»Uf. Skal du til Kvelertak? Forfærdelig musik!«

Sådan skræppede min ven til mig efter Iceage-koncerten på Arena, der få timer senere lørdag aften udgjorde den sagesløse skueplads for den norske sekstet Kvelertak, imens han så ikke så lidt ubekvem ud.

Og ja. Som den skandinaviske metalscenes svar på en tunet mejetærsker i fuld galop er Kvelertaks kværnende blanding af punk, hardcore og heavy metal ikke for sarte sjæle.

Og da slet ikke, når de efter devisen ’man er vel fra Norge’ hælder en sjat af den sorteste black metal i det bæger, der i forvejen er godt fyldt.

Kvelertak spiller ganske enkelt ikke klynkemetal, og selv om bandets tempofyldte, skrydende stil helt sikkert skræmmer nogle væk, trækker det formentlig i sidste ende endnu flere til.

For Kvelertak er mestendels forrygende godt selskab, og det gjaldt da også koncerten på Arena, der var bandets anden på Roskilde.

Som at blive tæsket med en selvdød laks

Det var fuld fart ud i fjeldene med masser af skrald på de ikke færre end tre guitaristers hårdtprøvede øksehalse, imens den karismatiske forsanger Erlend Hjelvik som en skandinavisk Phil Anselmo-agtig hulemand brølede sig barmavet igennem sange, der overvejende var hentet fra Kvelertaks andet album ’Meir’, hvorfra især ’Offernatt’ og den forrygende ’Spring fra livet’ blev serveret med en sult og en frådende vildskab, der gav et solidt bestøvlet praj om, at Kvelertak er kommet for at blive – også i Roskilde-regi.

Og det til trods for at det, der efterhånden er blevet nordmændenes kendingsmelodi, den nærmest schlagerklingende ’Kvelertak’, til stadighed er den musikalske pendant til at blive tæsket med en selvdød laks.

Det er vist kun nordmændene selv, der synes, den er rigtig god.

fortsæt med at læse

Islandsk topnavn leverede skønhed til op over begge ører