Mennesket er et territorialt dyr, det bliver tydeligt i tætbebyggede sommerhusområder som oppe ved Gilleleje. Vi bruger ikke urin eller sang til at markere territoriet, men hække og skilte.
Og jeg ankom tidligt til Gilleleje Badehotel, da jeg ville nå at gå en tur ned til vandet, inden jeg skulle spise. Ad den første sti, jeg forsøgte mig med, bankede en mand på indersiden af en rude og pegede på et skilt: ’Privat’, stod der. Jeg trak mig tilbage, prøvede en ny vej, men endte i nogens indkørsel. Endelig fandt jeg ud af, at jeg skulle venstre om hotellet.
