I 1990 var jeg designstuderende, helt sikkert en fattigrøv, og min overbo forærede mig en stol, hun havde tilovers. Det havde intet sæde, men det gjorde ligesom ingenting dengang, så jeg satte bare et andet stolesæde på tværs ovenpå. Faktisk sad man helt forfærdeligt i den.
Blå bog
Kirsten Fribert
Står bag firmaet By Fribert, der importerer marokkanske tæpper – hendes store passion, som hun i 2009 gjorde til sin karriere.
Er uddannet tekstildesigner fra Designskolen i Kolding i 1994 og har siden arbejdet som selvstændig med fokus på især boligtekstiler.
Bor på Frederiksberg og har sit showroom på Østerbro.
Mig og mit arvestykke
Nogle arver en million. Andre arver en stol eller et spisestel. På et eller andet tidspunkt arver vi alle noget fra vores familie eller venner.
Men hvad betyder arvestykkerne for os, og hvordan lever vi med dem?
I serien Mig og mit arvestykke fortæller seks mennesker, hvordan de har håndteret deres arvestykker og hvad de føler for dem.
Dette er den anden artikel i serien. Den første var med Adrian Hughes.
Stolestellet var i egetræ, og som 25-årig syntes jeg, at det var en virkelig grim nuance. Så jeg malede det med blå cykellak. Sådan så den ud i flere år, og det var egentlig først, da jeg flyttede til København i slut-1990’erne, at jeg begyndte at gå op i gamle designklassikere. Først der fandt jeg ud af, at det var en Y-stol af Hans Wegner, jeg havde haft i alle de år.
På et tidspunkt betalte jeg for at få sat et rigtigt fletsæde på stolen. Da jeg indleverede den, syntes manden i butikken simpelthen, at den var helt forfærdelig. Der er også savemærker og dybe ridser i stolen, og for ham var det tydeligvis en katastrofe. Senere prøvede jeg at slibe den blå lak væk, men farven sidder stadigvæk nede i porerne, og det er i det hele taget en meget mærkelig Y-stol. Den er helt anderledes.
Hvis jeg havde vidst, at stolen var et designobjekt på det tidspunkt, havde jeg nok ikke malet den. Det må jeg indrømme. Men jeg synes også, at det er ret sjovt. At det er en Wegner-klassiker og samtidig overhovedet ikke alligevel. Det er nærmest underligt, når jeg er hjemme hos andre og ser de der helt fine nye Y-stole stole uden patina. Jeg vil altid kunne genkende min, også selv om den nok har mistet al værdi efterhånden. Men det er jo også ligegyldigt, når jeg selv skal sidde i den.
Jeg vil ikke have noget ind i mit hjem, som jeg ikke har et forhold til
Jeg sidder på stolen hver eneste dag og spiser, og faktisk kan jeg slet ikke forestille mig ikke at have den i mit hjem. Det handler selvfølgelig også om, at jeg haer nået en alder, hvor jeg er begyndt at sortere det fra, jeg ikke vil have. På den måde har jeg kun de gode ting tilbage. Det, jeg virkelig holder af. Jeg har især mange genbrugsting og møbler, jeg har bygget selv, og den røde tråd er vel, at jeg har valgt alting med omtanke. At jeg ikke vil have noget ind i mit hjem, som jeg ikke har et forhold til.
Jeg er flyttet mange gange i mit liv, og hver gang har jeg taget stilling til hvert enkelt objekt. Det røg kun ned i flyttekassen, hvis det var pænt, havde en særlig betydning eller gjorde noget godt for hjemmet. Helt generelt kan jeg ikke lide at have mange ting og føle, at det drukner. De særlige ting i hjemmet skal have en fremtrædende plads, og derfor er det fedt at have sorteret det ubetydelige fra.
For eksempel har jeg i mit showroom en sort vandkande i plastik, som er støbt i ét stykke. Den har jeg arvet fra min mor, som ikke lever længere, og jeg husker, at hun altid har haft den. Den er virkelig ikke særlig køn, men jeg er enormt glad for den på grund af minderne. Nogle gange ligger éns erindringer i nogle sjove objekter, fordi de symboliserer noget helt særligt – og det vil jeg gerne mindes om.
fortsæt med at læse



























