelalderen ofrede de jo børn



Da den unge historiker fik lov til at holde et foredrag om sin forskning i magiske mønter på Nationalmuseet, følte han sig derfor nødsaget til at bede sin storebror om hjælp. Under foredraget stod Poul Grinder-Hansen bagerst i lokalet og skuede ud over publikumsrækkerne for at se, om der var nogen, som så okkulte ud. Det var der ikke, umiddelbart. Men et par dage efter modtog hans lillebror alligevel endnu et brev.

»Tak, fordi du talte så pænt om vores mønter«, stod der.

Annonce

Historikers navn misbrugt

Det blev det sidste brev, Keld Grinder-Hansen modtog fra Satankulten på Anholt.

Men i en senere udgave af lokalavisen Cityavisen havde ukendte personer indrykket et læserbrev i hans navn, hvor historiker Keld Grinder-Hansen verificerede, at der vitterlig havde eksisteret en kult på den lille ø i Kattegat i 1973.

»De misbrugte mit navn og min faglighed som historiker«, siger Keld Grinder-Hansen.

Da brødrene igen står uden for slotskirken, kommer Keld Grinder-Hansen i tanke om en sidste ting, han skal huske at sige. Det drejer sig om en mistanke, han har haft længe:

»Jeg er sikker på, at den københavnske møntsamler Jørgen Sømod har haft noget med alt det her at gøre«, siger han og ser hen på sin storebror, der nikker interesseret.

Det er anden gang, Jørgen Sømods navn dukker op i forbindelse med satanmønterne. Den excentriske københavnske mønthandler har også i en dokumentarfilm fortalt, at han mente, at folkene bag virkelig var satanister. Han har skrevet flere artikler om mønterne og nøje beskrevet de fire forskellige slags, deres motiver og tekst. Og er han selv indblandet, er det ikke noget, han selv har ønsket at afsløre.

Men det er ikke sidste gang, at Jørgen Sømods navn dukker op

Skuespiller opsøger bagmand

I slutningen af 1990’erne troppede skuespilleren Peter Reichhardt et par gange op på en adresse på Kronprinsessegade i det indre København. Her havde han af sin svigermor, der boede på Anholt, fået at vide, at han kunne finde en mand ved navn Knud Langkow.

»Inspireret af mine besøg på øen var jeg blevet nysgerrig på de ting og sager, der foregik der, og jeg tilbød min svigermor, som arbejdede på biblioteket, at komme nærmere opklaringen af, hvor de mystiske breve kom fra«, fortæller Peter Reichhardt.

Hvis han fik fat på Knud Langkow, skulle han forsøge at lokke en underskrift ud af ham.

Peter Reichhardts daværende svigermor, Marianne Knutzon, var nemlig ven med den lokale præst, Søren Anker-Møller. Og de to havde set mange breve med håndskrevne underskrifter fra den påståede satankult.

Det var breve stilet til præsten selv og breve, han havde fået tilsendt fra folk, der havde siddet rundt om i landet og åbnet invitationer til store fester på Anholt, hvor djævlen ville være til stede. Mest folk med tilknytning til folkekirken. Folk, der undrede sig.

Og det gjorde også præsten og bibliotekaren. Helt indtil den dag kirketjeneren i Anholt Kirke viste dem noget, hun havde fundet bag altertavlen. Det var manuskriptet til Knud Langkows bog. På den baggrund ringede Peter Reichhardt på i Kronprinsessegade.

»Men jeg traf ham aldrig«, fortæller Peter Reichhardt.

Præsten, som har læst ’Anholt på vrangen’, føler sig alligevel overbevist om, at det må være Knud Langkow, der stod bag. En dag lykkedes det ham kortvarigt at få manden i røret.

»Han benægtede på ingen måde, at det var ham, der stod bag løjerne. Men han indrømmede det heller ikke direkte«, siger præsten.

