Tobias Emil Jensen, Tore Gynther og Morten Bruun har på rekordtid etableret sig i toppen af bryggebranchen med deres vildt eksperimenterende øl i To Øl, som af flere internationale kendere regnes for et af de bedste bryggerier i verden. Og nu har de forstørret rammerne for deres gæringstanke og trætønder for at invitere spisende gæster indenfor i den 750 kvadratmeter store lagerbygning i Guldbergsgade på Nørrebro, som de kalder Tapperiet Brus.
Det var et scoop for dem at få lokket Christian Gadient ind som køkkenchef, efter at han havde forladt Marchal, som han havde sikret den Michelin-stjerne, de havde i forvejen. Han ville hellere flippe ud uden stive manerer, og det gav To Øl ham mulighed for i bryggeriets restaurant, Spontan.