Det vil nok være læserne bekendt, at jeg holder meget af tysk vin, især riesling. I snart sagt alle typer vin på denne drue fra Tyskland finder man en finesse, lethed og friskhed, som er svær at matche i andre vindistrikter. Altså forudsat, at vinen er god.
Det kan synes at være en banal konstatering, men faktisk laves der meget yderst forglemmelig tysk vin – vi ser det bare ikke så tit i vintesten. Og generelt er kvaliteten i Tyskland over de sidste 10-20 år steget. Mosel frembringer som hovedregel alkoholsvage elegante vine med lidt eller en del restsødme – og så nøglen til balancen: syre! Spændingen mellem sødme og syre – ligesom en perfekt modnet frugt – giver et balanceret udtryk.
