Nicolas Winding Refn hænger von Trier ud før Cannes-festivalen

Film. Nicolas Winding Refn på den røde løber - ved siden af Ryan Gosling - ved Cannes-festivalen i 2011.
Film. Nicolas Winding Refn på den røde løber - ved siden af Ryan Gosling - ved Cannes-festivalen i 2011.
Lyt til artiklen

Om en uge bliver Nicolas Winding Refns nye film 'Only God Forgives' vist i festivalpalæet i Cannes.

På dette års filmfestival i Frankrig, der skydes i gang onsdag 15. maj, er den danske filminstruktør med i dysten om Guldpalmen, i konkurrence med blandt andre Alexander Payne, Steven Soderbergh, Roman Polanski, Francois Ozon og Coen-brødrene.

Men allerede før festivalen starter på Croisetten vækker Nicolas Winding Refn - kendt som 'Jang' - opsigt i et interview i det danske filmmagasin Ekko.

Her har Winding Refn haft gang i en længere frokostsamtale med de to programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen fra Radio24syv. Og 'Jang' lægger ikke fingrene imellem i interviewet.

Især langer han ud efter danske kulturskribenter, i særdeleshed Politikens kulturredaktion, men også Lars von Trier får en bredside med på vejen.

»Det er ligesom med The Rolling Stones. Man tænker: Er det ikke på tide at gå på pension?« siger Winding Refn om Lars von Trier og beskriver desuden von Triers kommende film 'Nymphomaniac' som »fem timers porno til internettet«.

Winding Refn skal konkurrere om palmerne i Cannes

'Jang':Harrison Ford er på narko
I interviewet i Ekko indrømmer Nicolas Winding Refn også, at han tog kraftigt afstand fra von Triers uheldige Hitler-udtalelser i Cannes 2011 for at gavne sin egen karriere.

Han lægger sig også ud med både Robert De Niro, der inviterede ham til New York og siden gav ham en lang næse i forbindelse med et nyt filmprojekt, 'The Dying of the Light'.

»Han kom i sin regnfrakke og lignede en mand, der går på pornobar, en pornobiografsmand, med hatten helt ned over ørerne«, lyder den danske instruktørs beskrivelse af Robert De Niro.

Harrison Ford bliver ligeledes udstillet af Nicolas Winding Refn i interviewet.

»Det virker, som om Harrison Ford har taget så meget narko, at han ikke er i stand til at formulere en sætning«, siger 'Jang' om mødet med Ford, som efter De Niros afslag skulle have spillet hovedpersonen i The Dying of the Light'.

Cannes-præsident trækker sig - efter 36 år

Et svirp til kulturskribenterne
For to år siden - hvor Robert De Niro var formand for juryen - havde Winding Refn stor succes på Cannes-festivalen med 'Drive'. 'Jang' vandt det år prisen for bedste instruktør.

Nu er Nicolas Winding Refn så klar til at drage mod den franske ferieby igen.

Som optakt i filmmagasinet Ekko beretter Winding Refn om de benhårde vilkår i den internationale filmbranche, om at han bevidst optog 'Drive' på en måde, så filmen ikke kunne klippes og han derfor fik sin vilje over for de amerikanske pengemænd, og om at hans forbilleder er tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og netop afdøde Margaret Thatcher.

Sidst, men ikke mindst, fortæller 'Jang', at han mener, at visse kulturskribenters hedeste drøm er at blive lige som ham.

»Facit er bare, at det bliver de aldrig«, siger Nicolas Winding Refn i interviewet, der har rubrikken 'Du kommer aldrig til at spise frokost i denne by igen'.

Om to dage starter årets fimvisninger i Cannes. Omkring 4.000 kulturskribenter fra hele verden vil til den tid være på plads. i Sydfrankrig. Den nye udgave af filmmagasinet Ekko er på gaden 17. maj - med fokus på netop verdens vigtigste filmfestival, altså den i Cannes.

Blockbuster-instruktør skal lede juryen i Cannes

Anders Hjort

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her