For to år siden var jeg fyldt med længsel. Det var mit første forår som fastboende i USA, og mens jeg stod under de blomstrende kirsebærtræer i Washington, D.C., kredsede mine tanker om mit faste forårsritual: stenbiderrogn. Indtil vi flyttede herover, havde jeg aldrig tænkt på stenbiderrogn som en unik nordisk spise. Jeg havde bare forbundet det med det første tegn på, at vinteren snart var forbi, når den sart rosa rogn kom til salg.

Men det var ikke til at opdrive stenbiderrogn herovre, og jeg kunne ikke gøre andet end at kigge misundeligt på, når andre delte billeder af stenbiderrogn hjemme i Danmark.