Det lyder som en ged, der bræger ganske kort:
»Aaaaaaaaaa«.
Men ifølge The New York Times (klik på linket og lyt) er det faktisk en mumie, der taler. Ved hjælp af en 3D-printer, en højttaler og noget computersoftware er det nemlig lykkedes britiske forskere at genskabe en smule af stemmen fra en egyptisk præst, der døde for 3.000 år siden.
Da han var i live, sang og chantede Nesyamun i Karnaktemplet nær Luxor i Egypten. Og da han døde, blev han mumificeret og lagt i en forseglet kiste. Men nu kan man altså høre hans stemme igen, i hvert fald i et ganske kort øjeblik.
Det er måske i overkanten at sige, at Nesyamuns stemme er udødeliggjort. Men lyd er der i hvert fald.
Udstyret med elektronisk strubehoved
Professor i elektronik David Howard og hans kolleger fra Royal Holloway ved University of London har brugt en CT-skanner til at skabe et 3D-print af Nesyamuns mund og svælg. Det har de sat sammen med et elektronisk strubehoved for at skabe den lyd, der ville komme ud af hans luftrør, »hvis han lå i sin kiste og hans strubehoved virkede igen«, siger David Howard til The New York Times.
Det er muligt, at vi en dag bliver i stand til at skabe ord, som er meget tæt på, hvordan de ville have lydt i virkeligheden
Indtil videre har forskerteamet kun skabt en enkelt lyd fra mumien. Men eksperimentet, der er blevet publiceret i Scientific Reports, kan muligvis være første skridt i bestræbelserne på at genskabe en afdød persons stemme.
»Som det er nu, kan han ikke tale. Men det er muligt, at vi en dag bliver i stand til at skabe ord, som er meget tæt på, hvordan de ville have lydt i virkeligheden«, siger David Howard.
Nesyamun blev pakket ud af sin kiste af forskere i Leeds i 1824. I de seneste 200 år har præsten holdt til på Leeds City Museum i England. I 2016 blev han kørt på hospitalet for at få foretaget en CT-skanning. Den viste, at meget af Nesyamuns svælg stadig var intakt. Fortidens balsamister har ifølge egyptolog på University of York i England Joann Fletcher gjort et så fremragende stykke arbejde, at eksempelvis Nesyamuns luftrør stadig er i fin stand.
fortsæt med at læse


























