Præsten Flemming Pless smålunter ned ad stentrappen iklædt joggingbukser, undertrøje og fleecejakke.
Den følgende dag skal han krydse Atlanten, hans tid er knap, men han kan lige nå at vise, hvor i krypten under Christians Kirke der er fundet tre satanmønter.
Med store skridt leder præsten mod det tredje kapel til højre, hvor kisterne ikke – som ved mange af de andre kapeller – er buret inde bag ornamenteret smedejernsgitter. Ved slægten Popps kapel stopper han.
»Det var herovre«, siger han og peger.
Han forklarer: »Den daværende kirketjener, Henrik Hyllestad, gik og gjorde rent, og bagefter kom han hen til mig og sagde:
»Se, hvad jeg har fundet««.
Det var den tredje satanmønt, kirketjeneren havde fundet hernede. På mønten var djævlen og den latinske inskription ’Civitas Diaboli’.
Men det var den fjerde mønt, som Flemming Pless havde kendskab til.
I Brorsons Kirke, hvor han tidligere var præst, var også fundet en. Nørrebros små børn havde søndag efter søndag fået vand hen over de dunede hoveder, mens en satanmønt lå gemt under døbefonten.
Flemming Pless undskylder, at han ikke har tid til at blive længere.
»Jeg skal hjem og pakke til New York, men I er velkomne til at blive og se, om der ligger mere hernede«, siger han, før han vender ryggen til og forsvinder op ad trappen.
Kisterne hviler oven på hver sin ramme, og en sprække mellem ramme og kiste tillader netop en hånd med en mobiltelefon at trænge ind. Lyset fra telefonens display kæmper med at oplyse det tætte mørke i hulrummet under kisten.
Under den første kiste ligger gammelt støv og visne blade, som er hvirvlet ned fra kirkegårdshaven gennem årene. Under den næste kiste ligger et lille stykke mørnet ornament.
Men under egetræskisten, der står længst ude mod midtergangen, skifter gulvets nuance fra gråt til brunt et sted. Det er endnu ikke til at se, præcist hvad det er, men der ligger noget derinde. Noget firkantet. Noget, der ikke hører til under en kiste.
I samme øjeblik slukker det automatiske lys i krypten.
370 mønter spredt over Danmark
Det var en novelle med titlen ’Mit møde med døden’, der viste vej herhen.
Den blev for nylig fundet gemt i et antikt møbel på Køge Museum. I et indbygget skab i en empiresofa lå den og ventede. Novellens forfatter er formentlig Knud Langkow, en sky mand, der begik selvmord nytårsnat i 2004, og som gennem årene flere gange er blevet udpeget – men aldrig bekræftet – som hjernen bag Satans Mønt.
I alt er der gennem de sidste fire årtier fundet omkring 370 satanmønter på danske museer og i danske kirker. Mønterne bærer sataniske inskriptioner og motiver, og de har ofte været placeret sammen med satanstemplede breve og kultiske genstande.
Historien om satanmønterne er flere gange dukket op i aviser og på tv for så at forsvinde igen. Den er blevet præsenteret som et stort mysterium, omfanget af sagen er aldrig dokumenteret, og historien står stadig ufortalt tilbage.
Hvilket motiv ligger bag satanmønterne og deres bemærkelsesværdige følgebreve? Og hvad har drevet manden, der er blevet udpeget som hjernen bag?
I telefonen har Knud Langkows niece, Lene Langkow Saeek, indvilget i et møde. Hun vil fortælle om sin farbror. Men få dage før mødet skal finde sted, dør hendes far pludselig. Mødet er udskudt på ubestemt tid. Og i mellemtiden må turen gå ad andre veje, der fører til manden bag satanmønterne.
Ondskaben fra mønten
Et par dage senere venter to mænd mellem Christiansborg Slotskirke og Thorvaldsens Museum. De står tæt sammen, og brødrenes slægtskab anes af de store smil under brillerne.
Både Poul og Keld Grinder-Hansen er historikere, og begge er stødt på satanmønterne, fortæller de, mens de bevæger sig ad gråmalede bagveje ind i det store kirkerum under kuplen.
»Den havde ligget godt og tørt derinde. Den så helt ny ud«, fortæller Poul Grinder-Hansen, mens han står nær ved kirkens statue ’Lukas med oksen’.
Det er morgen i den lukkede kirke, ligesom den dag i 1981, da Poul Grinder-Hansen var på arbejde som studentermedhjælper for en museumsinspektør på Nationalmuseet.
I dag er han museumsinspektør og seniorforsker i Prinsens Palæ, men dengang holdt han stigen for sin chef, mens hun var kravlet op i højderne for at tage evangelisten i øjesyn. Det var her, den unge student opdagede mønten.
»Lyset fra projektøren afslørede den«, fortæller Poul Grinder-Hansen.
Havde det ikke været for lyskeglen, havde han aldrig opdaget den mønt, som nogen havde stillet på højkant inde mellem statuens sokkel og nichens gule marmor og så langt inde i sprækken, at studenten måtte bruge sin tommestok for at kradse den ud. Det var en mønt med en djævel på.
I Nationalmuseets møntsamling ligger i alt fire forskellige slags satanmønter i bakker på rød velour og bag lås og slå. Brødrene Grinder har set dem alle, siger de. Og de finder dem påfaldende flotte.
»Især den første er en meget smuk mønt. Den er virkelig i balance«, siger Keld Grinder-Hansen, der tidligere var ansat på Den Kgl. Mønt og Medaillesamling.
Han fortæller, at han efterhånden har hørt om satanmønter, der er fundet så mange steder i landet, at han mener, det må være en gruppe, som står bag. Måske ligefrem en loge.
»Hvis én person skulle drøne landet rundt for at lægge alle de her mønter, virker det ret voldsomt«, siger han, der dengang, inspireret af sin brors fund, forfattede nogle videnskabelige artikler, hvor satanmønterne blev nævnt som eksemplet på en magisk mønt fra vor tid.
Kort efter modtog han det første brev. Siden fulgte flere. Det var besynderlige breve sendt til Keld Grinder-Hansens privatadresse. Breve, hvor afsenderne skrev, at de og deres ørkendjævle ville komme og drikke blodsuppe med ham. Alle var de underskrevet af en ypperstepræstinde fra Satankulten på Anholt.
»Jeg var jo en ung og følsom fyr på 24 år dengang, og jeg må indrømme, at jeg blev bange. Jeg var rystet over de breve«, siger Keld Grinder-Hansen.
Det, der står tilbage, er: Er de farlige, eller er de ikke farlige? I middelalderen ofrede de jo børn
Elisabeth Lyneborg, præst og forfatter
Da den unge historiker fik lov til at holde et foredrag om sin forskning i magiske mønter på Nationalmuseet, følte han sig derfor nødsaget til at bede sin storebror om hjælp. Under foredraget stod Poul Grinder-Hansen bagerst i lokalet og skuede ud over publikumsrækkerne for at se, om der var nogen, som så okkulte ud. Det var der ikke, umiddelbart. Men et par dage efter modtog hans lillebror alligevel endnu et brev.
»Tak, fordi du talte så pænt om vores mønter«, stod der.