De danske kommuner er forelskede i madmarkeder. Nye torvehaller og street food-markeder bliver planlagt i Aarhus, Aalborg, Odense og København, og det eksisterende marked i Roskilde vil blive udvidet med 50 procent. Det viser en rundringning, som fødevaremediet foodculture.dk har lavet.
Visionerne er inspireret af blandt andet Torvehallerne på Israels Plads ved Nørreport i København, der åbnede i 2011, og Copenhagen Street Food, der åbnede på Papirøen i den centrale del af København i 2014.

