Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Museumsmanden. Knud Langkow fotograferet af en kollega på Statens Museum for Kunst, hvor han arbejdede i telefonomstillingen indtil 1991. Her huskes han blandt andet af en tidligere studentermedhjælp, den nuværende leder af Forskningscenter for Tegnekunst, Chris Fischer. »Det er jo fuldkommen vanvittigt, at det er ham«, siger han med hentydning til, at Knud Langkow i fire årtier orkestrerede Satans Mønt.
Foto: Privatfoto

Museumsmanden. Knud Langkow fotograferet af en kollega på Statens Museum for Kunst, hvor han arbejdede i telefonomstillingen indtil 1991. Her huskes han blandt andet af en tidligere studentermedhjælp, den nuværende leder af Forskningscenter for Tegnekunst, Chris Fischer. »Det er jo fuldkommen vanvittigt, at det er ham«, siger han med hentydning til, at Knud Langkow i fire årtier orkestrerede Satans Mønt.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kapitel 6: Hvem var Knud Langkow?

Var han satanist, eller orkestrerede han danmarkshistoriens største happening?

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han skrev otte cifre på en seddel og placerede den midt på bordet. Ved siden af lagde han sine nøgler. Det var alt, han ville efterlade sig.

Alle sine papirer havde han brændt, og nogle dage tidligere havde han overrakt sin niece sit fotoalbum. Han havde virket afklaret, og hun havde troet, at han var i bedring. At han var ved at komme sig over Vitas død.

Det var han ikke. Da døren smækkede bag ham, havde han kun en flaske med.

Udenfor eksploderede raketterne på himlen over København, folk var samlet for at skåle det nye år, 2004, ind. Han var alene, da han trængte ind på Vestre Kirkegård og gik mod Østre Kapel.

Hun lå i askefællesgraven, og han vidste hvor. Det var forbudt at lægge blomster, og ægtefæller måtte ikke begraves ved siden af hinanden, sagde reglerne.

Næste morgen blev den 72-årige mand fundet liggende på græsset.

Det havde været otte graders frost den nat.

Sådan sluttede livet for Knud Langkow. Manden, der stod bag 1970’ernes uopklarede politisag om satankulten på Anholt, gik den nytårsnat i døden, og det lykkedes ham næsten at tage hemmeligheden om sit kolossale landsomspændende projekt med sig i graven.

Han benægtede eller afviste at svare, når han blev spurgt direkte, om det var ham, der havde placeret hundredvis af breve, okkulte effekter og satanmønter i sølv og kobber i landets kirker og på landets museer.

Knud Langkow følte tilsyneladende aldrig trang til at røbe sig selv.

Fotoalbummet i Haslev

»Jeg blev ringet op nytårsdag hen på eftermiddagen. Og så fortalte de det«.

Lene Langkow Saaek sidder for enden af et sortmalet bord i sin spisestue. Hendes lille grå hus ligger for enden af en blind vej i Haslev på Midtsjælland. Det var hendes telefonnummer, der stod på sedlen.

Og det var hende, politiet ringede til, da de skulle overbringe nyheden om selvmordet. Hun var hans nære familie, og hun er en af de få, der kendte hemmeligheden om sin farbror.

Lene Langkow Saaek ringede straks efter til sin far, Knud Langkows storebror Axel Langkow. Hun husker kun, at hun sagde:

»Sluk for radioen, Far«.

Bordet er dækket med orange og grønne servietter, gamle vinglas og firkantede sorte tallerkner. Vindruer, mandelkager og dadler er arrangeret på et stort fad, og på bogreolen, der fylder endevæggen, er bøgerne ordnet efter farve.

Det er kun to uger siden, Lene Langkow Saaek mistede sin 91-årige far, som boede på husets overetage, indtil han blev for svag. Han var den sidste overlevende af de i alt fire Langkow-brødre.

»Min far og Knud har altid været tættest«, siger hun. »Og vi så jo rigtig meget til Knud«.

Lene Langkow Saaek placerer Knud Langkows fotoalbum på det sorte bord. Hun fortæller. Om efternøleren, der blev født i 1931 og voksede op midt i en økonomisk krise. Faderen, Charles Langkow, var forsølver på Amager og havde sin egen galvaniseringsforretning, Luna.