Pastor Lyneborg hjemsøgt

Gule blomster breder sig ud over den koboltblå dug, og sofabordet er dækket med blåmønstret stel og gyldne fyrfadsstager under prismekronen hos den pensionerede præst og forfatter Elisabeth Lyneborg ved Store Dyrehave i Hillerød.

»Man skal tage den slags trusler alvorligt«, siger hun ude fra køkkenet, hvor hun henter mælk til den kaffe, der skal ledsage gulerodskagen.

Efter at have fået historien om Nationalmuseet, der løbende får fundne satanmønter ind som danefæ, sætter hun sig til rette og læser højt af et af de breve, hun har fundet frem af gemmerne.

Det er underskrevet Alice Mandragora, ypperstepræstinde ved Satankulten på Anholt:

»Kjære Elisabeth Lyneborg. Vi har rodet os ind i noget, som du allervenligst må se at få rodet os ud af igen! Nu skal du bare høre: Vi har kort sagt forhexet den store, tykke speditør Erik Hjorth og forvandlet ham til en grøn frø. Men hvilken frø! Den er på størrelse med et dobbelt lokumsbræt, og den skaber kaos i gadekæret bag kirken, hvor den tilbringer tiden med at ligge og ræbe sig og sluge ællinger og vandrotter. Det sidste kan vi gå med til – men ikke de små, nuttede ællinger! Den forlanger at blive kysset af en ung, smuk præst af kvindekøn«.

»Det er jo nogle år siden«, afbryder Elisabeth Lyneborg sig selv og smiler, »det var jo altså mig«.

Før hun blev præst, læste Elisabeth Lyneborg til skuespiller på Aarhus Teater, og skuespillerindens kønne ansigtstræk træder stadig frem under den ældre kvindes mørke korthårsfrisure og den lette titaniumbrille.

»Men nu bliver det værre«, siger hun så og læser videre af brevet, som er illustreret med billedet af en dame, der aer en stor frø i en sø.

»Anholterne er bange for, at Erik som frø skal komme til at sluge et af børnene, der leger rundt om gadekæret«.

Hun lægger brevet til side.

»Det var det med børnene. Det kan jo ligge en skjult trussel i det«, siger hun alvorligt.

Brevet var langtfra det eneste, præsten modtog. Dels fik hun tilsendt et brev stilet til hende, som var blevet fundet på loftet i Thorsager Rundkirke, dels lå der breve i hendes egen postkasse ved præstegården i Farum. Hun tager et brev frem uden poststempel på.

»Det her må være blevet overrakt«, siger hun.

»Jeg blev jo hjemsøgt«.

Udenfor bevæger grenene på de store træer sig, men indenfor er naturen fanget på store oliemalerier ved siden af fotografier af børn og børnebørn.

»Nu har jeg jo selv fem børn, og jeg tænkte: Tænk, hvis de vil gøre dem noget? De var jo alle mindreårige dengang. Og skolesøgende«, siger hun.

»Jeg tænkte også, at jeg i hvert fald ikke skulle være årsag til, at der skete noget med et barn. Hvis man ved noget, er det jo ens ansvar«.

Elisabeth Lyneborg meldte sagen til politiet, og også sit eget brev fra dengang har hun fundet frem.

»Satanister har ry for at udnytte børn, i England for nylig har der været nogle mystiske mord på et par børn«, skrev hun til Jens Boelsmand fra Grenaa Politi: »Jeg mener, at man bør tage den slags forblommede trusler alvorligt. Syge mennesker kan finde på alt«.

I et af de andre breve havde kulten skrevet, at de ville have Elisabeth Lyneborg til at gå over til deres side.

»De havde brug for en ung kvindelig præst, skrev de«, siger hun. »Mange kvindelige præster er udsat for den slags. Sjofle breve og sjofle opringninger«.

Brevene begyndte at komme, efter at Elisabeth Lyneborg i 1982 udgav en roman. En anmeldelse i en avis havde dengang overskriften ’En djævelsk sommerspøg af kvindelig præst’.

