Da Thomas Helmig i april gav koncert i Falconer Salen på Frederiksberg, lignede han en mand på hævntogt.
Ikke på denne grumme og blodtørstige måde. Men det var en stålsat og tændt Thomas Helmig, der ville modbevise alle kritikerne, der havde dømt ham ude og forbi sidste salgsdato. Alle dem, der pegede på et omdiskuteret fotografi af Helmig, hvor rynkerne og årenes gang var blottet. Og han fik sin hævn den forårsaften.
Helmigs nye album lyder fordømt godtMed al det showmanship, man kun kan mønstre, når man bogstaveligt talt er vokset op på en scene, lagde han først den udsolgte sal ned, før han fik det begejstrede publikum til at løfte ham og hans sange op i fællessangens triumf. Han lignede og lød som en musiker, der var alt andet end færdig.
Det var dog også et dristigt forehavende, Thomas Helmig var ude i. På et tidspunkt er det ikke længere overbevisende, når man sætter ungdommens bittersøde smil på læberne og giver den som den evigt glade popdreng med det bedrøvede hjerte, der prikker hul på erindringen om en mere uskyldig tid.
Det har Helmig ellers gjort i de sidste 30 år. Og han har været forbandet god til det.
Den ungdommelige glød
Man kan grine eller græde, lige så meget man vil, men alle kan huske ordene og måske endda genkende følelsen i linjerne:
»Når jeg nu savner dig/ hvordan kan du så undvære mig«.
Hvornår sluttede ungdommen for musikeren Thomas Helmig?
Gennem tiden er det i den ene anmeldelse efter den anden blevet slået fast, at nu var Helmig voksen og klar til at øse af sine erfaringer. Men mon ikke behovet for at gentage den pointe skyldes, at Helmig trods tidens gang hele tiden har beholdt den samme ungdommelige glød i sine funkede kærlighedssange. Lyset er dæmpet, men aldrig gået ud hos Thomas Helmig.
Anmeldelse: Det klæder Helmig at være alvorligAllerede da Politikens daværende musikanmelder Marc Girelli i oktober 1988 anmeldte Thomas Helmigs fjerde album, ’Vejen væk’, lød det:
»Nok er Helmig blevet voksen, men det forhindrer ikke hans tekster i at bevæge sig rundt i et lidet varieret teenageunivers«.
Anmelderen var i øvrigt ikke overbevist om pladens kvaliteter. Det var tilgengæld resten af Danmarks befolkning.
Blev folkeeje
Selv om mange på det tidspunkt havde siddet og gloet ind i den europæiske midnatstime sammen med Helmig Brothers, var det med sangene ’Nu hvor du har brændt mig af’ og ’Det er mig der står herude og banker på’, at Thomas Helmig blev folkeeje på 1980’er-linje med Sepp Piontek og Jarl Friis-Mikkelsen. Og i øvrigt solgte over 150.000 ud af de cirka halvanden million Helmig-albums, der står på de danske cd-reoler.
Det var kulminationen på en musikalsk karriere, der begyndte ved klaveret i barndomshjemmet i Egå.
Det klaver, der blev Thomas Helmigs refugium, da hans forældre blev skilt, ligesom musikken lige siden har været stedet, hvor Helmig har fået sorteret og luftet sine følelser.
Hjem til Aarhus
Mens lægesønnens tre andre søskende fik sig en lang uddannelse, rejste den yngste Helmig til USA og fandt i Detroit sin livs musikalske kærlighed: Motowns soul og funk. Godt nok har Helmig siden sagt, at hans musikalske udvikling stoppede »ved de der 12 akkorder«, men det var nok til at indfange og oversætte arven fra Motown til blåøjet og sød dansk elendighed. Og skrevet sange nok til fylde en koncert med hits fra væg til væg.
I årenes løb har der været skilsmisser og udflugter. Thomas Helmig skiftede til engelsk i 1990’erne, da han var en ’Stupid Man’ i blå læderbukser, og han har prøvet at flytte til både København med Søs Fenger og til sit elskede Málaga i Spanien.
Men når klokken ringer ind, er han altid vendt hjem til Aarhus, hvor han voksede op i pladeselskabets Genlyds nære rammer, og i de senere år også til det danske sprog, han sætter sammen i nye forsøg på at skrive kærlighedens kalligrafi.
Hårdere tone i sangene
Der er blevet buuhet og råbt banal efter Helmig gennem årene. Men han gør aldrig sproget unødigt kompliceret. Hvilket han fik nærmest uventet ros for, da Weekendavisens hvirvlende litteraturanmelder Lars Bukdahl udråbte det »dynamiske snøfteri« i sangen ’Støvregn’ til den bedste poesi i 2006.
Alt var på sin vis også ved det halvgamle, da Thomas Helmig tidligere i år udgav ’KH Helmig’.
»Det er et forsøg på at lave popmusik fra sit 50. år«Ud over al balladen i privatlivet med skilsmissen fra Renée Toft Simonsen og en mørkere, hårdere tone i sangene. Selv døden kom på banen.
Det lød (igen), som om Thomas Helmig kappede båndene til ungdommen. Trodsreaktionen i Falconer Salen fortalte, at det ikke er det samme som at gå i stå.
Men han åbnede som en af Dammarks største hitsnedkere døren til livet på den anden side af de 50. Og det klædte ham.
fortsæt med at læse
