Af utallige stærke billeder fra 2017 kan jeg ikke få denne scene fra Middelhavet ud af mit hoved: Et duvende havs overflade brydes af desperate hænder og kroppe, der bruger de sidste livskræfter på at holde sig oven vande. Redningsarbejderne i gummibåden råber og forsøger at dirigere de druknende, der formentlig intet hører. Nogle reddes ombord, synker sammen, hulker, kaster op. Andre falder mod verdens i øjeblikket største kirkegård på havets bund.
Og så er der den gravide kvinde. Fotografen tror, hun kan reddes. Han råber, at der er brug for øjeblikkelig hjælp, men det er for sent. Kvinden ligger allerede med ryggen hævet over vandoverfladen. Druknet. Død. Endnu et – nej, to – liv føjes til en dødsliste, ingen længere har det fulde overblik over.
Som læser af Politiken vælger du hver dag at bruge noget af din tid med os. Det er vi glade for, og derfor griber jeg nu helligdagene til at fortælle lidt om de tanker, vi dagligt gør os. Om du læser med på mobilen, computeren eller i den trykte avis, skal du vide, at vi altid vil dig noget. Både når vi dækker migrantkrisen i nærbilleder, og når vi tegner det større perspektiv i dansk politik eller går tæt på kulturelle tendenser og nye måder at leve det moderne liv på. Politikens journalistik handler om mennesker, magt og medmenneskelighed. Det har igen i år været drivende for vores journalistiske satsninger, og det vil det også være i 2018.
Billederne fra Middelhavet har rumsteret i mit hoved, siden Politiken-fotograf Jacob Ehrbahn og journalist Kjeld Hybel i sommer var ombord på redningsskibet fra den tyske ngo SeaWatch, der forsøger at redde menneskeliv på Middelhavet. Med et kamera fastspændt på sin hjelm efterlod Jacob Ehrbahn verden med et uafrysteligt indblik i den humanitære katastrofe, som i 2018 – desværre – kun risikerer at blive værre endnu.
Fotografens rystede stemme runger fortsat som et ekko fra et 2017, hvor migrantkrisen satte den basale europæiske humanisme på prøve. Redder vi mennesker, når vi ved, at de er ved at dø? Rækker vi hånden ud? Redder vi eller kritiserer vi dem, der forsøger at redde?
Det spørgsmål har Europas politikere været stillet over for i 2017, og det er useriøst at sige, at der findes et nemt svar. Selvfølgelig kan Europa ikke tage imod migranter i de mængder, vi så komme hertil i efteråret 2015. Men selvfølgelig kan vi heller ikke se på, mens mennesker dør. Så hvad gør vi?
Som avis er det Politikens opgave at blive ved med at stille de vanskelige spørgsmål. Og konfrontere politikerne – og alle andre – med konsekvenserne af deres svar og deres handlinger.
Europas lande skal finde fælles løsninger på det fælles problem. Men som presse i Europa bør vi også være fælles om at beskrive den fælles historier. Her er Politiken gået foran igen i 2017.
Som internationalt orienteret avis har vi taget initiativ til at samle seks af Europas førende aviser i en fælles journalistisk indsats. Opgaven var enkel: Lad os sammen kaste lys på det mediemørke, der er ved at sænke sig over Middelhavet og de nordafrikanske lande. Vi samlede The Guardian, Der Spiegel, Le Monde, El País og La Stampa, der hver især sendte et reportagehold til et nordafrikansk land. Det gav Europa – og Politikens læsere – nye svar på spørgsmålene: Hvor ender flygtningene, når de nu ikke længere når frem til det europæiske fastland? Hvad sker der, når Europas lande betaler militærregimer og forbryderiske militser i Libyen og andre nordafrikanske lande for at sætte en prop i migrantstrømmene? Hvad sker der, når Europas lande samarbejder med og understøtter regimer, vi hidtil har forsøgt at bekæmpe? Hvad sker der med migranterne, og hvad sker der med vores europæiske humanisme?
Spørgsmålene fik fornyet styrke, da et reportagehold fra CNN kort tid efter afslørede slavehandel med migranter i Libyen. Hvor ender det? Ingen aner det. Men på Politiken kan vi garantere for, at vi følger situationen tæt også i 2018.
»Politiken handler om mennesket. Om magtens forhold til mennesket. Og menneskets forhold til magten«.
Sådan lyder indledningen til vores journalistiske vision, og denne sætning har på mange måder været den usynlige ledetråd for nogle af avisens største journalistiske satsninger i 2017. Lad mig nævne nogle stykker: Foruden migrantkrisen har vi haft fokus på de stadig strammere udlændingelove og #MeToo, der blev dokumenteret med fremragende klassisk journalistik i The New York Times og The New Yorker om filmproducenten Harvey Weinsteins magtmisbrug. Historierne førte til, at millioner af kvinder over hele verden på sociale medier tog ordet og videregav deres vidnesbyrd om sexchikane.
Men hvad er det, der skaber den globale #MeToo-bevægelse? Det er jo ikke et nyt problem. Sagerne ligger ofte flere år tilbage. Både dem fra USA og den sag om den mangeårige krænkerkultur på filmselskabet Zentropa, som denne avis har afdækket.
Historier om straf af ansatte, hvor de blev udsat for smæk, ufrivillig omgang med sexlegetøj og anden sexchikane har Politiken dokumenteret via en stribe tidligere ansattes vidnesbyrd. Peter Aalbæk Jensen har bekræftet Politikens dokumentation, mens Zentropas ledelse ikke har kommenteret årtierne med systematiske ydmygelser.
I år er flere af de krænkede kvinder stået frem her i avisen. Det har – helt forståeligt – krævet tid, mod og overvindelse for dem at rejse sig fra den følelse af skam, mange af dem føler. Den samme tvivl og skam prægede de kvinder, der i sommer stod frem og i serien ’Roskilde uden samtykke’ fortalte om seksuelle overgreb på Roskilde Festivalen. Det var før, hashtagget #MeToo satte sig igennem som en global mobilisering i den digitale tidsalder.
De to sager har det til fælles, at vi ser en generation af kvinder, der siger fra. De rejser en nødvendig og vigtig debat om kønnenes magtforhold i en moderne verden. Det mindste, omverdenen – og pressen – kan gøre, er at lytte for at forstå. Det værste, vi kan gøre, er at banalisere og relativere et substantielt samfundsproblem med udbredt sexchikane og et skævt magtforhold imellem kønnene. Det kræver omtanke, saglighed og grundighed. Det har Politiken været bevidst om i disse sager.
Balancen i magtforholdet mellem de politikere, der bestemmer, og den befolkning, der bliver bestemt over, er et grundelement i Politikens journalistik. Intet sted udøver politikerne deres magt klarere – og mere diskutabelt – end på udlændingeområdet.
Olav Hergel har i år skildret, hvordan børn, som er født, opvokset og fuldt integreret her i landet, nu sendes retur til lande, de dårligt nok har besøgt. Politikerne er ikke meget for at tale om de såkaldte børnesager, men vi bliver ved at konfrontere politikerne med virkningerne af deres politik.
Vi insisterede også på at få svar i sagen om udlændingeminister Inger Støjbergs ulovlige instruks om at tvangsadskille unge asylpar i sagen om de såkaldte barnebrude. Ifølge Politikens oplysninger var ministeren advaret, før hun på egen hånd udsendte den ulovlige instruks forklædt som en pressemeddelelse. Men centraladministrationen og et flertal i Folketinget har slået ring om Inger Støjberg. Både Udlændinge- og Justitsministeriet afviser at udlevere centrale dokumenter. Og trods adskillige samråd er det ikke lykkedes oppositionen at få klare svar ud af Inger Støjberg.
Denne avis har brugt meget krudt – og spalteplads – på at komme til bunds i sagen. Vi har også mødt kritik for vores insisterende forsøg på at få svar på de spørgsmål, der endnu hænger ubesvarede tilbage i luften. Kritik lytter vi til. Men vi kommer aldrig til at lade os spise af med politikernes søforklaringer og sortsnak. For den ulovlige instruks påvirker virkelige menneskers liv.
Akkurat som det er tilfældet, når udlændingelovene skaber en kafkask virkelighed for internationalt anerkendte forskere her i landet. Danmark lever af at dele viden, men disse forskere straffes for at dele deres. Vi har beskrevet, hvordan bl.a. den amerikanske skatteekspert Brooke Harrington har modtaget en bøde for at holde et oplæg for Folketingets Skatteudvalg. Endda på invitation af det selvsamme Folketing, der har vedtaget de regler, som hun efterfølgende skal straffes med. Med bøden følger en anden sanktion: at hun i 15 år udelukkes fra at søge permanent opholdstilladelse for sig selv og sin søn.
Historierne bliver i øjeblikket omtalt i internationale medier som netop ’kafkaske’ og ’absurde’. Det fremmer nok ikke ligefrem forskningsminister Søren Pinds såkaldte Nobel-pagt, hvor han vil gøre Danmark til centrum for førende international forskning, så vi kan vinde en nobel-pris.
Regeringen siger, at der er en løsning på trapperne. Vi venter spændt. Og kan forsikre om, at heller ikke denne sag bliver glemt, når det sidste blad i 2017 vendes.
På Politiken kender vi karikaturen af os selv: Det er altid synd for nogen – og ofte mange – i Politikens spalter. Det er ikke forkert, men det er til gengæld heller ikke noget, vi skammer os over, selv om vi også med glæde fortæller alle de ting i verden, der bevæger sig i den rigtige retning. Heldigvis er der rigtig meget, der giver håb for 2018. Verden samler sig om en offensiv klimaindsats, selv om Donald Trump går den anden vej. Europas lande samler sig om EU, selv om Storbritannien – måske, måske ikke – går den anden vej. Og det går godt i Danmark, selv om regeringen er ved at gå hver sin vej.
Politiken blev grundlagt på løftet og ambitionen om, at vi altid – med den ene af vores grundlæggere, Viggo Hørups, ord – vil søge fra »uret til ret og fra ret til større ret«.
Det er små ord med stor relevans i netop vores tid. Det er den tilgang og det temperament, vi udgiver Politiken på. Vi vil gøre, hvad vi kan for at leve op til dem i 2018.
Og skulle vi undervejs komme for højt op på den moralske hest, så har vi heldigvis hovedorganet, ATS, til at pille os ned igen.
fortsæt med at læse