»Det var der, de fik øje på mig, satanisterne«, siger forfatteren, der normalt ikke er bange for gys. Til foråret udgiver hun krimien ’Påfugleskrig’, efterfølgeren til ’Midnatsmesse’.

Politiet i Grenaa vidste ikke, hvem der stod bag, sagde de dengang, og Elisabeth Lyneborg er heller aldrig blevet klogere på, hvem det var, der igennem flere år mente, at hun skulle modtage breve. Men det var nogen, der gjorde hende urolig for hendes børn.

»Det, der står tilbage, er: Er de farlige, eller er de ikke farlige? I middelalderen ofrede de jo børn. Det har altid været der. At man tilbeder det onde. At det er det onde i mennesket, der bliver tilbedt«.

Jeg var jo en ung og følsom fyr på 24 år dengang, og jeg må indrømme, at jeg blev bange. Jeg var rystet over de breve



Den pensionerede præst går ud af stuen og vender tilbage med en bog. Hun læser højt af definitionen på djævlen og siger så:

»Det er den evige kamp mellem det gode og det onde. Jeg er jo kristen og håber, at det gode vil sejre. Folk spørger mig: Hvordan kan en kærlig, almægtig Gud tillade det onde i verden? Det er det, vi kalder lidelsens problem«.

Hun lægger bogen fra sig:

»Vi er skabt med en fri vilje, og det er ikke Gud, der er årsag til det onde. Det er mennesket. Men vi almindelige mennesker kan jo ikke forstå, at nogen har lyst til at dyrke ondskaben«.

Var mønterne besjælet med ondskab? Ville man ramme kirken og få mødre til at frygte for deres børns liv?

I mørket under kisten

Tilbage i krypten under Christians Kirke kaster mobiltelefonen sit sparsomme lys ind under egetræskisten.

Inde under kisten ligger en brun firkant, der bryder gulvets grå farve. Nu er det muligt at se, hvad det er: et brev. Et brev med bogstavet R skrevet i hånden med grøn blæk. Nøjagtigt som på mange af de andre breve, der har fulgt satanmønterne.

Efter et par rystede forsøg får mobiltelefonens kamera endelig et klart skud af den hvide label med modtagerens navn. Det er til Henrik Hyllestad, den afdøde kirketjener, der for år tilbage fandt de tre satanmønter hernede i krypten. Bogstaverne er de samme maskinskrevne typer, der optræder på sagens andre skrivelser.

En kuglepen får endelig lirket brevet ud af mørket under kisten. Det er en brun A4-kuvert, og uden på den er mange års støv samlet som et tyndt fnugget tæppe.

I højre hjørne sidder et julemærke fra 1991 sammen med to frimærker, der alle må være dampet af andre breve og klistret på, for postvæsenets stempler stopper ved de savtakkede kanter.

Brevet har ikke været sendt andre steder hen end ned under kisten.

Limen er tørret ud, for kuverten går op af sig selv og afslører tre ting i sit indre. Først en mindre hvid kuvert, også stilet til Henrik Hyllestad. Dernæst noget, der ligner et originalmanuskript til en roman ved navn ’Nat over Vandholt’.

Og endelig et ark med nogle mystiske bogstaver og en kopieret satanmønt, et ark, som også har været vedlagt andre breve fra satankulten.

I den hvide kuvert ligger et brev. Det er kortfattet, maskinskrevet og bærer en håndskrevet underskrift:

»Kære Henrik Hyllestad«, begynder det.

»Hermed sender jeg dig historien ’NAT OVER VANDHOLT’, som aldrig er blevet offentliggjort. Læs nu venligst historien udenad: Ord for ord, sætning for sætning, fra punktum til punktum. På min yderste dag vil jeg komme og høre dig i lektien.

Med venlig hilsen Klaus Rifbjerg«.

LÆS KAPITEL 3:

Læs mere:

Læs mere