Det er højst upassende, men svært at overhøre, at to af tidens højstemte slogans ligger så tæt på hinanden, at de faktisk interfererer. Jeg tænker på 'Vi støtter vores soldater' og 'Støt Brysterne', der risikerer at smelte sammen og blive til: 'Vi støtter vores bryster'. LÆS OGSÅPrisbelønnet forfatter begejstrer så kaninørerne blafrer Det absurde udsagn leder på sporet af noget af det, der foregår i Anders Abildgaards seneste digtsamling, 'Din fjendes fest'.
Disjecta membra Det gennemgående pronomen i samlingens første halvdel er nemlig første person flertal - »vi« - men til dette vi hører mærkværdigvis en mængde løsrevne kropsdele og organer: øjne, tunge, røvhuller, rygge, tarme og så videre. Delene er for så vidt ikke personlige, men hidrører fra et diffust fællesskab. De sønderrevne lemmer -»disjecta membra« - er jo en oldgammel metafor for digterens poetiske brudstykker, men hos Abildgaard flyder lemmerne rundt som fragmenter af en forunderlig gruppeformation: »det er blevet bestemt, at vi skal have en krop, vores / kroppe er ikke længere vores kroppe, vores organer er / ikke længere vores«, lyder tre linjer fra samlingens første digt. LÆS OGSÅCamus' misforståede kampskrift vedrører alle Det udsagn kan man læse i lyset af de tusindvis af transplantationer og donationer og æstetisk kirurgiske operationer, som går for sig i dag, og som egentlig burde få radikale følger for vores kropsbevidsthed. Det er denne tilstand, som Abildgaard drager poetiske konsekvenser af. Og det er helt sikkert biopolitisk og biopsykisk korrekt at skrive sådan. Alligevel bliver jeg etisk foruroliget, når Abildgaard pludselig kort efter henviser diskret til det makabre drab i 2005, hvor en taxachauffør blev parteret efter et drukorgie på Andys Bar, og hans kropsdele spredt ud over Klerkegade i indre København - i øvrigt af en morder, som aldrig er blevet fanget eller dømt. Så forlader vi metaforens domæne og begiver os ind på betydningsområder, hvor parteringen ikke længere er poetisk.
Flimrende og filmisk Ligesom i Abildgaards forrige digtsamling, 'Kære venner', er der noget flimrende og filmisk over metoden. Det gennemgående 'vi' beskrives i hurtigt skiftende situationer uden forklarende overgange, blandt andet på diverse lokaliteter i det københavnske natteliv. Diktionen skifter i digtene og tangerer til tider Jørgen Leth i sin deskriptive coolness. Et andet genkommende træk hos Abildgaard er den filosofiske interesse, der foldes helt ud i digtsamlingens anden, unavngivne halvdel. Den består af en fiktiv fantasi over den østrigsk-britiske filosof Ludwig Wittgensteins dagbøger fra 1930'erne, med mange æstetiske og livsfilosofiske pointer, der leveres med aforistisk fynd. LÆS OGSÅMelvilles lille mesterværk er en sjælerystende læseoplevelse Wittgenstein er simpelthen en velfungerende maske for Anders Abildgaards poetiske virksomhed, der gør tankebevægelserne levende - ligesom Plinius var det for Harald Voetmann i romanen 'Vågen' fra 2010, som Abildgaards eksperiment godt kan minde om. Denne anden del af 'Din fjendes fest' tiltaler mig mere end den første. Men at Anders Abildgaard er et talent, som man bør holde øje med, bekræfter den nye digtsamling til fulde. Selv om de flimrer og flagrer, digtene, sidder de godt fast i både krop og bevidsthed længe efter læsningen.