Det kommer til at ligge i køledisken ved siden af det hakkede oksekød, koste 25 kroner for 400 gram og vil kunne bruges til nogenlunde det samme som almindeligt hakket oksekød: hakkedrenge, spaghetti med kødsovs, lasagne og andet i den dur. Det ligner også hakket kød, når det ligger i foliebakken i lange tynde strimler. Farven er rød, om end mere hen ad hakket vildtkød end lyserødt oksekød.
Men produktet Naturli’ Hakket er lavet udelukkende af planter: hvede og soja til at give struktur og protein, rødbede til at give rød kødfarve, kokosolie til at give fedt og en blanding af mandler, tomat og karljohansvampe til at give umami-smag– smagen af noget kødagtigt. Derudover en række tilsætningsstoffer til at holde ’kødet’ stabilt.
