Kl. 19.30 Dryp-dryp-dryp-dryp. En liiiidt usædvanlig høj lyd i et spillested under jordens overflade. Men om en time går den sydafrikanske jazzlegende Abdullah Ibrahim og hans amerikanske orkester Ekaya på scenen i Pressen under Politikens Hus, lydprøverne er lige blevet afsluttet og har lydt balsamisk smukke, musikerne er gået til middag. Og hvad pokker, regnbygen udenfor er jo bare den bløder, metrologerne havde varslet. »Måske skal vi hente en spand«, foreslår en vagt. Det skal senere vise sig, at spanden er for lille. Efter få minutter går drypperiet over i plask. Ti meter væk står monitorer og forstærkere og højttalere og blinker. Arrangøren i Pressen, Morten Wulff, kigger med et stivnet smil til. »Det er vigtigt at holde øje med flygelet«, siger han. Kl. 19.46. Udenfor høvler det ned nu, tilskuerne står i en tæt bred kø i den overdækkede indkørsel til Politikens gård for ikke at blive våde. Vagterne giver dem lov til at komme indenfor på trappen ned til Pressen. Teknikerne begynder at kigge bestemt på Morten Wulff, da vandet står ned i kaskader: »Aflyser vi?«. »Nej«, fastholder Morten Wulff, mens teknikerne tager strømmen til dele af scenegearet. Steen Iversen fra Odense står i tilskuerkøen sammen med sin datter Celine og moderen Birthe: »Jeg har hørt Abdullah Ibrahim før, han er helt fantastisk, og nu skal min datter og min mor også høre ham. Vi kom til København i aftes og har haft en fantastisk dag i København med Kresten Osgood og et forrygende svensk band, jeg aldrig har hørt om før, men det her skal toppe det hele«. Kl. 20.02 Nu kommer musikerne, syv mand høj, ned ad trappen, mens de baner sig vej gennem de våde tilskuere. Musikerne stopper brat op ved synet: »Oh my Goood«, »wow«, »oh no«, »shiiiit«. De velklædte newyorkere pjasker gennem dammen, der har bredt sig og hen til en åben dør, hvor vandet fosser. Synet indenfor skal de sent glemme: Der står deres instrumenter i vandmasserne ved siden af ærter, jordbær, knækbrød og rødvin linet op som backstage-delikatesser. De griber deres saxofoner, trompeter og basuner i instrumentkasser. »Maaaaaan, not good«, lyder det fra flere. De begynder at tørre blæserinstrumenterne, og som basunisten siger: »De kan ruste nu«. Saxofonisten Tony Kofi ser bekymret på sin drivvåde sax. Men han vil spille i aften. »Min svigermor står oppe i tilskuerkøen deroppe, og hun skal høre os. Hun er kommet hele vejen herover fra Lund i Sverige. Om vi så skal spille akustisk«, siger Toni Kofi. Chefen selv, Abdullah Ibrahim, holder sig i baggrunden med hænderne på ryggen, mens han genner sine musikere og andre ud af vanddammen: »I kan få elektrisk stød«. Kl 20.19 En sirene i huset går i gang, men Tony Kofi bliver ved med at fastholde, gennem sirenehylet: »Vi skal spille og energien vil blive helt fantastisk netop på grund af dette her«. En vagt kommer hen til Morten Wulff: »Nu kommer vandet også ned på scenen. Det er en nødtilstand«. Sceneteknikere bugserer et halvvådt trommesæt væk. Kl. 20.46 Morten Wulff kan godt mærke presset på sig nu, han bider sig i læben, ringer til festivalledelsens Signe Lopdrup: »Du Signe, det ser sgu skidt ud herinde. Hvad gør vi?«. Lang pause. Så råber Morten Wulff sin frustration ud: »Øv!«. Han går op til tilskuerne og meddeler dem, at arrangementet er aflyst. Alle tager det med resigneret ro. Nogle går ud i den nu aftagende regn, andre bliver og får sig et glas vin eller en øl. I godt selskab: Abdullah Ibrahim står stoisk midt i det hele og fortrækker ikke mange miner. Han skal videre til Storbritannien i morgen tidlig, så tilskuernes kække forslag om, at han da bare kan spille i Montmartre i aften eller Kongens Have i morgen, slukkes hurtigt af tourmanageren. De aflysningsramte tilskueres ærefrygt forsvinder til gengæld under undtagelsestilstanden, og gradvist vokser flokken, der vil slå en sludder af og score en autograf. Tålmodigt lader Abdullah Ibrahim sig fotografere med sine fans. Steen Iversen fra Odense sidder med et smil på hele femøren og viser sin Ibrahim-underskrift frem: »Jeg kan jo egentlig ikke klage«.