»De sad rigtig godt i det, indtil krisen kom. Så gik han fallit, og de måtte flytte fra deres store hus ned til et lille kolonihavehus«, fortæller Lene Langkow Saaek og peger på et billede af en mærket mand.

Det er Knud Langkows far, han er 57, året er 1941.

»Han ligner jo en på 80 år«, siger hun.

»Det er Knud, der sidder deroppe«, siger hun og peger på en lyshåret dreng i 10-års alderen. Han har fået lov til at sidde på skuldrene af sin storebror Axel og lægger hovedet tilbage, mens han griner i sin lille grå striktrøje.

Drengen Knud var dygtig i skolen, fik kun ug i karakterbogen, men praktisk anlagt var han ikke.

Alligevel var det en læreplads hos en buntmager, der ventede Knud Langkow, for familiens økonomiske situation krævede, at han tjente penge. Han endte som telefonomstillingsmand på Statens Museum for Kunst.

Manden med de blå briller

Alle billeder i bogen er ledsagede af sirligt håndskrevne kommentarer. »En søndag i haven« står der et sted.

»Billedet fra Mors 50-års fødselsdag i 1946« står der et andet.

Det er Knud Langkow, der selv med sin blå fyldepen har skrevet alle kommentarerne i albummet. Han var et ordensmenneske. Pertentlig til fingerspidserne.

Men i fotoalbummet skiller et enkelt billede sig ud fra den ellers snorlige orden.

Det er et fotografi af Knud Langkow, men nogen har tegnet blå briller på ham. Og en pibe. Op af piben stiger ordet ’eftersøgt’, og nedenunder har Knud Langkow skrevet:

»Og her er han gudhjælpemig eftersøgt!! Det bliver værre og værre!«.

»Jeg kan høre hans stemme sige det«, udbryder Lene Langkow Saaek og imiterer en mand, der laver en underspillet dramatisk stemme.

Billedet er fra 1974. Året efter de uopklarede hændelser på Anholt i 1973, hvor øens beboere fandt 13 okkulte offerpladser midt i Ørkenen, øens mest øde sted.

Politisagen fik opmærksomhed fra både danske og udenlandske aviser og tv-stationer, som spekulerede i, om Anholt var blevet centrum for en form for satandyrkelse.

»Det var Knud, der gjorde det. Det var bare sådan, det var«, siger Lene Langkow Saaek.

»Det var ikke sådan, så Knud sagde, ’nu skal I bare høre …’. Vi vidste bare, at han gjorde det … at han tog ud og ’udsatte ting’. Min far har jo set ham gøre det flere gange«.

Familien kendte også godt til alle Knud Langkows breve med satanstempler og historier om ypperstepræstinden fra Anholt. De kendte til satanmønterne. De falske læserbreve, hvor han udgav sig for at være andre. Alt det.

Vi sidder lidt. Så siger Lene Langkow Saaek:

»Jeg filmede min far, lige inden han døde«.

Hun henter sin iPad og trykker på play. På skærmen sidder gamle Axel Langkow med et tæppe kastet over skulderen. Man kan høre datteren stille spørgsmål om, hvad der skete dengang for mange år siden, da han var på tur til Roskilde Domkirke med sin lillebror.

»Han havde breve med hjemmefra. Og jeg er også lige ved at tro, at det var der, han sømmede præstens sko fast«, siger Axel Langkow.

»Han kravlede halvt op i lysekronen. Op over prædikestolen. Med breve«.

»Også mønter, ikke?«, lyder Lene Langkow Saaeks stemme på optagelsen.

Axel Langkow svarer: »Og mønter. Ja«.

En anden gang gik turen til Amagermuseet. Også her var Axel Langkow vidne, mens hans bror gemte sine ting. På den tur var Knud Langkows kæreste, Vita, også med.

Mødet med Vita

Vita Andresen og Knud Langkow flyttede sammen i 1972 på Christianshavn. Før hende havde Knud Langkow haft andre damebekendtskaber, men forholdene gik i stykker, inden de blev alvorlige.

»Min far mente, at de forskellige damer blev trætte af Knud. At de syntes, at han var en tosset rad«, siger Lene Langkow Saaek. »Men jeg tror også, at han selv trak sig, inden han blev viklet ind i trivialiteter og forpligtelser. Han var jo excentrisk«.

Hendes egen mor brød sig ikke altid om at læse om sin svogers bizarre aktiviteter i aviser. Og i familien var der nogen, der havde lidt ondt af Knud Langkow.

Niecen så ham anderledes. Måske havde det været lidt synd for ham i en periode, før han mødte Vita Andresen. Men den ti år ældre kvinde lod ham være sig selv.

Og når han foldede sig ud, var det i en mere »ophøjet, intelligent form for humor«, husker Lene Langkow Saaek.

»Jeg tror, han i Vita endelig havde fundet en, der sagde: Godt, Knud. Du skal da bare leve det hele ud«.

Og da Vita døde i november 2003, havde Knud Langkow sagt til sin storebror Axel:

»Jeg ønsker ikke at leve et halvt liv«.

Satanist var hendes farbror ikke, slår hun fast. Hun har godt hørt tale om hans alter ego, ypperstepræstinde Alice Mandragora fra satankulten på Anholt, men det handlede om noget helt andet.

Hendes farbror var ateist og var imod det, kirken stod for. Han fejrede heller ikke jul.

»Jeg tror, normalitet irriterede ham. Jeg husker, at han engang sagde, at der ikke var noget mere gudsjammerligt end indenrigspolitik. Han var ikke til almindeligheder«.

Har man læst bare lidt i Knud Langkows breve, postkort og noveller, ved man, at han må have brugt en stor del af sit liv bag sin sorte gammeldags skrivemaskine. Han udgav én bog selv – det var alt.

»Jeg ved, at han opsøgte ét forlag, men jeg tror ikke, han var en, der rendte forlagene på dørene. Egentlig tror jeg, det har været nok for Knud at skrive de her ting«.

Engang havde farbroderen sagt, husker hun, at arbejdet som antropolog måtte være spændende. Og Lene Langkow Saaek spekulerer på, hvad det ville have gjort ved ham, hvis han havde fået lov til at gå den vej.

»Hvis han nu havde fået en uddannelse og et arbejde, der interesserede ham – som han kunne gå op i – havde hans påfund med brevene og mønterne måske været minimeret. Men jeg tror ikke, at et arbejde havde kunnet erstatte det«, siger hun.

Hvad tror du drev din farbror?

»Han ville sætte sit spor i verden. Det tror jeg da, han ville«, siger hun resolut og holder en lille pause.

»Hele hans liv er jo egentlig gået med det«.

Knud Langkows civile liv, hans arbejde på Statens Museum for Kunst, ved Lene Langkow Saaek ikke meget om.

»Det eneste, jeg kan huske, var, at han ærgrede sig over at sidde på det samme kontor i 25 år, hvor der var birketræer uden for vinduet, for han var allergisk over for birkepollen«, siger hun.

»Det var selvfølgelig rigtig, rigtig ærgerligt«.

En pudsig, nydelig størrelse

Bladene på træerne uden for Knud Langkows tidligere kontor på Statens Museum for Kunst er ved at blive gule. Her i det smalle lokale sad han pligtopfyldende og passede telefonerne, indtil han i 1991 gik på pension.

Ikke mange husker manden. Der er intet at fortælle, lyder svaret først.

Men så husker to ansatte, der dengang var studentermedhjælpere i malerisamlingen, alligevel en smule. Deres kontor lå tæt på telefonomstillingen, som de passerede flere gange daglig.

Knud Langkow var en lidt korpulent mand, fortæller nuværende overinspektør Kasper Monrad, mens han viser vej ad museets trapper og gange.

Han husker endvidere en »lidt pudsig, men nydelig størrelse«, der var iklædt skjorte og grå bukser med pressefolder, og som i sommermånederne led over at sidde ved det østvendte vindue.

»Det var hårdt, når solen skinnede. Så måtte han ud på badeværelset og putte vand i ansigtet. Han var derfor tit lidt våd på skjorten«, siger Kasper Monrad.

»Jamen, han var fuldstændig almindelig – ganske konventionel og grå i det«, tilføjer den anden tidligere studentermedhjælp, nuværende leder af Forskningscenter for Tegnekunst Chris Fischer.

»Når han tog telefonen, sagde han »Kååånstmuseet!««, husker Chris Fischer og griner.

Han gentager: »Kååånstmuseet«.

»Det var ikke for at være sjov. Men det lød sjovt«.

