Det er ligesom med humlebiens flyvning, det burde ikke kunne lade sig gøre. Jeg kan i hvert fald forestille mig en hel del skribenter, det ikke kunne gå andet end galt for, hvis de satte sig ved skrivemaskinen, kiggede ud ad vinduet samt på avisen og tv-skærmen, skrev, hvad der faldt dem ind, og så udgav det. Fuldstændigt til stede Men det er lykkedes for Klaus Rifbjerg endnu en gang, faktisk bedre end sommetider. Man har sagt om Johs. V. Jensens myter, at de er skrevet over formlen: jeg er her nu.
LÆS OGSÅAnmeldelse: Rifbjerg giver øjeblikket et smukt los i røven Der er langt mellem Rifbjergs dagbogsprosa og 'Fusijama', men inderst inde har de to slags tekster lidt af samme virkning. En mand videregiver en intens fornemmelse af, hvordan det er at være fuldstændig til stede på et givet tidspunkt.
Myten sætter ind Tiden er gået. Manden her kan for første gang regne sig for en af de 80-90-årige. Benene vil ikke altid, som han vil. Han ser med en vis undren på omgivelserne, »hvad er det, de slæber rundt på, hvorfor har de mon så travlt, hvad er det, de skal nå?«. En dag skal han selv nå noget. Han skal såmænd bare ud at flyve, noget mere banalt findes næppe. Han mindes dengang, man »iført vinger og propeller« var herremand for en stund. Sådan er det ikke længere at flyve på monkey class. Men det er ikke kun omverdenen, der har ændret sig, det er også manden. Her er det, myten sætter ind, for ingen nuskrivende kan bedre indfange fornemmelsen af at sidde i dagbrækningen og vente på at blive kørt om bord og både »generobre en tabt fortid og indfange det ukendte, der trods mængden af indhøstede erfaringer stadig henligger i mørke«. Fornemmelsen af at være dybt erfaren, at sidde med nøglen og dog ikke kunne finde nøglehullet. Sparker stadig Rifbjerg piber ikke, det ligger ikke til ham. Han sparker stadig, og med de sproglige ben er der ingen vaklen. LÆS OGSÅFire store danske forfattere skriver hyldest til Rifbjerg Når han refererer til 'vore flyvere', der »har været med til at få Gaddafi ind og ud af et drænrør«, behøver han ikke uddybe sin opfattelse af Libyenkrigen. Når han er enig om krigene i Irak og Afghanistan med »den storslået sammenbidte Carsten Jensen«, forstår vi uden videre, at der er pænt med luft mellem de to i den pardans.
Dagens små pudsigheder Der er god underholdning i at læse om hans reaktion på dagenes små pudsigheder. Hvis en overborgmester har været lidt for nær på en af de ansatte, behøver hun så sammenkalde den hele kvindebevægelse til kamp mod den eskalerende mandschauvinisme i de offentlige kontorer? Kunne hun ikke bare stikke ham et par flade? »Eller prøve med et ægte orgie, der måske kunne få rigtig gang i gummistemplerne«.
Royalt X-factor Det hænder, at Rifbjerg er analytisk. Det er øjenåbnende at se ham udpege lighederne mellem køen af håbefulde til talentshow og så dronningejubilæet som en kopi af 'X Factor' med »regentparrets svømmetur mellem hofålene i pausen«. Interessante er også hans betragtninger om Helle Thorning-Schmidt efter nytårstalen. Ikke så meget fordi hun virker på ham som en alien, »dumpet ned og landet iblandt os efter at have forladt et ukendt område i det store univers«. Men fordi han samtidig og bedre end andre øjner det menneske, der kigger frem bag beskyttelsesdragten. Rifbjerg er ikke kun god til at stikke et par flade ud; han er også som i statsministerportrættet god til at se nuancer og sætte ord på dem.
Levende meninger Ordene, ja, det er jo med dem, det ender og begynder. Der er ikke en mening i denne meningsbog, som ikke nogen deler eller har udtrykt før. LÆS OGSÅRifbjerg fortsætter surmuleriet Men der er få, der kan på en gang gøre meningerne levende og dog distancere sig fra dem, sætte sig bag sit vindue, isolere sig fra støjen, se fuglene på søen, drengen, der har trådt i en hundelort, huske, hvordan det var selv at slæbe rundt på sådan en under fødderne.

Får sagt det usagte

Finest kommer hans prosa til sin ret i betragtningerne om forholdet til børnene, om den følelse af »både at høre til og være til«, som voksne børn kan fremkalde hos den gamle. For »noget af det fremmeste i tilværelsen er da også, at ikke alting behøver siges for at være sagt«. Det er vel en del af det mytiske ved Rifbjergs prosa: at han kan få sagt noget, han ikke siger. Hvad der gør litteratur vedkommende, siger han et sted, er »dens evne til at gøre tilværelsen genkendelig og samtidig udvide den«. Så enkelt kan det siges. Den evne har denne lille bog.
FACEBOOK