Det låter som bluesen i Malmö / Sluta aldrig«, synger Joakim Thåström og mindes vinteren i Malmö, hvor sammenkrøllet syren ventede på fjernt forår, og den eneste varme ved hånden stammede fra kaninpis. Byen med de ustemte symfonier som kærlighedssyge delfiners klagesange.
Den altid hyperintense svenske veteran er en af de sangskrivere, som virkelig kender og anerkender stedets poesi. Slår du tonen an på stedet, forfører du sangen med geografiske konnotationer. Så kan selv den mest flyvske følelse genkendes i den lyttendes rejsevante hjerte. Hvad enten man selv har været i Berlin, Krakow, Malmö, Houston eller på Sønder Boulevard i København eller bare kender deres melodi fra filmen, litteraturen eller slet og ret reagerer på navnets iboende musik. Når man hører et stednavn sunget, lokker dets sirener.
Steder er følelser og vice versa, og Thåström forholder sig frit fortolkende til dem. Titlen ’Centralmassivet’ udtaler Thåströms forståelige fascination af den franske region Massif Central, men i titelsangen kridtes den geografiske bane op langt derfra omkring Roslagsgatan i Stockholm. En sang sammensat af melankolsk længsel og fromme ønsker i en frygtladet tid. En poetisk højspændt Thåström-klassiker. Centralmassivet? Det kan han selv være!
Det er snartgevaldig mange år siden, Thåström dukkede op i spidsen for Sveriges store punkband Ebba Grön. Selv hans tid i den svenske rockgigant Imperiet og det kompromisløse elektrotærskeværk Peace, Love & Pitbulls fortaber sig så småt i fortidens tåger. Men uanset om han har gået til stålet eller er gået ned i melankolsk-akustisk gear, har Thåström igennem alle årene formået at fastholde en imponerende følelsesladning.
Det gælder i høj grad også for ’Centralmassivet’, der er opfølgeren til hans svenske hitlistetopper ’Den Morronen’ fra 2015. ’Centralmassivet’ er en heftig omgang. Klassisk Thåström. Højspændt, rastløs. Den musikalske ramme et massivt miskmask af guitarer og elektroniske bredsider, men trods alt med sprækker, hvorfra Thåströms papirtynde trompet, Niklas Helbergs piano og Anders Hernestams trommer på skift får lov at bryde ud.
Første album i fem år: The Killers lever et hjemløst liv i skyggerne fra sin storhedstidGuitarerne er rå på ’Bluesen i Malmö’, hvor man må konstatere, at den modne og mørnede Thåström nok er det tætteste, Norden nu kommer på en Dylan.
At der kastes mange blikke i bakspejlet, lægger ikke hindringer i vejen for den rastløse energi, som præger hovedparten af albummet i en grad, så det næsten er for meget af det gode. Der er sandelig lagt i kakkelovnen til den turné, som fører Thåström til hans gamle hjemmebane på Vesterbro, når han spiller på Vega 9. november.
Energiudladningen er også på ’Old Point Bar’ i Houston så massivt dystopisk i sin lyd, at man griber sig i at ånde helt lettet op, når tempoet bliver skruet ned. Som på ’Centralmassivet’, hvor LaGaylia Fraziers gospelvokal er med til at synge en stor forventning om stjerner frem i det mørke, som ligger tæt over albummet og når sit klimaks på den himmelstræbende nattebesyngelse ’Som Mästarna Målat Himlen’.
På den smukt fortabte ungdomskærlighedserklæring ’Aldrig Av Med Varnandra’ spindes en tråd igennem tiden fra en nat i Krakow til en fjern fortid i Oslo. Igen benytter Thåström stedets poesi som forankring og kompas. Som han gør det på albummets fornemme afslutningsnummer ’Natten För Det Här’, hvor vejen vesten om solen og månen lige så godt kan gå forbi Esbjerg som Galveston. Thåströms sange er rødglødende punkter på et landkort over menneskenattens mulm og mørke.
fortsæt med at læse
