I kunsten er selvportrættet ikke ligefrem en sjældenhed. Uden besvær kan man finde talrige eksempler fra renæssancen og op til vor tid. Med fare for at trætte læseren med en opremsning af sådanne kunstnere kan man f.eks. nævne italieneren Caravaggio, hollænderen Vincent van Gogh, spanieren Pablo Picasso, finnen Helene Schjerfbeck, Frida Kahlo fra Mexico og P.S. Krøyer fra Skagen. Og Rembrandt selvfølgelig.
Når vi har valgt Rembrandts selvportrætter for at belyse et ansigts forvandling gennem et langt liv – lad os blot kalde det aldring – er årsagen ikke kun hans store berømmelse. Det skyldes også de særlig mange portrætter, han har efterladt sig, og så den kronologiske spændvidde mellem dem. Rembrandt portrætterede sig selv hele livet, og det blev til mange billeder, i forskellige størrelser og teknikker.
Årsagen til de mange fremstillinger er ikke, at han var forelsket i sit eget ansigt. Rembrandt var ikke narcissist. Der er en anden årsag, den kommer vi tilbage til, og som så ofte både før og siden handler årsagen om økonomi.
Det første portræt, vi kender af Rembrandt, stammer fra 1628. På det tidspunkt var kunstneren en ung mand i begyndelsen af tyverne – og slet ikke så berømt, som han først blev en halv snes år senere efter at være flyttet fra fødebyen Leiden til Amsterdam.
