Det er langt fra sikkert, at Radio24syv fortsætter næste år.
Foto: Jens Dresling

Det er langt fra sikkert, at Radio24syv fortsætter næste år.

Kultur

DF baner vejen: Flere mediehuse vil tage livet af Radio24syv – og de vil gerne sende fra Jylland

Syv regionale og lokale medier er gået sammen om at søge Radio24syvs sendetilladelse. De er forankret i provinsen, hvilket bliver et centralt krav i det kommende udbud. Vi kan gøre det lige så godt som Radio24syv, siger konsortiet.

Kultur

Hvis nogen gik rundt og troede, at den succesrige kanal Radio24syv var stort set sikker på at få otte år mere som alternativ til DR’s P1, så ser virkeligheden helt anderledes ud nu.–

For ikke bare er det lykkedes Dansk Folkeparti at komme igennem med et krav om, at hovedsædet skal ligge langt fra hovedstaden, hvor Radio24syv i dag har adresse. Nu melder konkurrenterne sig også for alvor på banen.

Et konsortium af syv regionale og lokale medier med Jysk Fynske Medier i spidsen har meddelt, at man vil byde på sendetilladelsen til FM4-båndet.

»Vi er interessante, fordi vi er regionale og lokale, har betydelige radiokompetencer og en klar ambition om at kunne noget mere på lyd«, siger viceadministrerende direktør på Jysk Fynske Medier Bjarne Munck, der står i spidsen for konsortiet.

Også Nordic Entertainment Group, der blandt andet står bag Viasat og store kommercielle radioer i Norge og Sverige, siger, at koncernen er stærkt interesseret i at drive radioen. Også med base i provinsen.

Og det gør situationen svær for Radio24syv, vurderer radioekspert og medieforsker Per Jauert fra Aarhus Universitet.

»Det er svært at sige, hvad Radio24syv kan gøre. Men det bliver vanskeligt. De skal virkelig være kreative. For rent økonomisk kan det blive en udfordring at flytte til Jylland med en organisation, der allerede er bygget op i København«, siger han.

»Og det vil også få konsekvenser for indholdet af radioen, fordi mange medarbejdere og studieværter er bosiddende i Østdanmark og vil have meget svært ved at pendle. Radio24syv, der har haft stor succes med blandt andet værtsbårne debatprogrammer, kan med påbuddet om et regionalt hovedsæde ikke fungere som hidtil. Man må i vidt omfang opfinde et nyt Radio24syv«.

Per Jauert mener, at hele medieforliget er udtryk for, at der har været et tæt parløb mellem Danske Medier, de regionale medier og Dansk Folkeparti, der har resulteret i DF’s massive krav om, at hovedsædet for radioen skal ligge i Jylland.

Senest har DF krævet, at andelen af redaktionelle medarbejdere langt fra hovedstaden skal være højere end de 60 procent, som regeringen har lagt op til i sin bekendtgørelse om udbuddet af radioen.

DF vil gerne have den procentdel op på mindst 70. Samtidig vil partiet også have strammet kravet til, hvor langt fra hovedstaden hovedsædet skal ligge. I udkastet til bekendtgørelsen er kravet 110 kilometer, men DF vil have kilometertallet så højt op, at det kun kan lade sig gøre at lægge radioen i Jylland. Partiet er bange for, at mange vil pendle mellem hovedstaden og radioen, hvis den for eksempel ender i Odense som TV 2.

Ifølge medieforsker Per Jauert er der tale om »industristøtte« fra DF og regeringen til de regionale og lokale medier.

»Især DF har en værdipolitisk og mediepolitisk dagsorden om at styrke den pressede provinspresse«, siger han.

Ud over at være medieforsker er Per Jauert også medlem af Radio- og tv-nævnet, der skal afgøre, hvem der til sidst får sendetilladelsen. Men han understreger, at han her udtaler sig som medieforsker.

»I Radio- og tv-nævnet vil jeg naturligvis udelukkende forholde mig til, hvordan ansøgerne lever op til de krav, som fremgår af udbudsbekendtgørelsen«, siger han.