Knud Langkow havde problemer med det gamle telefonomstillingsbord, som ledelsen i mange år ikke ville bruge penge på at forny. Og han havde temperament, fortæller Chris Fischer.

»Der var hundredvis af ledninger, og han blev tit viklet ind i dem. Han trak og flåede, det var jo vanvittig teknisk, og han kunne blive temmelig hidsig og slå i bordet«.

Statens Museum for Kunst var, understreger Chris Fischer, i langt højere grad end i dag en hierarkisk arbejdsplads.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Langkow blev ikke rigtig regnet for noget. Inspektørerne og konservatorerne var i toppen, og de andre blev knap nok ænset. Han er sikkert blevet dårligt behandlet og har følt sig forbigået. Der var et vældigt snobberi dengang«.

Langkow blev ikke rigtig regnet for noget. Inspektørerne og konservatorerne var i toppen, og de andre blev knap nok ænset. Han er sikkert blevet dårligt behandlet og har følt sig forbigået



Men på ét punkt gjorde Knud Langkow sig bemærket, fortæller overinspektør Kasper Monrad.

»Han havde sådan en sirlig grundighed, når han tog imod beskeder på den orange blok. Man fandt ud af, at beskederne var særligt pæne«, siger overinspektøren.

Den smukke håndskrift betød, at Knud Langkow avancerede en smule. Da alle udstillingssalene skulle fotodokumenteres, fik Knud Langkow til opgave at skrive kunstnernavnene med sikker pen på de hundredvis af fotos.

En anden særlig tjans, han fik, var at skrive titler uden på de indbundne udstillingskataloger, som museet indsamlede fra hele landet.

Det var så langt, funktionæren Knud Langkow kunne avancere på Statens Museum for Kunst.

»Men satanmønter har vi aldrig fundet herinde«, siger Kasper Monrad, mens hans kollega ligefrem slår en latter op, da han får at vide, at Knud Langkow er manden bag satanmønterne.

Han husker avishistorierne fra 70’erne om satankulten på Anholt.

»Det er jo fuldkommen vanvittigt, at det er ham«, siger Chris Fischer.

Overinspektør Kasper Monrad siger så.

»Der blev jo lavet mange store happenings i 1970’erne og de år, der fulgte. Men de skulle opleves her og nu.

Det passer meget godt med mit billede af Langkow, at han har siddet her og har tænkt, at om føje tid er der nogen, der opdager det«.

En kulturhistorisk happening

Statens Museum for Kunst står ikke alene med anerkendelsen af Knud Langkows projekt som et kunstnerisk værk. Tværtimod.

På Køge Museum, hvor Knud Langkow har været mest aktiv, mener museumsinspektør Naomi Hainau Pinholt, at der er tale om et stringent og unikt værk med mange lag.

»Det er et oprørsk projekt. Han var imod det eksisterende samfund på en fin måde. Men det fantastiske er, at han ikke skærer hovedet af en hest på en mark for at få mediernes opmærksomhed eller få øjeblikket tilfredsstillelse af sit ego. Han har ikke engang kunnet være sikker på at blive opdaget«.

Knud Langkows livsværk er, vurderer museumsinspektøren, rigt på kvaliteter. Han leger med begrebet satanisme, men ondskabsfuldt bliver det aldrig, mener hun.

»Det er ikke for at gøre skade på krop og sjæl. Der er en sproglig rigdom og en fortælleglæde til stede, og humoren er altid i centrum«.

Også på søstermuseet i Vordingborg sidder en museumsinspektør, der er dybt fascineret af Knud Langkows livsværk.

I kraft af hans utallige dokumenter, mønter og effekter lykkes det Knud Langkow at konstruere sin egen kulturhistorie, mener museumsinspektør Berit Christensen.

»I sine breve overleverer han erindringen om det, som skete på Anholt, ved at benytte sig af falske afsendere og falske underskrifter. Men det er jo ham selv, der både har skabt hændelserne på Anholt og de senere overleveringer. Det har han gjort i den lille bog, han selv udgav, og siden i de mange breve. Det er ret ressourcestærkt«, siger museumsinspektøren.

»Jeg mener faktisk, at man kan se det som et Gesamtkunstwerk – et totalkunstværk«.

