Der manglede kun lidt grønne ærter for at fuldende indtrykket af suppe-steg-is. Tre skiver kalvetyksteg lå som operahuset i Sydney foran en sø af kalvefond og en bunke stegte rodfrugter, grillet porre og sauteret løg med lidt jordskokmos. Det kunne næsten ikke blive mere klassisk.
Men selvfølgelig smagte det meget bedre end kogekonens. Alt var til topkarakter ved kokkeskolens eksamen i grundkøkkenets kunst. Kødet var af høj kvalitet og perfekt tilberedt, så kun en ydre stegeskorpe indrammede det dybt rosa kød. Og det holdt spændstigt på sin saft, som først i munden blandede smagsstoffer med fonden i en fredsforhandling af status quo.