kunstjagt. Martin Lehmann indsamlede genstande, skød polaroidbilleder og almindelige fotos, der gerne skulle lede til det sted, hvor man kan finde et værdifuldt værk fra en lovende kunstner til en hundredlap.
Foto: Martin Lehmann

kunstjagt. Martin Lehmann indsamlede genstande, skød polaroidbilleder og almindelige fotos, der gerne skulle lede til det sted, hvor man kan finde et værdifuldt værk fra en lovende kunstner til en hundredlap.

Kunst

Findes den næste Olafur i Sydhavnen?

Politikens udsendte fortsætter jagten på den næste store danske kunstner.

Kunst

En mand i en olieindsmurt kedeldragt betragtede os med søvnige øjne fra porten til et autoværksted, mens vi rendte rundt i hans baggård for at finde et galleri.

»Ved du, hvor Beaver Projects ligger«, spurgte jeg ham.

»Hvad? Biva? Jeg tror sgu ikke, her er nogen møbelbutikker ...«.

Nu om dage skulle de smarteste kunstgallerier åbenbart helst gemme sig i labyrintiske industrikvarterer. Som her på Strandlodsvej på Amager, hvor vi dog til sidst fandt indgangen ... omme foran og fuldt synlig fra vejen.

Tog navn efter pornoforlag
Vi trådte ind i et mindre, meget lyst rum, hvor der hang en lang serie tegninger, der beskrev en dag i en seksårig piges liv. Marie Dufresne, indehaveren af galleriet, tog imod os.

»Hvorfor kalder du det Beaver Projects«, spurgte fotografen.

»Før i tiden holdt pornoforlaget Rodox til her«, oplyste Marie Dufresne. »De optog film nede i kælderen, og så syntes jeg, det var sjovt at bevare en reference ...«.

Desuden var bæveren jo et fascinerende dyr, som hun ikke havde noget imod at identificere sig med. Den var lidt af en oprører ude i naturen, sådan som den gnavede løs på alt muligt.

Om fem år er han kæmpestor. Lige så stor som Olafur Eliasson!

»Jeg åbnede det her galleri, fordi jeg syntes, de andre gallerier viste den samme mainstreamkunst. De havde ingen profil ... Jeg kan godt lide fornemmelsen af, at kunstneren har investeret i værket og tør gå imod de gængse ting«, sagde Marie Dufresne.

»Så må du kunne hjælpe os«, sagde jeg opløftet. »Vi er netop på udkig efter noget, der skiller sig ud. Vi vil gerne finde en kunstner, der bliver en stor kanon i morgen ...«.

»Okay, så kender jeg én«, sagde Marie Dufresne. »Om fem år er han kæmpestor. Lige så stor som Olafur Eliasson!«.

Det lød perfekt.

Du skal have en mavefornemmelse
På den anden side havde jeg allerede mødt en del galleriejere og vidste, at de alle uden undtagelse mente, de havde fremtidens mest fantastiske talent i deres stald. Derfor hængte jeg hendes bemærkning op på væggen og lod den passe sig selv lidt.

»Hvordan får du det bedste ud af en kunstner«, spurgte jeg.

»Du skal have mavefornemmelse. Du skal forstå at formidle lige netop dette talent. Nogle skal presses på én måde. Andre skal slet ikke presses. Og jeg kunne aldrig drømme om at sige: Nu skal vi lige have noget mere med fugle, eller noget i den stil«.

Den slags krav havde kvalt en del talenter gennem tiderne. Tit havde et galleri opdaget en lovende maler, måske allerede på Akademiet, og overtalt ham eller hende til at male løs i samme rille. Fordi dén vare viste sig at kunne sælges.

Når man hypes på den måde, er det nemt at gå kunstnerisk fallit.

»Og mine kunstnere skal gerne kunne blive ved, til de er 80«, sagde Marie Dufresne.

Tal R i en papkasse
Her trak fotografen mig udenfor.

Han virkede ophidset. Det var hans kone, der lige havde ringet. Hun var kommet i tanke om, at de faktisk havde et ægte Tal R-maleri stående i en papkasse hos hendes far. De havde fået det for mange år siden.

»Måske er jeg millionær!«, jublede han. »Hvis altså ikke svigerfar har solgt billedet for 20 kroner på et af de loppemarkeder, han altid render rundt på ...«.

»Det ser vi på senere«, vrissede jeg. Typisk at det lige var fotografen, der skulle løbe ind i den slags. Jeg havde min egen kunstløse væg derhjemme at tænke på. Og min tomme bankkonto.

Dagens bedste tilbud?
På vej ind igen var jeg ved at snuble over et par store gule gummistøvler, som var udsmykket med brændenælder på skafterne og havde fået påmonteret kantsakse i snuderne.

»Hvor befinder dine priser sig?«, forhørte jeg mig.

»Du kan finde værker fra 2.000 og op til 70-80.000«, svarede Marie Dufresne.

»Hvad med den der?«. Jeg pegede på en tegning, der lå løst på bordet i kontoret. Den var lavet af Rikke Bakman, som også stod for tegningerne inde i udstillingsrummet; en serie, der hed ’Glimt’ og omfattede samtlige sider i en tegnet roman.

»Den tegning dér kan du få for en tusse«, sagde hun.

»Skal vi sige en hundredlap?«.

Det grinede hun bare ad og sagde:

»Stik mig 800. Så er det også det bedste tilbud, du får i dag«.

»Han hedder Hartmut Stockter«
Men jeg havde ikke lige 800 på mig. Fotografen havde heller ikke, men han virkede ligeglad. Så ligeglad, man kunne tillade sig at være, når man mente at have en Tal R stående i en papkasse.

Vi måtte også se at komme videre. Men måtte hellere lige spørge:

»Hvad hedder ham, der bliver lige så stor som Olafur Eliasson?«.

»Han hedder Hartmut Stockter«, sagde Marie Dufresne.

»Hmm ...«, sagde jeg.

Kunstens godfather
»Er der ikke noget om, at der ligger et af de store gallerier her i nærheden«, sagde fotografen. »Jeg kunne godt tænke mig at spørge en ekspert, hvad sådan en Tal R står i ...«.

»Det kan vi vel godt«, sagde jeg.

Så vi kørte hen på Amager Strandvej og fandt Andersen Contemporary. Min hemmelige kilde i kunstmiljøet havde fortalt mig, at det var et galleri, hvor der virkelig »pushes hot shit«.

Udefra lignede det mere et vvs-lager end et sted, hvorfra nogle af kunstens hårdeste halse lod sig navigere. Indehaveren kom gående gennem det lige nu tomme udstillingsrum. Han præsenterede sig som Claus Andersen.

Hvordan bliver man en af de helt store?
Vi gik ind i et mødelokale. Det var enormt og kun møbleret med et elegant bord på et håndknyttet tæppe. Rundt om det stod stole, hvorpå der lå skind, der så vidt jeg kunne bedømme stammede fra får.

Den ene langvæg var af træ, så rummet kom til at ligne en blanding mellem et kirkerum og en sauna. Over bordet hang en lampe designet af Olafur Eliasson, en af galleriets kunstnere.

»Vi er på jagt efter morgendagens mest lovende kunstner og tænkte, at du måske kunne fortælle os lidt om, hvordan man bliver en af de helt store?«.

»Meget gerne«, sagde Andersen.

Et snobbet foretagende
Han fortalte, hvor vigtigt det var at færdes på de store internationale kunstmesser, hvis man ville spille en rolle ude i verden. Den vigtigste messe var den i Basel, som kun en håndfuld danske gallerier deltog i. Herunder Andersens.

»Det er et snobbet foretagende, Basel«, sagde Claus Andersen.

En komité bestående af fem-seks gallerister bestemmer, hvem der skal med på messen. Og 25 procent af et galleris omsætning kan være afledt af denne messe.

»Så de har virkelig stor magt. Og det er totalt uigennemskueligt, hvilke kriterier de kører efter«.

Øl og grillkylling
»Hvordan mærker du, at noget er hot shit?«, sagde jeg.

»Kunstneren skal være sit værk. De skal være én til én med værket. Og som gallerist kan du mærke det. Du har bare den der gefühl ... En kunstner kommer ikke langt ved at sidde og drikke rødvin. Sådan fungerer det slet ikke«, sagde han.

Claus Andersen blev uddannet som billedkunstner på Akademiet. Og flyttede til Berlin i 90’erne. Her skiftede han fra at male til at udstille andre. Han mødte en mængde tyske kunstnere, blandt andre Anselm Reyle og Thilo Heinzmann, som i dag var stjerner og i stald hos Andersen. Ligesom Olafur Eliasson.

»Da jeg startede, kunne man købe et billede for en kasse øl og en grillkylling«, sagde Andersen. »Ingen havde jo penge«.

»Og hvad koster så for eksempel Anselm Reyle i dag?«.

»Tæt på 1 million ...«, sagde Andersen.

»Og Thilo Heinzmann?«.

»Sådan nogle som dem her i rummet koster kun omkring 100.000 kr. stykket«.

På Akademiet kan de godt lide øl
Fotografen kiggede rundt. Tydeligvis uden at få øje på nogen malerier. Jeg nikkede hjælpsomt mod trævæggen, hvor der hang to store lærreder, som ved første øjekast var helt hvide. Ved nærmere eftersyn var der også nogle farvestænk på dem. Fotografen så forvirret ud.

»Hvor skal vi hen, hvis vi kun vil betale en kasse øl og en grillkylling for et billede?«.

»Så skal I vel hen i omegnen af Akademiet. Der kan de godt lide øl ... Og selv Tal R har engang solgt et billede til en tusse«.

Meget tydede på, at det var dén vej, vi skulle kigge: mod Kunstakademiet. Jeg sagde tak og gik mod udgangen. Fotografen lod sig falde bagud. »Når du nu siger Tal R ...«, hørte jeg ham sige.

Kunsten at bruge snor
»Han mente, det i hvert fald ville være 70-80.000 værd, mit Tal R-maleri«, sagde fotografen, da vi igen sad i bilen. »Det er jo kun et lille et«.

»Nå, nå«, sagde jeg uinteresseret.

Vi passerede Knippelsbro og drejede ind i Kunstakademiets gård. Vi havde ingen aftaler, så vi sneg os hen til kantinen og fandt en gruppe kvindelige studerende. Blandt dem var Andrea Lind-Valdan. Hun tog os med op i sit højloftede atelier. På vejen passerede vi en død pingvin.

Atelieret virkede ret tomt.

»Hvad arbejder du egentlig med?«.

Det handler meget om bevægelse. Om poesi og gestik og ... åh, skønhed. Jeg holder meget af ballet

»Jeg arbejder meget i tråd og snor«, svarede Andrea.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun åbnede en computer og viste billeder fra en udstilling. Grønne snore syntes at svæve rundt i rummene.

»De er hængt op i fiskesnører«, forklarede hun. »Det er meget malerisk, ikke? Snorene er flettet med forskellige teknikker. Det tager rimelig lang tid«.

Hendes øjne udstrålede et lys, jeg ikke kunne gennemskue hvor kom fra. Ligesom hendes værker var af en slags, hverken jeg eller fotografen før havde mødt.

»Det handler meget om bevægelse«, sagde Andrea. »Om poesi og gestik og ... åh, skønhed. Jeg holder meget af ballet«.

Blæksprutten blev hendes skæbne
Vi kiggede på en stump ståltråd, der stak ud af væggen. Den var omviklet med grøn murersnor. Måske var den en fortolkning af, hvor man befandt sig for tiden, funderede kunstneren.

På sin venstre arm havde hun tatoveret en stor blæksprutte.

»Hvad er der med den blæksprutte?«.

»Engang var jeg med min mormor på Danmarks Akvarium«, indledte Andrea sin forklaring.

»Der så jeg en kæmpe blæksprutte. Det var så smukt og kraftfuldt at se det her store, vilde dyr spærret inde bag glas. Så malede jeg kun blæksprutter i to-tre år. Og havde i den periode et stormfuldt møde med en mand med en blæksprutte tatoveret på armen. Men jeg havde en anden mand og et lille barn, så det gik ikke ... Det tog tid at komme over. Da jeg kom ovenpå, fik jeg tatoveret den her. Som et symbol på, at jeg kan klare alt«.

5.000 føles rigtigt
Hun trak vejret, inden hun fortsatte:

»Det mærkelige er, at jeg siden den dag ikke har kunnet male en eneste blæksprutte. Men så kom jeg til at spilde maling på en stump snor og tænkte: Hmm, det ser godt ud. Og sådan tror jeg i virkeligheden, det meste af den kunstneriske proces er. Sådan: Hov ... så fandt jeg dét«.

Det var, som om Andrea Lind-Valdan havde sammenfattet alt, hvad der var værd at vide om kunsten ... og livet! ... i sin lille tale. Hun var ikke noget dårligt bud på morgendagens store talent.

Så ødelagde jeg stemningen:

»Hvad skal det der værk med ståltråd og grøn snor koste?«.

Hun kiggede på dimsen.

»Jeg vil sige ... 5.000. Det føles rigtigt. Du må også tænke på, at jeg skal betale skat«.

»Nå ... og hvad med den derovre«, sagde jeg og pegede mod en hvid snor på et dørhåndtag.

»Den er der bare for at holde døren lukket«, sagde Andrea.

Frøperspektiv-periskop
Hvad nu? Hvor pokker fandt vi kunst til den hundredlap, vi havde forestillet os at slippe med? Hvor var den ukendte kunstner, som lagde morgendagen ned? Vi kørte ud til Hartmut Stockter i Sydhavnen.

Han boede på en husbåd fortøjet ved Skibbroen. Der hang sengetøj til luftning på dækket. Vi kravlede om bord og bankede på døren, der kort efter blev åbnet af en søvndrukken Hartmut. Han inviterede os ind i et overfyldt lukaf og begyndte at lave pulverkaffe, mens han nynnede:

»Bim bam busse, jeg er en haletudse ...«.

Og sagde: »Den sang er jeg ret vild med. Jeg synger den meget for min datter«.

Hartmut Stockter konstruerede og byggede indretninger af forskellig karakter, sagde han. Som for eksempel et periskop, man kunne bære på hovedet, og som mekanisk kunne dreje 360 grader rundt. Eller en ’Maskine til fremstilling af oprindelige, uspolerede arktiske landskaber’.

Hartmut var tysker og havde uddannet sig på kunstakademier i Hannover og Braunschweig. Og han flyttede for snart ni år siden til København for at læse eskimologi. Nu var han mest kunstner.

»Du tegner også«, spurgte jeg.

»Ja, men jeg pjækkede fra alle tegnekurser«, sagde Hartmut.

Desuden havde han været slem til at tegne på billigt papir, som han bare krøllede sammen og kylede væk bagefter. Derfor fandt han på at fremstille en enorm bog med fint papir til at tegne i. På den måde tvang han sig selv til at tage tegneriet mere alvorligt. Han tilbød at hente bogen på underste dæk.

Fotografens lykke var kort
Fotografens telefon ringede. Han gik udenfor. Lidt efter kom han tilbage og lignede en slukket lanterne.

»Det var konen«, sagde han. »Det viser sig, at vores Tal R-billede ikke er et maleri, men et kobbertryk. Der røg boligplanerne ...«.

Så kom Hartmut slæbende med et monstrum af en bog. Den vejede og fyldte som tre-fire fortovsfliser lagt oven på hinanden.

»Jeg har én, der er endnu større nede under min seng, men den skal der mindst to til at løfte«, sagde Hartmut.

Han bladrede i bogen og afslørede notater skrevet med en overdimensioneret nærmest gotisk håndskrift. Og så en masse tegninger. Nogle var fra rejser. Andre var skitser til apparater eller maskiner. Der var også en del bier og fugle.

»Hvordan driver man det til noget som kunstner«, spurgte jeg.

»Jeg tror, man bare skal lave god kunst«, svarede Hartmut og grinede. »Nogle tror, at hvis de bare flytter til Berlin, så bliver de store stjerner. Jeg er flyttet den anden vej. Og er tilfreds med det, jeg har«.

Et par tilfredsstillende gule gummistøvler
Endnu havde han ikke så meget. En husbåd, en kæreste, en datter. Og så en skurvogn oppe på kajen, hvor han arbejdede. Ofte ved en høvlebænk ude foran. Han viste herlighederne frem.

Skurvognen var så proppet med brædder, værktøj og sære indretninger, at vi højst kunne være to derinde ad gangen. Hartmut Stockter bar et værk ud på kajen.

Det lignede en gigantisk saxofon lavet af nedløbsrør, men det var det ikke. Det var et ’Frøperspektiv-periskop’. En opfindelse, som gjorde det muligt i en magelig opretstående position at slentre over en græsmark, mens man helt tæt på observerede de myldrende liv af smådyr nede i fodhøjde. Eksempelvis græshopper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Så I for resten mine gule gummistøvler henne hos Beaver Projects?«, spurgte Hartmut. »Dem kan man bruge, når man skal skære sig gennem en skov af brændenælder«.

»Hvorfor laver du den slags ting?«, ville jeg gerne vide.

»Det er enormt tilfredsstillende. Efterhånden får jeg bygget min egen detaljerede verden op«, sagde Hartmut, som mente, at kunsten i det nye årtusind udmærkede sig ved at være mere figurativ og mere legesyg end tidligere.

Akvarium med seler
Uden for skurvognen stod et af hans tidlige værker henslængt. Det var et akvarium, der ved hjælp af seler kunne bæres på ryggen. Akvariet var fyldt med planter og udstyret med luftslanger, så man ligesom kunne gå i symbiose med den bærbare natur.

»Hvad skal du have for den«, spurgte jeg.

Jeg fedter vist ikke nok til at blive en stor stjerne

»Den stod vist til 8.000 på udstillingen. Men nu ser den lidt sølle ud ...«, sagde Hartmut Stockter.

Jeg stirrede glubsk på det helt ubevogtede kunstværk. Hartmut virkede totalt ligeglad med, om nogen gad købe hans kunst.

Og han slog en latter op, da vi antydede, at han nok var en af fremtidens mest lovende navne. Han stak os en stump plastik, hvori han havde brændt billedet af en fugl. Og sagde:

»Jeg fedter vist ikke nok til at blive en stor stjerne«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce