OPDATERING APRIL 2024: Vi oplever fornyet trafik på dette interview efter premieren på anden sæson af ’Orkestret’ på DR og gør derfor opmærksom på, at artiklen er fra juli 2022, men naturligvis sagtens kan læses i dag.
Frederik Cilius har altid været den yngste. Både i skolen og derhjemme, hvor han var familiens dovne og forkælede efternøler. Som 36-årig føler han sig stadig ikke berettiget til at sidde til forældresamtaler, der handler om hans egne børn. Han har heller aldrig rigtig brudt sig om at tage ordet til familiefesterne. På en eller anden måde synes han, det er akavet. For som han siger:
»Hvorfor skal den lille lort sige noget?«.
Selv om satiriker og skuespiller Frederik Cilius er fyldt 36 år, har han stadig følelsen af at være benjamin i de fleste sammenhænge. Han synes ikke, han er voksen nok til at have børn. Og han er også for ung til at have et hus. Men har altså begge dele.
