Tillykke til Ruben Östlund og til svensk film! Det er en stor triumf for den 48-årige instruktør, der 28. maj modtog Guldpalmen ved afslutningen på årets filmfestival i Cannes.
Östlunds ’Triangle of Sadness’ er en hylemorsom og underholdende film om seksuel og økonomisk kapital, om spillene mellem kønnene og transaktionsværdien mellem udseende og penge.
Filmen følger til at begynde med et ungt model- og influencerpar, der i filmens fortræffelige første akt kontinuerligt forhandler deres indbyrdes forhold. Siden tager de på luksuscruise, betalt med influencerkapital, hvor de møder den gammeldags rige verden, de 90’er-rige russere, de gammelrige våbenfabrikanter og andre hyggeligheder. Men høj søgang, ulykker og morsomme forfærdeligheder indtræffer, og pludselig er alle de etablerede sociale koder og økonomiske hierarkier revet væk – eller nærmere, de er brækket op, skidt ud, skyllet væk – helt bogstaveligt talt – i en syndflod, der vel er filmhistoriens længste bræk- og diarrescene.
Siden går der ’Fluernes herre’-realityshow i den uden kamera, hvor gæster, tjenere og rengøringsdamer nu skal danne nye hierarkier og transaktionsmønstre på den øde ø, de som skibbrudne er skyllet op på. Spoiler jeg? Nej, Ruben Östlund har fortalt vidt og bredt om sin film. Måske fordi han simpelthen ikke kan lade være med at more sig over sin egen historie, tror jeg. Men jeg tror også, det er, fordi han overlegent nok stoler så meget på det, som hans film kan. Hans personinstruktion og timing er så god, at ’Triangle of Sadness’ er hylemorsom, uanset om man ved, hvad der sker. På den anden side kan du også regne ud, hvad filmen vil drille dig med ret hurtigt, og til sidst er det heller ikke svært at gætte sig til, hvor den ender.
