»Om sommeren glæder jeg mig til at spise alt det klassiske fra haven. Nye kartofler og især klassiske danske bær som hindbær, stikkelsbær og ribs. Det er jeg helt vild med. I det hele taget er det mad direkte fra mine forældres have eller min egen i sommerhuset, som er helt særligt om sommeren. Hvor man træder ud og får fat i det helt friske, der bare smager så meget bedre. I de første mange år, jeg boede i København, savnede jeg simpelthen friske råvarer. Nu hjælper Torvehallerne jo på det, men jeg kommer fra Sydfyn og er vokset op med en stor have og utallige boder langs vejene, hvor folk sælger bønner og kartofler, de lige har hevet op ad jorden. Det savner jeg virkelig meget«.
»Min sommermad er først og fremmest lettere end den mad, jeg spiser resten af året. Den er friskere og enklere. Når man har rigtig, rigtig gode råvarer, skal der jo ikke særlig meget til. Det kender man også fra Sydeuropa. I Italien, hvor alt smager virkeligt potent af sol, saft og kraft, så skal der bare lidt god olivenolie til. Sådan har jeg det med dansk sommermad. Det skal være enkelt og bestå af ret få råvarer, og måske behøver det ikke være tilberedt så meget som ellers«.

