Så har man hørt dét med: En dansk sekstet, der skriver tilsyneladende nemme og lidt naive pop-rock-sange på engelsk, men tilfører sangene så mange overraskelser og ideer, at udtrykket alligevel er originalt. Den balancegang mellem de indbydende, genkendelige melodier og den personlige fantasi lykkes endnu bedre for danske Moon Gringo på nyheden 'Ingrid Superstar', end det gjorde på det to år gamle debutalbum 'Boy Girl Beat'. Debuten var ellers også god. Mens Mette Sand Hersougs lillepigestemme blidt kyssede ordene frem mellem læberne, spillede resten af Moon Gringo stilfærdigt og behersket på en spøjs blanding af for eksempel akustiske guitarer, strygere og blæsere. Så det lød, som om Moon Gringo hentede udsigten til universet ind i deres lille, hjemmelavede skævrockstue. 'Ingrid Superstar' er bare endnu bedre end 'Boy Girl Beat'. Mens debuten havde en snert af noget indadvendt, og mens Mette Sand Hersoug dengang sommetider var en strofe for tæt på at synge som en sværmerisk, genert 12-årig, er 'Ingrid Superstar' mere fri og åben. 'Ingrid Superstar' er et album, der slår armene ud og jubler, 'her kommer jeg', med det samme i den kækt hoppende punkflirt 'Dirty Underwear'. For efterfølgende at charme sig ind med 'Walk My Street', hvor omkvædet bruser af piget nyn og orgelfanfarer. Det er ikke så tit, det er nødvendigt at fremhæve engelsksprogede poptekster af dansk oprindelse. I hvert fald ikke for det gode. Men ligesom Moon Gringos arrangementer er ejendommelige og fantasifulde uden at virke forcerede, er teksterne på 'Ingrid Superstar' det også. I 'Mette Says No' tillader Mette Sand Hersoug sig at blande sprog, når hun synger »you build me up to put me down i København« akkompagneret af blandt andet munter westernguitar. I '12 Things You Can Learn From Watching TV' opremses meningsløse tv-læresætninger som, at 'Stockholm er fantastisk' og 'Man skal aldrig vokse armhulerne om foråret'. Iagttagelserne af omverdenen fører i 'Love Miss World' til vemodig kulturkritik af berømmelse. Lyden i omkvædet er tyk og blød som velour, og her synger Mette Sand Hersoug med en mørkere og mere sprød stemme, der balancerer mellem tral og tåre. For hver gennemlytning opdager man nye detaljer i Moon Gringos arrangementer. Fløjter, melodica, percussion, synthesizere, sitar, tuba og i nærheden af 50 andre instrumenter bruges med omtanke og overblik i melodier, der aldrig virker overlæssede.