I juleferien havde jeg travlt. Jeg havde fået 2 kilo rødbeder af mine forældre – eller fra nogle af deres venner, der dyrker den slags. Jeg havde også fået 500 gram jordbær på frost og fundet en pose med rabarber i min egen fryser. Og så kom jeg også hjem med rugbrødssurdej. Den har levet i ubrudt linje, siden min mor i begyndelsen af 1980’erne fik den af naboen, der boede på gården ved siden af og var kendt på hele omegnen for sine fantastiske specialiteter.
Flere dage
Så jeg gik i gang. Med at sylte. Koge marmelade og bage rugbrød. Projektet strakte sig over flere dage og lagde beslag på frihed. Jeg kunne ikke gå ud, når rugbrødet hævede og snart skulle bages. Jeg skulle holde øje med, at marmeladen ikke kogte over (hvilket den var tæt på), og rødbedeskrælning er ikke noget, man skal kaste sig over, når man lige har lakeret negle.