Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Centralt. Hélène Wagn har næsten altid boet med et stort køkken-alrum og i hendes nye bolig har hun slået flere rum sammen at få et stort rum.
Foto: Nanna Navntoft

Centralt. Hélène Wagn har næsten altid boet med et stort køkken-alrum og i hendes nye bolig har hun slået flere rum sammen at få et stort rum.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Køkken-alrummet vokser - Hélènes er 90 kvadratmeter

Da redaktør og kogebogsforfatter Hélène Wagn for nylig flyttede rev hun en masse vægge ned for at skabe et køkkenalrum på 90 kvadratmeter. Her fortæller hun om sit køkken.

Mad
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har næsten altid haft stue, spisestue og køkken i ét stort rum. Hvis der har været vægge i vejen, har jeg brudt dem ned, for jeg kan godt lide at have gæster og kunne tale med dem før, under og efter maden. I denne lejlighed var der tre små rum og et køkken, og jeg fik det hele revet ned, så jeg fik et stort rum på cirka 90 m2 til spisestue, køkken og stue.

Dette er mit syvende køkken som voksen, og de seks andre har haft lyse eller hvide skabsfronter. Så jeg besluttede mig for, at det skulle være anderledes denne gang. Køkkenelementerne har matsorte overflader, og min tanke var, at det ville give en dramatisk effekt, når man befandt sig i køkkenet, men at det samtidig ville træde diskret i baggrunden, når jeg ikke lavede mad. Og sådan synes jeg, det er – det føles, som om det trækker sig tilbage, når det ikke er i brug.

Bordpladerne er lavet af koksgrå beton, og den overflade er så lækker. Den er nærmest som velour og virker blød, selv om den i virkeligheden er hård. Jeg havde de samme bordplader i mit sidste køkken og ved derfor, at de udvikler sig med tiden. Jeg sørger for at mætte bordpladen med bivoks, men den får patina alligevel, og man skal lære at elske, at man kan se, når man har arbejdet med eddike eller citron. Det er et meget levende materiale. Jeg har altid været et ordentlig og kontrolleret menneske, så da jeg fik disse betonbordplader, var jeg nødt til at give slip og acceptere, at man kan se, at der har stået nogen i den ene ende og lavet mojitos, og det er en udmærket øvelse.

Køkkenøen er fuldstændig kvadratisk som en kube, og det er vigtigt for mig, at det visuelt optræder sådan. Rent funktionelt er det vidunderligt med en køkkenø: Man kan være mange i køkkenet og lave mad, eller man kan have gæster, der ikke laver mad, men bare sidder godt der og snakker, mens jeg gør maden klar. Øen fungerer næsten som et rundt spisebord, som jeg i øvrigt synes, er det mest behagelige spisebord at have gæster omkring, for så kan alle se alle. Og så er øen smart, når man er mange. Så sent som i forgårs havde jeg 20 mennesker til middag, og så er det så fedt at bruge øen som buffet, mens folk oser rundt om den.

Køkkenvasken er i øen, mens kogeplade og ovn er placeret ved væggen, for så kan emhætten være der og fylde så lidt som muligt, for den kan aldrig blive køn, lige meget hvad man gør. Vasken er over for komfuret, og det er smart, fordi man så kan få sine gryder og pander hurtigt ned i vasken. Jeg har en stålkøkkenvask med drypbakke til venstre, og det er enormt praktisk, idet bakken skråner lidt, og vandet fra grøntsagerne løber ned i vasken helt af sig selv.

Når folk kommer ind i mit køkken, siger de siger: ’Wow, et lækkert gulv’. Det er brede planker af røget eg og har det smukkeste sølvgrå skær, der passer godt til det sorte køkken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er ret begejstret for min Quooker. Det er en fed ting, der gør livet nemt. Jeg får lavet den kop te, jeg ellers ikke lige har tid til om morgenen. Smukke viskestykker og rustikke skærebrædder er min hemmelige last, og så er jeg vild med salt i alle mulige afskygninger, så jeg har altid mange forskellige typer salt stående fremme i fine krukker.

Det værste, jeg ved i et køkken, er blær. Som amerikanerkøkkener, der spytter isterninger ud i lange baner, eller min nye induktionskogeplade, som jeg var tvunget til at vælge i stedet for gas, med et ekstra stort firkantet felt, som jeg ikke aner, hvad jeg skal bruge til. Og skuffer og skabe, der springer op alle vegne, så jeg bliver ramt på benene eller i hovedet. Det eneste sted, noget skal springe op, er i øvrigt skabslågen ved skraldespanden – dér er det smart. Man behøver ikke et blærekøkken for at lave god mad.

Jeg har kun boet her i fire-fem måneder og er stadig ved at finde mig til rette. Det er visuelt et meget enkelt køkken, og det kan jeg godt lide. I mine tidligere huse fik jeg meget forærende i gamle charmerende detaljer. Dette køkken er nybyggeri, så jeg skal finde ud af, hvordan jeg giver det sjæl og gør det til mit. Det er en sjov udfordring.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden