Jakob Bro hedder han, den unge danske guitarist, som jazzens største koryfæer spiller sammen med uden at tøve.
Det gælder også for hans nye album ’December Song’, hvor besætningen foruden Craig Taborn og Thomas Morgan tæller de to sværvægtere Lee Konitz og Bill Frisell. Det er det tredje album i den roste trilogi, der begyndte med gennembruddet ’Balladeering’ i 2009 og fortsatte med ’Time’ (2011), som her i Politiken blev kaldt et »hovedværk i dansk jazzhistorie«.
Men hvorfor kommer jazzens mestre rendende, når den stilfærdige 35-årige Jakob fra Risskov ringer op?
Det er ikke, fordi han er en ekvilibristisk guitarist, der efterlader sit publikum lallende delirisk på gulvet, når han har fyret en solo af. Jakob Bro er som guitarist en less is more-type, der hellere spiller lavmælt end højlydt. Så hvad er attraktionen – ud over at han er en dygtig guitarist og virker som en flink fyr? Er Jakob Bro som kapelmester og komponist noget så sjældent som manden med de rigtig gode ideer?
LÆS OGSÅ Guitarists hovedværk skriver dansk jazzhistorie
»Det tager selvfølgelig tid at bygge sådan noget op. Men nu kender jeg dem jo, så jeg ringer dem bare op. Jeg snakkede lige med Lee for et par dage siden. Bare lidt hyggesnak. Men til at starte med var der hul igennem, fordi jeg spillede med Paul Motians orkester«, fortæller Jakob Bro i sin lille lejlighed på Vesterbro.
Plads til at spille
Vesterbrolejligheden er ren luksus for en musiker, der for ikke så forfærdelig mange år siden boede på et nedlagt plejehjem i Vanløse for 800 kroner om måneden og levede for en hundredkroneseddel om ugen. Pasta, rugbrød, leverpostej og en rulle mariekiks, hvis han gik sukkerkold.
22 år gammel kom Jakob Bro med i Paul Motians orkester. Bro var blevet anbefalet til den berømte amerikanske trommeslager og kapelmester, der hyrede ham på anbefaling uden at have hørt ham spille. Også samarbejdet med Frisell begyndte, uden at han havde hørt Jakob Bro spille. De mødtes hos Paul Motian, og det var anbefaling nok, da Bro spurgte Frisell, om han havde lyst til at spille sammen.
»Det betyder meget, om man er imødekommende, men man kan hurtigt nedbryde det i studiet, hvis man præsenterer noget musik, der enten ikke hænger sammen eller ikke giver plads til dem som musikere. Så er der lukket. Formentlig for altid. Men min tilgang til at lave plader har også altid været at lave noget musik, hvor de andre mest muligt kunne få lov til at være sig selv«.
»De skitser, jeg kommer med, er blevet stærkere og stærkere kompositorisk, så der er noget at arbejde ud fra. Men det er også enormt vigtigt at sammensætte de rigtige mennesker«, siger Bro og peger på Lee Konitz’ frie fortolkning af Bros oplæg på ’Balladeering’ som attituden, der gav ham nøglen til at komme videre.
Bro vælger musikere ud fra klangfarver og tænker i høj grad i stemninger og harmonier. Akkorder har forskellige farver, og man kan bruge et helt liv på at udforske stemninger.
Det lille drama i studiet
Det føles altid lidt som at gå på line i studiet.
Hvor meget kan Jakob Bro sige uden at ødelægge spontaniteten? Hvor meget autoritet skal han udstråle over for de gamle rotter? Hvordan skal han reagere, når de efter et take bare ligesom ser på ham. Var det godt nok? Skal vi tage den en gang til? Det er op til Jakob. Og så er der gamle Mester Lee, der ikke rigtig kan forstå, at han ikke skal spille nogle sværere akkorder, når han nu alligevel er her.
Motian er ikke med på ’December Song’, men var med på ’Balladeering’.
»Når Paul Motian var med, så vidste man bare, at hvis den ikke var der efter to takes, så var det, fordi det ikke fungerede. Fordi der ikke var noget. Så stikker man piben ind og kommer videre i teksten«.
LÆS OGSÅ
Der udspiller sig et lille drama i studiet hver gang, og det udspiller sig hurtigt. På omkring tre timer. Så er råstoffet i kassen.
»Denne her musik fungerer bedst i første take. Maksimalt i andet. Grundstammen er nærmest live i studiet. Konitz er ikke meget for at sidde og fedte med det. At man skal fokusere på øjeblikket, første gang man spiller det, er virkelig noget, jeg har lært«, fortæller Jakob Bro.
»At vi kun bruger tre timer, handler ikke om penge. Jeg ville slet ikke vide, hvad vi skulle lave, hvis vi havde to dage!«.
Jazzens superliga
Når de gamle drenge ryster på hovedet uden at vise det, står den unge kapelmester med sved på sidebenene.
En læreproces, unge mester Jakob har været i gang med, siden han som helt ung blev hyret til Paul Motians orkester til en lang Europatur i 2002, hvor den unge dansker i en farlig fart skulle lære 80 numre udenad. Både bebop og standards.
»Det var hårde lærepenge. Nogle aftener var han ikke specielt glad for koncerten, og det kunne man rimelig nemt mærke! De første par dage sagde han ikke et ord. Den tredje dag kom han og sagde: »Nu kan jeg huske, hvorfor jeg hyrede dig«. Engang i Rom, hvor vi havde haft nogle hårde dage, sagde han midt i det hele: »Guitarerne lød da godt i dag. Det var på tide«. Det syntes de andre var sjovt, men jeg var jo benjamin i bandet«, beretter Bro og skærer en lille grimasse ved erindringen om tiden som novice hos den temperamentsfulde Motian.
Det var et pres for den unge guitarist pludselig at skulle spille i jazzens superliga, men det var noget, der udviklede. Hurtigt.
»Vi spillede blandt andet fire uger på The Village Vanguard. Det var fandeme vildt at spille på Vanguard og mærke stemningen. På det tidspunkt havde jeg boet i New York, og alle mine store heltes yndlingsplader var indspillet i det rum«.
»Der var ikke nogen, der gad stå ved siden af Paul Motians trommer, fordi han ikke ville have, at guitaren spillede højt ved siden af ham. Den anden guitarist ville altid væk fra ham, så han kunne komme til at spille højt. Men jeg syntes, det var fedt at spille lavt. Jeg stod og kunne mærke energien fra musikeren, jeg havde dyrket i ti år og var mit største idol«.
LÆS OGSÅ
Ved at iagttage Paul Motian fra sin plads som stilleguitarist ved siden af trommerne lærte Jakob Bro en masse om at være kapelmester og om at komponere musik.
Et hav af erfaringer han lige siden har prøvet at omformulere til sit eget univers, mens han har udviklet sig til noget af en ungdomsekspert i gamle jazzmænd. Efter Paul Motian (f. 1931) og den indimellem noget knarvorne 86-årige Lee Konitz har han nu sat den 70-årige gangbesværede norske avantgardist Jon Christensen bag trommerne, når han i næste måned skal til Rainbow Studios i Oslo for at indspille et album for ECM.
Fra Risskov til New York
Jakob Bro var endt på The Vanguard i New York ved at gå planken ud.
Han lærte at spille trompet tidligt. Hans far havde et amatørbigband, og børnene i familien skulle lære at spille på et instrument. I 7. klasse skiftede Jakob sin kiksede trompet ud med den mere pubertetskække guitar og spillede i rockband.
Han gik ud af gymnasiet for at spille musik på Det Jyske Musikkonservatorium som 17-årig. Et år senere droppede han ud igen for at spille rigtig levende musik derude, hvor den åndede.
Han efterlod to forældre med bekymringsrynkede pander og tog til USA. Først et halvt år på Berklee i Boston og så to år i New York, hvor han uden mangen en jante på lommen blandt andet levede af at spille på en diner i Greenwich Village, hvor han fik 20 dollar og lidt mad med hjem i en doggiebag for aftenen igennem at spille blide standards for kunderne.
LÆS OGSÅ Jazzguitarist er nede på jorden og svævende poetisk
Det med at kunne lide at spille lavt, er det ikke lidt usædvanligt for en guitarist?
»Jeg vil gerne lave god musik, og jeg vil gerne lære at spille guitar, men jeg har aldrig haft følelsen af, at guitaren bare skal være i centrum. Sideløbende med at jeg har lært at spille på den, har jeg haft travlt med at prøve at lave noget musik, jeg selv har haft lyst til at lytte til. Ikke nødvendigvis noget, der krævede en guitarsolo. Snarere tværtimod«, siger Jakob Bro, der noget overraskende opfatter sig selv som en guitarist, der udvikler sig langsomt.
Indimellem spørger han stadig sig selv, hvad pokker han egentlig skal oppe på den scene. Alligevel har han ikke haft problemer med at sætte sig igennem som eftertragtet musiker, komponist og kapelmester.
»Jeg opfatter nok mig selv mere som musiker og komponist end som guitarist. Jazzmusik er et abstrakt medie, og det er jeg meget taknemlig for. Du går ind i et tomt rum, hvor du ikke kan vide, hvad der kommer til at ske, når du spiller. Det bliver jeg ved at med at være fascineret af. Lige meget hvor god du bliver, er du stadig nødt til at smide alt, hvad du har i hovedet, og bare reagere. Når vi spiller, så spiller vi«.
fortsæt med at læse
