I sidste uge købte jeg for sjov Føtex' nye meget omtale VeganEgg, et produkt der skal kunne erstatte æg i opskrifter. Man kan sågar lave røræg af det.
Det er et produkt, som har været udsat for meget kritik, dels for at være dybest set et industrielt massebryllup mellem en smagsforstærker, et hævemiddel, en stabilisator, et fortykningsmiddel, noget kunstig æggearoma og højindustrielt mel fra alger. »Set ud fra et fødevarekemisk synspunkt er det lidt af et scoop, set ud fra menneskeracens ernæring så er det et los i bollerne!«, skrev landmand og fødevarekritiker Søren 'Sørøver' Kvist på Facebook. Forbrugerrådet Tænk kaldte de nye æg, der er pakket ind i en traditionel æggebakke, for »vildledning af forbrugerne«, da »det ikke er sikkert, man ved, hvad man køber«.