Vi parkerede i en indkørsel, der i forvejen lagde grus til en sølvgrå Mercedes og en ligeledes sølvgrå firehjulstrækker. Et stykke inde på grunden, mellem høje træer, tårnede en atelierbygning sig op. Den så temmelig ny ud. Bag store glasruder fik vi øje på Leif Sylvester i sort T-shirt og joggingbukser, som var plettede af maling. »Flot sted du har her«, sagde jeg, idet vi trådte ind. Den gamle tømrer, gøgler, musiker og socialist brummede et eller andet, jeg ikke fik fat i, og arrangerede nogle stole omkring et bord, der flød med bøger og papir. »Det kører hamrende godt for dig, ikke?«, sagde jeg, da vi havde sat os ned. »Ja«, tilstod han. »Jeg har jo lært at leve med det kapitalistiske system«. »Hvad skete der?«, brød fotografen ind. »Jeg ramlede ind i noget, folk gerne ville have«, sagde Leif Sylvester. Jeg skævede over mod væggen, hvor tre lærreder var ved at blive til Sylvesterværker. På to af dem optrådte nogle af de væsener, der var karakteristiske for hans malerier. De var i muntre farver, men så ret aggressive ud med deres blottede tandsæt. Stilen var fabulerende. Penselstrøgene friske. Og varen uhyre efterspurgt. Det var derfor, fotografen og jeg var kørt til Nordsjælland for at møde Leif Sylvester. Vi ville vide, hvad der skulle til for at score kassen på at være kunstner. Kunst for en hundredlap? Men det begyndte nogle dage tidligere, en morgen, da jeg vågnede, fordi en solstråle skar sig gennem rummet og strejfede mit ansigt, inden den slog ind i væggen over sengen. Det var en stor, tom og hvid væg. Jeg havde mange gange drømt om at fylde noget kunst ind i al denne hvidhed, men på grund af visse finansielle vanskeligheder var det blevet ved drømmen. Nu lå jeg og missede med øjnene og spekulerede over, om der dog ikke var en smart måde at løse problemet på. Senere på dagen mødte jeg fotografen, som jeg forelagde sagen. Jeg vidste, at hans kone var i familie med Tal R, og at han derfor kunne tænkes at have insiderviden om kunstmarkedet. Jeg spurgte, om han vidste, hvordan man skaffede sig noget kunst i den prisbevidste ende.

»Men det skal være ordentlig kunst«, pointerede jeg. Fotografen nikkede og fik et fjernt udtryk i øjnene. Der gik lidt tid. »Vi kunne prøve at finde morgendagens store kunstner«, sagde han så. »Sådan én, der stadig bor i en skurvogn og sælger sine malerier for en hundredlap«. »Hmm ...«, sagde jeg. »Lovlig optimistisk ...«. »Det er et forsøg værd«, insisterede fotografen. »Og når der så er gået et par år, og den her kunstner er blevet kanonstor, så kan vi sælge billedet for et par millioner ... Jeg har også snart brug for noget mere plads til familien ...«. Det gik op for os, at vi ikke alene delte en fælles interesse for kunst. Vi havde også hver sit praktiske motiv til at opstøve den mest lovende, den mest talentfulde, men endnu totalt ukendte og derfor rasende billige kunstner i dette land. Han elsker tal Vi vidste godt, at Leif Sylvester var alt for kendt og alt for dyr. Men han var en af dem, der solgte flest malerier i Danmark. Og han ville gerne forklare os lidt om mekanismerne på kunstscenen. En af hans hemmeligheder var, at han kun sjældent udstillede og aldrig lod malerier stå hos en gallerist. Kunderne måtte holde sig til, mens udstillingen kørte. »Det styrker efterspørgslen«, forklarede han. Folk lærte at stå tidligt op, når en ny udstilling skulle åbne. Engang stod fans i kø i op mod ti timer for at komme ind. »Der var udsolgt på fire timer«. »Hold da kæft!«, sagde jeg.