Man bliver vanvittig. Der er ingen vej udenom, når man træder ind i det intense lukkede laboratorium, som en filmfestival er. Onsdag 18. maj blev den første konkurrencefilm vist for pressen. Fredag 27. maj havde juryen været igennem 21 film.
Selv for juryen, der skal klare dem på ti dage i perfekte omgivelser og med fuld opvartning, er det hårdt. For alle andre, der skal løbe mellem visninger, interviews, pressemøder og gerne vil nå at se film uden for hovedkonkurrencen også, er det absolut ikke anbefalelsesværdigt ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv.
Det er ikke godt for hjertet, men filmhjerter vil have det, filmhjerter vil have. Men det er også en anden måde at se film på. Jeg er ikke stor fan af at give hjerter og stjerner på festivaler, da det er en langt vanskeligere setting for en film at præstere i end en friaften i Danmark, hvor man går i biografen, udhvilet og med alle ønsker om en god oplevelse.
I Cannes går man også i biografen med intentionen om at få en god oplevelse, men ens tolerancetærskel over for film, der spilder ens tid, er meget lille. Man kunne argumentere for, at det netop var den bedste præmis for anmeldelse, fordi dommen kom ufiltreret og nådelsøs. Politiken vil anmelde alle film under de mere rolige vilkår, når (hvis) de ankommer til danske biografer, men her er mine hurtigt nedfældede noter på de 21 film.
