Jeg glæder mig til drømmen om Cannes. Det vanvittige sted, hvor filmkunstens bedste og presse og fans samles i et blitzfunklende filmmekka, der lokker med stjerner på den røde løber, men for mig mest er løftet om stor filmkunst i mørket.
Jeg glæder mig til at stå op om morgenen og løbe en kort tur ned til Josephine Baker-molen, der skærmer de dyre yachter i marinaen fra det åbne hav med de store cruiseskibe. Yderst på molen er en helikopterlandingsplads, hvorfra man kan indtage hele den vanvittige begivenhed, filmfestivalen er, før den rigtig går i gang. De tusinder af mennesker, der i næsten to uger stakåndet vil gå kapgangstempo mellem de mange biografer.
Jeg glæder mig til den første stærke kaffe, gåturen fra hotellet ned til festivalpalæet. På vejen gå gennem det velduftende marked, Marché Forville, hvor jeg den første morgen vil have et overskud til at købe friske frugter.
Et overskud, der få dage efter vil være væk og alle dagdrømme om dagene i Cannes erstattet af virkelighedens stensikre formel: Første filmvisning kl. 8.30, hvorefter kø til kaffe, kø til næste film, se næste film. En formel, der så gentages, til solen for længst er gået ned. Hårdt og skørt, men fantastisk!