Her på kontoret, hvor Knud Langkow spiste sin medbragte madpakke alene, havde han ikke kun udsigt til træerne i parken og DSB-bygningen på den anden side.

Når man stiller sig på netop det sted, hvor Knud Langkow sad, ser man direkte over mod Rosenborg Slot. Her er fundet satanmønter og breve. Og her modtog den tidligere direktør engang et brev med en tand, der så ud til at være lidt større end et menneskes.

Det var Vorherres kindtand, stod der i brevet, som bar forfatter og museumsdirektør ved Viborg Stiftsmuseum Peter Seebergs underskrift.

Brevet udfolder sig som en lille fortælling om kirkeværgen fru Riborg Olsen, der gjorde fundet. Øen ’SatAnholt’ optræder. Og det slutter:

»Nu vil jeg bede dig, kære Bencard, om at finde en plads til den guddommelige tand i montren med kronjuvelerne på Rosenborg. Egentlig burde den ligge helt for sig selv på en bakke af purt guld. Men en sådan kan du da sagtens fremskaffe, ikke sandt?«.

Mogens Bencard fortæller over telefonen, at han ikke betvivlede, at det var forfatteren og museumsdirektøren – og for øvrigt hans gode ven – Peter Seeberg, der stod bag:

»Jeg tænkte, at Peter måtte have haft virkelig god tid, men jeg besvarede det og takkede for tanden. Da jeg senere mødte ham, viste det sig, at han ikke havde sendt den«.

Det var manden ved det gamle telefonomstillingsbord, der stod bag. Ham, der fra sin kontorstol havde udsigt til slottets tårn. Det var Knud Langkow.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et legende oprør fra bunden

Der har ligget satanmønter og breve rundtomkring i hele Danmark. Der ligger stadig – med den største sandsynlighed – satanmønter og breve, som endnu ikke er blevet fundet.

Nogle gange vil de være ledsaget af mærkelige ting. Djævlemasker. Gule blomster. Sorte lys.

De mange ting bærer Knud Langkows signatur, selv om teksterne altid er underskrevet med andres navne. Såsom Peter Seeberg. Klaus Rifbjerg. Ypperstepræstinden for satankulten på Anholt.

De kan findes på gedulgte steder. Bag en kommode. I et hul under en trappe. Under en kiste.

For satans mønt er stadig derude. Og hver gang den bliver fundet, sker der noget. Satans mønt kan skabe forvirring. Morskab. Frygt. Men den bliver aldrig mødt med ligegyldighed.

Den bliver altid regnet for noget.

Men hvorfor valgte Knud Langkow at bruge sit liv på dette projekt?

»Helt hvilket menneske han var, får vi aldrig at vide«, som hans niece Lene Langkow Saaek sagde, da hun rejste sig fra sit spisebord og tog afsked.

Ville Knud Langkow sætte sig spor, som hun mener?

Skabte han en subtil happening inspireret af tidsånden i 1970’erne, da de store samfundsinstitutioner stod for skud?

Var det et legende oprør fra bunden?

Eller var det ligefrem et Gesamtkunstwerk, hvor tekst, billeder, genstande og handlinger samlede sig til et hele, et totalkunstværk af hidtil usete dimensioner?

Selv besvarede Knud Langkow aldrig spørgsmålet direkte.

Men det, man kan konstatere: Den tidligere telefonpasser på Statens Museum for Kunst har i dag fået hyldeplads på mange danske museer, hvor i hundredvis af hans mønter, breve og okkulte effekter bor.

På Nationalmuseet behandles hans efterladte mønter og møntstempler i dag som museumsgenstande, der kun må berøres af handskeklædte hænder. De kan aldrig udskilles fra samlingen.

Knud Langkows selvmordsbrev var et telefonnummer, og til sin bror havde han fortalt, at han havde destrueret sine ting.

Kun enkelte spor har han selv lagt ud, som måske kan antyde et svar på gåden Knud Langkow og bevæggrunden bag hans livsværk.

For et par måneder siden fandt man en lille samling af hans noveller gemt i en gammel sofa på Køge Museum. En af disse christianshavnernoveller har titlen ’Den lille vorherre’. Den begynder sådan:

»Der var engang en mand, der gik og følte sig helt tilovers. Som alle andre mennesker følte han en trang til at skabe noget – om ikke for andet så for at give sin egen tilværelse et vist indhold«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden