New York Times var det første medie, der kunne fortælle hele verden, at Rene Redzepis Noma ændrer kurs. Han lukker restauranten på Nordatlantens Brygge i slutningen af 2016. Men åbner et nyt urban farming-koncept tæt på Christiania, hvor Noma skal indgå i en helt ny ramme.
Det er ikke tilfældigt, at det er New York Times, der breaker historien. For Rene Redzepi har gjort det umulige. Han har fået hele verden til at være på fornavn med Noma, der er en forkortelse for nordisk mad, og Redzepi har dermed været en afgørende faktor for, at Danmark er blevet et land for såkaldt gastro-turisme. Altså turister, der primært kommer til landet for den gode madoplevelse.