DF: Vi har ikke holdt møder

Dansk Folkeparti afviser, at partiet har kørt nogen form for parløb med de private medier i forbindelse med medieforliget og kravet om, at Radio24syv eller den operatør, der nu får opgaven, skal ligge i provinsen.

»Jeg har ikke haft møder med repræsentanter fra enkelte mediehuse. Vi har haft nogle møder, og det, tror jeg, havde alle medieordførere op til forhandlingerne med Danske Medier centralt. Men jeg har ikke haft noget med hverken Jysk Fynske Medier eller andre regionale eller lokale mediehuse at gøre«, siger medieordfører Morten Marinus.

Men Dansk Folkeparti er godt tilfreds med, at et konsortium af regionale og lokale medier nu også melder sig på banen som interesseret.

»Det virker spændende, og jeg er da glad for, at der er flere mediehuse, som går sammen og har meldt deres interesse i at byde på FM4«, siger Morten Marinus.

Et bud med flere regionale og lokale medier må da være lige præcis det, I går og drømmer om i Dansk Folkeparti?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi har ikke sat os ned og skrevet en drejebog for, at der var flere, som skulle slå sig sammen og byde. Men jeg synes, at det er en god idé«.

Har I favoriseret de her regionale og lokale medier ved at stille krav til radioens placering?

»Nej, det synes jeg ikke. Uanset hvor man har sit udgangspunkt, burde det være muligt at have dele af sin virksomhed andre steder i landet. Vi ser det også inden for universitetsverdenen, når Aalborg Universitet for eksempel har en afdeling i København. Så det kan sagtens lade sig gøre for alle«, siger Morten Marinus.

Provinskrav er perfekte

På Jysk Fynske Medier mener viceadministrerende direktør Bjarne Munck, at DF’s krav passer som fod i hose med det nye konsortium af medier fra provinsen.

»Det her ligger fint i forhold til Dansk Folkepartis udmeldinger«, siger Bjarne Munck.

Er det en fordel for jer, hvis DF kommer igennem med kravet om, at en endnu større del af redaktionen skal ligge langt fra København?

»Vi synes jo, at det passer godt til de regionale og lokale mediehuse, som er gået sammen om det her. Det er jo præcis det, der er grundstenen i denne her konstruktion«, siger Bjarne Munck.

Og konsortiet af regionale og lokale medier er overbeviste om, at de kan matche Radio24syv. Ikke mindst fordi mange af mediehusene i forvejen har erfaring med at lave kommerciel radio.

»Vi har alle sammen meget stor respekt for det, Radio24syv har leveret. Vi har selvfølgelig gjort os overvejelser om, hvordan vores indhold og programflade skal se ud. Det vil ikke blive en kopi af Radio24syv. Vi vil have vores eget udtryk, men vi kan gøre det lige så godt. Og vi vil forsøge at ramme en bredere målgruppe og andre målgrupper end Radio24syv«, siger Bjarne Munck.

Nordic Entertainment Group, der blandt andet står bag Viasat og kommercielle radiokanaler i Norge og Sverige, er heller ikke bekymret over kravet om, at radioen fremover skal have hovedsæde langt fra hovedstaden.

»Ud fra en praktisk synsvinkel synes vi, at det er lidt fjollet med de regionale krav, for det er så nemt og billigt at lave radio i dag, at man ikke behøver omkostningstunge radiohuse et bestemt sted. Men vi er klar over, at der er hensyn, som handler om politik, og det har vi forståelse for. Og så længe kravene er ens for alle, så er det rimeligt nok«, siger Kim Poder, der er administrerende direktør for Nordic Entertainment Group Denmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bauer Media, der driver en række kommercielle radiokanaler som The Voice, har også meddelt, at det ikke har nogen betydning, hvor hovedkontoret skal ligge.

Hos Berlingske Media, der sammen med People Group driver Radio24syv, siger koncerndirektør Anders Krab-Johansen, at det ikke kommer bag på ham, at der bliver hård kamp om radiokanalen på FM4-båndet.

Om Berlingske Media – og dermed Radio24syv – overhovedet ender med at deltage i kampen eller dropper den, fordi det bliver for besværligt, ved han ikke endnu.

»Det er umuligt at sige rød eller grøn, før vi har set det endelig udbudsmateriale«, siger Anders Krab Johansen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden