Hvis der findes en Gud, taler hun med store bogstaver i Island, som i 2010, da flytrafikken i Europa måtte holde pause på grund af askeskyen. Det gør hun også i en af de nyere islandske romaner, hvor naturen slår sig allermest voldsomt løs. Den er skrevet af en af de mest spændende nyere islandske forfattere, Ófeigur Sigurdsson, og sådan går det for sig:
»Gletsjerfloden Muli fejer først alle kirkerne i området bort, så dyrestaldene, derefter bondehusene, den gamle berømte hovedgård Dyreskov bliver revet med af floden under et voldsomt rabalder (...) Straks står der i stedet vældige gennemsigtige bygninger af is, en hel spejlby, som udsender synsbedrag, og naturen er helt fra den«.
Ófeigur Sigurdssons roman er inspireret af den legendariske ’ildpræst’ Jon Steingrimssons selvbiografi, og den morsomme, poetisk beåndede og kloge bogs titel er inspireret af tonen i 1700-tallets ’lærde’ islandske litteratur. Den lyder således i sin fulde længde: ’En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider’.
Løjerne foregår i vinteren 1755-56, og den snarrådige (og forelskede) Jon har med sit følge, der også indbefatter hans bror, søgt tilflugt i en grotte. ’Den forbandede Katla’, vulkanen, soder jorden til og får folk til at hoste blod og aske. Det fortæller Jon sin elskede Thorunn i 28 breve, som han skriver til hende, mens alt udenfor sortner, og ’jøkelflomme’ skyller alt væk, som i citatet ovenfor.
