Videnskabelige observationer, står der i undertitlen på den lille bog i 58 ’kapitler’ på nogenlunde samme antal småbitte sider. Poetiske observationer er mere rammende, for det, Ómarsdóttir udmærker sig ved, er evnen og lysten til at se ligheder.
Skulderbladene ligner stedet, hvor vingerne blev klippet af. Øjenvipperne ligner sytråde og kunne være forbilledet for de sting, skrædderen lukker lommerne på et nyt sæt tøj med. At så er jo som at gøre jorden gravid. Det sølvfarvede hår ligner det sølvbetrukne spejl. Solen ligner en appelsin, som ligner et æble.
Sommetider trækker disse sammenligninger spor efter sig. Det gælder den mest gennemgående sammenligning, den mellem øjenvipper og sytråd. De sammensyede øjne kommer igen hos pigen, der en mørk nat syede sine kønsorganer sammen. Lukkede øjne, lukket skød. Selvmord som Virginia Woolf og Stefan Zweigs er en anden streng i billedstrømmen.
Også fortrængninger er der kønne billeder på. Fingre hist og her, bløde fingerspidser bag lange røde negle, som fisker penge op af butikskassen, avissælgerens fingre i bukselommen, en dreng, der med fingrene føler på en forbipasserendes lommer, og politibetjenten, der berører en drengs ben, alle disse fingre ser hun som »mindesmærker for den seksuelle energi«.
Det at have øje for den træffende lighed er ifølge Aristoteles et tegn på digterens naturbegavelse. Den har Kristin Ómarsdóttir. For selv om ikke alle de ligheder, hun ser, er træffende, bærer mange af dem mindelser om poetisk energi.
Hvor ville hun være fløjet hen, hende kvinden, der fik klippet vingerne af og kun havde skulderbladene tilbage? Hvad bliver der af pigen, som stoppede sig med svesker, æbler, mandler, inden hun »syede kønsorganerne sammen«? Hvad bliver der af alle disse billeders energi?
Det må læseren selv om. Sådan er jo punktromanens trick. Værsgo, her er lidt at tygge på. Omsæt det selv til næring.
fortsæt med at læse
